Priserne for VW Touareg starter ved 920.990 kr. for versionen med den mindste dieselmotor. Og skal du have mere udstyr og større motor, løber prisen op i nærheden af 1.4 mio. kr. Det er mange penge. Rigtig mange penge.
Jeg har testkørt Touareg i en uge, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg under testugen fik rigtig mange kommentarer. Over en bred kam er alle begejstrede for Touareg og ”vil bare ha’ den”. Men med priser i den virkelig høje ende, hvad gør du så?
Jeg har samlet 5 tips til, hvordan du måske alligevel kan komme i nærheden af en VW Touareg.
1) Flyt til et andet land
Udvid din horisont 🙂 og flyt til Tyskland eller Sverige. I Tyskland kan du få Touareg fra 60.675 euro (ca. 455.000 DKK) og i Sverige 579.900 SEK (ca. 421.000 DKK).
2) Touareg som Van
Vælg Touareg som Van. Her starter priserne fra 544.696,- ekskl. moms.
Ovennævnte priser er for den mindste dieselversion i basisversionen med 231 hk.
3) Touareg på abonnement
Vent til den kommer på abonnement hos Dribe. Priserne forventes at lande omkring prisen for en Q7, som er på “små” 22.000 kr. pr. måned.
4) Find en “brugt” VW Touareg
Der er en lille håndfuld Touareg på bilbasen.dk (de står oprettet som nye biler til omgående levering). Jeg vil tro, at disse modeller kan forhandles i prisen. Det er da et forsøg værd. Tjek evt. også “brugte” Touareg’er i Tyskland (her er tips til dig, hvis du vælger at importere fra Tyskland).
5) Splitleasing
Er du selvstændig erhvervsdrivende og har du meget erhvervskørsel og lidt privatkørsel, så kan splitleasing være en mulighed for dig. Ved en 20 (privat) / 80 (erhverv) fordeling, er der mange penge at spare i forhold til ordinær beskatning af fri bil. I et konkret regnestykke lavet af Car Performance er der 82.272 kr. at spare ved splitleasing fremfor alm. firmabilsbeskatning (baseret på en 3.0 TFSI R-Line med et beskatningsgrundlag på 1.397.180 kr.).
Partner Christian Koldt i Car Performance, som er specialister i leasing, kaster her lidt lys på splitleasing som mulighed:
“Ved splitleasing af køretøjer (af nogle kaldet dele-leasing) tegnes der en 2-delt leasingkontrakt med to faste brugere tilknyttet. Dette vil typisk være et firma og en privatperson. Ved indgåelse af kontrakten estimeres der en fordeling af de forventede kørte kilometer imellem leasingkontraktens to parter, samt et aconto budget for drift af bilen (Brændstof, service, dækskifte, etc.)
Fordele ved splitleasing
- Ingen firmabilsbeskatning
- Ved den rette kørselsfordeling kan en stor del af det samlede bilbudget afholdes af et firma.
- Firmaet har momsfradrag for deres andel af udgifterne.
- Det er muligt at køre i en dyr bil privat, med forholdsvis lave omkostninger.
- Meget attraktivt ved dyre biler med lavt værditab f.eks Porsche 911.
Ulemper ved splitleasing
- Leasingselskaberne opkræver et gebyr for håndtering af aftalen.
- Ekstra omkostninger til montering af GPS-Tracker
- Kræver at man kender sit kørselsmønster de kommende 12-36 måneder.
- Udelukkende attraktivt på forholdsvis dyre biler, da den private besparelse er mindre en administrationsomkostningerne på en billig bil.
abonnementbilbasencarperformancedribesplitleasingsverigetouaregtysklandvanvolkswagen