fbpx
 
Categories Leasing, køb og abonnement

Fordele og ulemper ved køb, leasing og abonnement

Posted on
Fordele og ulemper ved køb, leasing og abonnement

Hvordan skal din næste bil anskaffes?

Der er efterhånden mange muligheder at vælge imellem, når du skal ud og anskaffe ny bil. For nogle er køb den bedste måde at blive kørende på. Særligt hvis bilen skal beholdes over en længere årrække, eller hvis der er tale om en brugt bil, hvor den værste afskrivning er taget. Her kan man typisk få meget bil for pengene. En god idé kan være, at undersøge, om den brugte bil kan hentes hjem fra Tyskland. Det kan give adgang til et større udvalg af biler, og det vil typisk være biler, som har en høj udstyrspakke.

Hvad enten det er en ny eller brug bil, som du køber, gælder det om at have finansieringen på plads. For nogle er kontant betaling en mulighed, men det er dog de færreste, der har den mulighed. Især hvis bilen er helt ny og står hos en forhandler til den fulde nyvognspris. Derfor vælger mange at finansiere deres køb med et lån, og her kan der være mange muligheder at vælge imellem. Et godt råd er, at du altid laver en grundig gennemgang af de muligheder, der er på markedet, da der kan være mange penge at spare ved at vælge en konkurrencedygtig finansiering. Opsøg hjælp hvis du selv har svært ved at overskue det.

Der er også mange andre måder at anskaffe bil på. Hvis du har brug for en mere fleksibel løsning, eller påtænker at skifte bil tit, kan leasing eller bil på abonnement være den mest oplagte mulighed. Den største fleksibilitet opnår du ved at vælge bil på abonnement, hvor du typisk kan skifte bil efter meget kort tid. Både ved leasing og bil på abonnement har du den fordel, at den samlede biløkonomi er meget gennemskuelig. Ved disse anskaffelsesformer slipper du for at tænke på værditab eller varierende udgifter til service og vedligehold.

Andre muligheder er flexleasing, som typisk er egnet til biler, som er mere end tre år gamle. Der er efterhånden mange virksomheder, som tilbyder flexleasing. Undersøg markedet grundigt, hvis du overvejer at flexlease. Flexleasing kan være en fordel ved dyre specialbiler.

Nogle har også mulighed for at få en firmabil stillet til rådighed. Det er dog de færreste, der har den mulighed.

I sidste ende er det ofte en sag om temperament i forhold til den anskaffelsesform, som passer bedst til dig.

Så hvad er den bedste løsning for dig, når du står og skal have ny bil? Carlife365 bringer her en række fordele og ulemper ved de forskellige anskaffelsesmetoder.

Fordele ved køb

  • Afgiften kan potentielt falde, så du betaler mindre til staten i det øjeblik bilen anskaffes
  • Der er ofte gode tilbud og kampagner hos forhandlerne, og du kan forhandle om ekstraudstyr
  • Du kan leje din bil ud hvis du i en periode ikke skal bruge den

Ulemper ved køb

  • Du er mere låst hvis du pludselig får behov for noget andet – eller får lyst til at skifte
  • Ændrede regler omkring benzinbiler eller dieselbiler kan sætte prisen under pres i nedadgående retning
  • Usikkerhed omkring totaløkonomien – herunder værditab, uforudsete reparationer m.m.

Fordele ved import fra Tyskland

  • Stort marked med mange brugte biler – der er simpelthen et større marked at ”fiske” i
  • Der kan være penge at spare
  • Adgang til mere veludstyrede biler, da udstyr ikke er pålagt den høje afgift

Ulemper ved import fra Tyskland

  • Du skal rejse et stykke vej for at se bilen. Det kan være, du skal bruge en weekend eller to på at rejse til Tyskland
  • Processen kan virke uoverskuelig – særligt for privatpersoner. Du står selv for indregistrering og alt det praktiske. Særlige virksomheder har dog specialiseret sig i at hjælpe dig med processen
  • Du ejer bilen og er derfor mere fastlåst hvis dine behov skulle ændre sig

Fordele ved privatleasing

  • Du har fuld klarhed over din biløkonomi
  • Adgang til nyere og mere sikre biler
  • Relativ fleksibel løsning

Ulemper ved privatleasing

  • Der kan potentielt komme en ekstra regning når bilen afleveres. Fx hvis der er buler, ridser eller andre skader.
  • Du er låst til et bestemt antal km i den periode, du leaser bilen
  • Du må i de fleste tilfælde ikke leje bilen ud, hvis du i en periode ikke skal bruge den

Fordele ved flexleasing

  • Kan typisk svare sig rent økonomisk ved specialbiler og premium biler – særligt hvis bilen er mere end 3 år gammel
  • Der er mange leverandører på markedet, som kan hjælpe
  • Bilerne hentes typisk i udlandet, og er mere veludstyrede

Ulemper ved flexleasing

  • Perceptionen omkring flexleasing er, at det er svært at gennemskue omkostningerne og betingelserne
  • Der skal typisk udbetales et større beløb i forbindelse med indgåelse af flexleasingaftalen
  • Usikkerhed omkring service og vedligehold – skal i nogle tilfælde tilkøbes

Fordele ved splitleasing

  • Ingen firmabilsbeskatning
  • Ved den rette kørselsfordeling kan en stor del af det samlede bilbudget afholdes af et firma.
  • Firmaet har momsfradrag for deres andel af udgifterne.
  • Det er muligt at køre i en dyr bil privat, med forholdsvis lave omkostninger.
  • Meget attraktivt ved dyre biler med lavt værditab f.eks Porsche 911.

Ulemper ved splitleasing

  • Leasingselskaberne opkræver et gebyr for håndtering af aftalen.
  • Ekstra omkostninger til montering af GPS-Tracker
  • Kræver at man kender sit kørselsmønster de kommende 12-36 måneder.
  • Udelukkende attraktivt på forholdsvis dyre biler, da den private besparelse er mindre en administrationsomkostningerne på en billig bil.

Fordele ved bil på abonnement

  • Fuld fleksibilitet hvor du kan skifte med meget kort varsel. Det kan være du har brug for en lille bil i dagligdagen og en større bil i forbindelse med sommerferie.
  • Du skal typisk ikke betale en førstegangsydelse – alt er samlet i en fast månedlig ydelse
  • En fordel hvis du har behov for at skifte bil tit – eller bare godt kan lide at prøve noget nyt ofte

Ulemper ved bil på abonnement

  • Der er typisk en bindingsperiode på et medlemskab, men det er sjældent en lang periode, der er tale om
  • Afhentning og aflevering af biler foregår på få lokationer, hvilket kan være en barriere for dig
  • Der er ikke frit valg mellem samtlige bilmodeller, da bil på abonnement ikke er så udbredt endnu i Danmark

Fordele ved firmabil

  • Du har fuld klarhed over din biløkonomi
  • Kører du mange km privat, er det en fordel med firmabil
  • Ofte lavt beskatningsgrundlag i forhold til købspris på markedet – dermed har du mulighed for at få mere bil for pengene

Ulemper ved firmabil

  • Du kan risikere at skulle vælge ud fra en bestemt liste, som arbejdsgiveren har aftalt med udbyderen
  • Du kan ikke opnå km godtgørelse, hvor du får refunderet de km, som du har tilbagelagt i bilen i firmaet tjeneste
  • Du er typisk låst til bilen i en periode, som defineres af din arbejdsgiver
2 kommentarer

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet