Categories Bilnyheder

AutoIndex 2026: BMW tilbage på toppen

Posted on
AutoIndex 2026: BMW tilbage på toppen

Foto: © BMW

Efter et enkelt år uden førstepladsen er BMW nu tilbage som Danmarks mest tilfredsstillende bilmærke.

Det viser AutoIndex 2026, som netop er offentliggjort. Dermed generobrer BMW førstepladsen i bilbranchens største kundetilfredshedsundersøgelse efter sidste års overraskelse, hvor Toyota brød BMW’s imponerende stime på 13 år som nummer ét.

Samtidig leverer BMW årets største fremgang i den samlede kundetilfredshed med en stigning på 1,3 procent – i et marked hvor den generelle tendens ellers peger nedad.

BMW-kunderne bliver hos mærket

BMW markerer sig også stærkt på loyalitet. I forbindelse med AutoIndex uddeles den såkaldte Loyalty Award, som måler hvor loyale bilejerne er over for deres bilmærke.

Her går BMW endnu engang hele vejen med en samlet score på 901 point og en fremgang på 0,8 procent sammenlignet med sidste år.

Det betyder samtidig, at BMW fortsætter en bemærkelsesværdig rekord. Siden Loyalty Award blev introduceret i 2012, har BMW nemlig vundet prisen hvert eneste år.

”En stor anerkendelse”

Hos BMW Danmark vækker årets resultat naturligvis stor tilfredshed.

– Det er en stor anerkendelse at være tilbage som nummer ét i AutoIndex. Vi arbejder hver dag for at levere en oplevelse, der lever op til kundernes forventninger – både ved køb af bilen og på værkstedet, siger Jan Askholm, administrerende direktør for BMW Danmark.

Han sender samtidig en stor tak til både forhandlere, værksteder og kunderne.

– Jeg vil gerne rette en stor tak til hele BMW-netværket i Danmark – vores forhandlere og autoriserede værksteder – for den stærke indsats og for konsekvent at sætte kunden i centrum.

– Den største tak går til vores kunder for tilliden og loyaliteten, afslutter Jan Askholm.

Knap 15.000 bilejere har svaret

AutoIndex er den største undersøgelse af kundetilfredshed blandt danske bilejere og gennemføres af konsulenthuset Loyalty Group.

I årets første måneder har knap 15.000 danske bilejere besvaret mere end 120 spørgsmål om deres oplevelser med både biler, forhandlere og værksteder.

Undersøgelsen omfatter biler, der er op til fem år gamle, og bilejerne vurderer deres oplevelser på en skala fra 1 til 7, som efterfølgende omregnes til et indeks fra 0 til 1.000 point.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet