fbpx
 
Categories Branchenyt - vi elsker biler

Billeje i udlandet: Optur eller nedtur?

Posted on
Billeje i udlandet: Optur eller nedtur?

Kender du det? Du står i en lang kø til en skranke i en lufthavn i Sydeuropa og venter på at få udleveret den lejebil, som du gennem internettet har booket hjemmefra. Skønt de store lufthavne er internationale, kan personalet bag skranken sjældent føre en samtale på et forståeligt engelsk. Du har hjemmefra gjort dig umage med at vælge den rette forsikring på bilen, men alligevel skal du – midt i den hektiske lufthavn – forholde dig til alle mulige andre forsikringer, vejskat og andre pengeslugende services. Og når bilen så endelig udleveres, er den sjældent, som du havde forventet. Nogle gange går det den gale vej – men andre gange får du mere end du bad om.

Jeg har samlet et udpluk af mine ”ups and downs” med lejebiler gennem de seneste år.

Sommerferie i Californien med familien

Booket: Hyundai Santa Fe
Udleveret: Chevrolet Equinox
Selskab: Thrifty Car Rental
Her går det nogenlunde lige op. Santa Fe er lidt mere rummelig end Equinox, men vi var godt tilfredse med bilen. Vi betalte en overpris for vejskat gennem Thrifty Car Rental, så husk at stå for dette selv. Bemærk at der er langt fra lufthavnen i L.A. (LAX) og ud til lejebilerne. Der kører shuttlebusser, men opsamlingsstederne er det rene kaos.

Vinterferie i Cannes med familien + bedsteforældre

Booket: Renault Scenic Grande 7 personer
Udleveret: Mercedes V-klasse
Selskab: Hertz
Det er klart en opgradering. Mercedes V-klasse er mega VIP-agtig med tonede ruder og masser af plads. Men i de små gader i Sydfrankrig er den også stor at tumle rundt med. Allerede på vej ud af p-huset i lufthavnen i Nice kom jeg til at “snitte” en søjle med sidespejlet. Den er stor, sådan en V-klasse.

Sommerferie i Sydspanien med familien

Booket: Ford Focus Stationcar
Udleveret: VW Caddy
Selskab: Goldcar
Her hopper kæden af. Selskabet Goldcar prøvede at overbevise mig om, at Caddy’en var en opgradering. De havde en fin planche, hvor man kunne se, at der kunne være en kuffert mere i Caddy’en end i Focus. Så i Goldcars optik en klar opgradering. Efter lang tids snak frem og tilbage med manden bag skranken, som dårligt kunne engelsk, slap min tålmodighed op, og jeg tog nøglen til Caddy’en. Køreoplevelsen var ikke nogen fornøjelse, men børnene synes, at skydedørene var et hit(!) Og jo, der var plads til en kuffert mere.

Sommerferie i Californien med familien


Booket: Ford Escape
Uleveret: Mercedes GL 450
Selskab: Enterprise
Når du booker en Ford Escape og får udleveret en Mercedes GL 450 til et tre-ugers roadtrip i Californien, bliver du glad. Rigtig glad. Denne upgrade var uventet men hold nu op hvor var det fedt at cruise rundt på Highway 1 i sådan en flyder.

Efterårsferie i Cannes med familien


Booket: Ford S-max
Udleveret: Ford S-max
Selskab: Sixt
Hjemmefra havde jeg booket en Ford S-max og jeg fik en Ford S-max udleveret. Ingen bøvl – alt var reelt og god service. Godt gået, Sixt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: