fbpx
 
Categories Biltest

Test: Hyundai i20 N Line

Posted on
Test: Hyundai i20 N Line

Hyundai i20 kom på markedet i 2008 som afløser for Hyundai Getz, og kører nu på tredje generation. Vi tester i20 N Line, som er et mix mellem den hårdkogte i20 N og basismodellen. Om det er den rette model at gå efter, kan du blive klogere på i denne anmeldelse.

De to afgangsrør i krom giver en passende sportslig lyd.

Ægte afgangsrør i krom

Hyundai i20 N Line skiller sig designmæssigt ud fra en standard i20 med mere sportslig styling. På fronten giver bilens lidt nedadgående LED-forlygter og N Line kofanger et look, der signalerer, at det ikke er en helt standard i20. N Line logoet på frontgrillen er også en fed lille detalje.

Bilen er udstyret med 17″ tofarvede alufælge, som er ret specielle – særligt når man ser dem fra afstand. Her går den sorte del af fælgen nærmest i ét med dækket, så det ligner en stjerne. Om det er bevidst, ved jeg ikke, men det ser fedt ud.

På bagenden er noget af det første der springer i øjnene den sportslige udstødning med to halvstore afgangsrør i krom, der for en gangs skyld er 100 % ægte. De formår endda at give en sportslig lyd. Måske spil for galleriet, når motoren kun yder 100 heste, men der er alligevel noget charme over det. Bagkofangeren er speciel for N Line modellen, og frisker designet op.

17″ tofarvede alufælge giver et fedt look til bilen.

Kabinen matcher det ydre

Hopper man indenfor i kabinen, fortsætter det sportslige udtryk. Her er masser af designdetaljer, der udstråler, at det er en N Line. Man får bl.a. sportsæder med røde kontrastsyninger samt et lækkert N Line læderrat og gearknop. Kvaliteten er god og der er skruet tilpas op for charmen, så det indre matcher det ydre.

Røde syninger og et lækkert sportsligt rat er standard i N Line.

Hyundai i20 N Line føles moderne i indretningen med 10,25’’ digitale instrumentering og 8’’ infotainmentskærm. Grafikken på begge skærme er skarp og infotainmentsystemet er let at finde rundt i. Bilen har desuden Apple CarPlay, som fungerer upåklageligt.

Pladsen på bagsædet er som forventet i en bil af den størrelse. Der er fint plads til fire personer og bagagerummet sluger 356 liter, hvilket er i den høje ende i klassen.

Pladsen går an – også ved bagsædet.

Sporty udseende – knap så sporty køreegenskaber 

Hyundai i20 N Line vil gerne fremstå lidt hot hatch-agtig, og det er måske også, hvad den er. Men lad os hæfte os ved ’’agtig’’. For som jeg var inde på tidligere, så formår benzinmotoren med 100 heste altså ikke helt at leve op til bilens sportslige udstråling. 0-100 tager 11,4 sekunder, så der er altså ikke tale om en fartmaskine.

Men i20 N Line fungerer helt fint som den lille hverdagsbil, den jo er. 7-trins DCT gearkassen er smooth og forskellige assistentsystemer som adaptiv fartpilot, vognbaneassist og automatisk skiltegenkendelse gør kørslen behagelig og ligetil. Bilen har automatisk nødbremse, der kan genkende cykellister og fodgængere, og der er tre forskellige drivemodes: Eco, Comfort og Sport.

Selvom sportsudstødningen siger lidt andet, er Hyundai i20 N Line rimelig økonomisk. På en længere tur, hvor der blev kørt både motorvej og landevej, opnåede jeg et gennemsnitligt forbrug på 18 km/l.

Sportslig udstråling til fair pris

Testbilen koster 229.995 kr., men priserne på Hyundai i20 N Line starter fra rimelige 209.996 kr. Den kører ikke sportsligt som i20 N men udstrålingen er der, og den er virkelig gennemført. Hvis du kan klare dig med 100 hk og går efter et sportsligt look og lidt ekstra lyd fra udstødningen, er Hyundai i20 N Line det rette valg.

Specifikationer

  • Motor: 1,0 liters benzinmotor med turbo
  • Hestekræfter: 100 hk
  • Moment: 171 Nm
  • Gearkasse: 7-trins DCT automatgearkasse
  • 0-100 km/t: 11,4 sekunder
  • Topfart: 185 km/t
  • Forbrug (NEDC): 22 km/l
  • Bagagerum: 356 liter
  • Køreklar vægt: 1090 kg
  • Dimensioner: Længde: 404 cm Højde: 145 cm Bredde: 178 cm

Foto: Søren Sahl

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet