I år kan Ford Mustang fejre 60 års fødselsdag. En helt ny udgave viser dog ikke tegn på alderdom – det viser min første tur i den legendariske sportsvogn på krøllede franske bjergveje. Få de første indtryk her.
V8 shots og vind i håret
Kufferten er pakket med shorts, solbriller og solcreme. Ford har inviteret til international præsentation af den nye Ford Mustang i Nice, og de har lovet, at jeg får mulighed for at køre i cabrioletudgaven. Om jeg glæder mig? Det kan du bande på, jeg gør.
Da vi ankommer til Nice, hænger der store mørke skyer ude i horisonten. I maj plejer solen at skinne det meste af tiden, men Fords crew beretter, at der tidligere på dagen er faldet hagl så store som bordtennisbolde!
Heldigvis lover vejrudsigten bedre vejr næste dag, hvor jeg skal ud og køre. Jeg beder en bøn til vejrguderne og lover at spise min aftensmad op.
Vi bor på det charmerende Domaine Du Mas De Pierre lidt uden for Nice i Saint-Paul de Vence. Jeg elsker det område og har været der utallige gange på ferie og presseture, men det er første gang, jeg er på det 5-stjernede resort og spa.


Der holder en vintage Ford Mustang i en garage udenfor hotellet, og jeg tiltrækkes straks af den smukke klassiker.
Ford crewet fyrer op for bilen inden aftensmaden som en lille appetizer. Den brøler præcis, som den skal, og jeg glæder mig nu endnu mere til at strække ben i den helt nye Ford Mustang.

GT og Dark Horse
Vi får en introduktion til den nye 7. generation. Bilen fås som coupé og cabriolet i to versioner: GT og Dark Horse. Dark Horse er en ny betegnelse for den mest sportslige af de to. Den har lidt flere kræfter – 453 heste helt præcist – en mere raceorienteret opsætning og styling med sorte heste her og der.
Vil man bare cruise og have vind i håret, sker det bedst i GT. Den fås både som cabriolet og coupé. Her kan du få automatgearkasse, så du bare kan trille uden for meget arbejde. GT er i det hele taget sat op til en mere komfortabel køreoplevelse.
Egentlig er Ford Mustang ikke ment som en decideret racetrack bil. Men den kan godt, og i bedste amerikanske stil den har den dragstrip mode og drifting bremse. Mustang Dark Horse skal da også med i diverse onde løb.
Vi har ikke set den nye Ford Mustang i levende live endnu denne aften, så jeg tager en lille afstikker inden aftensmaden. Jeg kan simpelthen ikke vente længere.
Jeg snuser mig frem til det område, hvor pressebilerne befinder sig. Yes – der er den nye Ford Mustang – både som coupé og cabriolet. Den ligner egentlig sig selv, men har fået mere skarphed og kant i designet.

Et blik ind i kabinen afslører, at der er sket store ting. Det vender jeg tilbage til.
Jeg tager lidt billede og video og lister tilbage til selskabet igen. Det er jo trods alt en slags 60 års fødselsdag, vi er til, og der serveres en lækker middag og gode vine.
Solen skinner og kalechen skal ned
Næste morgen kan jeg ikke komme hurtigt nok ud af sengen. Skodderne rulles op i håbet om at lyset vælter ind – og YES! Sol fra en skyfri himmel.
Morgenmaden kastes hurtigt ned, og inden længe sidder jeg bag rattet i en knaldgul Mustang GT cabriolet. Ned med kluden og jeg er klar.
Min kørebuddy er Peter fra mandesager.dk. Jeg får heldigvis lov til at køre først.
Motoren starter med et brøl. Uha den lyder altså godt. Vi kører fra hotellet og ud på de krøllede franske veje. Det her bliver godt!
Det er lidt køligt i de tidlige morgentimer, så varmen på klimaanlægget får lige et nøk op. Jeg tager også mig selv i at lede efter knappen til sædevarmen.

I kabinen er der som nævnt sket store sager. Mustang er gået ind i den digitale æra og har nu en stor tværgående skærm med digitalt cockpit og infotainment. Det er fuldstændig anno 2024 og systemet bag er det nyeste SYNC4 fra Fords hylder.
Det er en kæmpe ændring i den ellers så klassiske bil, og Ford fortæller da også at der har været mange snakke om, hvor digital en Mustang egentlig skal være. Nu er den blevet digital som i all in, og det klæder faktisk bilen. Særligt GT som cruiser, hvor du egentlig bare gerne vil have så meget komfort som muligt.

Automatgearet med 10 trin er smooth som bare pokker, og spiller fint sammen med den 446-hestes stærke motor. Fremover fås Mustang udelukkende med V8 motor (5.0 liters Coyote), og det valg virker spot on. Motoren klæder bilen og er en central del af hele køreoplevelsen.
Vi cruiser på de smalle veje, og GT klarer diciplinen med bavour. Ford beretter da også, at man har haft vejforholdene i Europa mere i fokus i udviklingen af bilen, så den er tilpas agil på de smalle veje.

Mange steder er hastigheden på vejene omkring Nice, Grasse og Vence begrænset til 50 km i timen, og det føles som en spændetrøje i en bil som denne. På stræk med højere tal på skiltet giver jeg min fod lidt mere tyngde på gaspedalen, og motorlyden kan nydes til fulde i cabrioleten med taget nede. Det er stærkt vanedannende.
Duften af Ford Mustang
Vi kører til et lokalt parfumeri i Grasse, hvor vi er inviteret til at skabe vores helt egen parfume. Jeg komponerer naturligvis en ”Dark Horse” parfume med duften af Ford Mustang.
Det er første gang, jeg prøver at lave en parfume. Vi får kyndig vejledning af en parfumedame, der kan sit kram. Først er jeg lidt skeptisk – men jeg ender med at gå all in og får lavet en duft, som jeg rent faktisk synes er god.

Parfumen udloddes på Carlife365s Instagramprofil, så en følger kan bade sig i duften af Ford Mustang Dark Horse.

Tiden går pludseligt hurtigt, og vi skal tilbage til hotellet og derefter direkte til lufthavnen og nå et fly. Der er kommet en Ford Mustang Cabriolet mere på parkeringspladsen foran parfumeriet, og jeg får min egen at køre tilbage i sammen med Fords pressechef.

Når alt går op i en højere enhed
Det går raskt med at komme retur, og jeg glemmer aldrig turen. Bilen, vejret, oplevelsen, lyden, følelsen af frihed, sol, sommer og livet er godt. Det er de her øjeblikke, der er værd at samle på, og lagres som ”good memories”.
Vi når tilbage til hotellet en smule forsinket, og jeg hopper straks i en shuttle og køres direkte til lufthavnen.
I security kigger damen ved kuffertrullebåndet interesseret på min ”Dark Horse” parfume, som jeg ikke har nået at putte i en pose. Den ligger bare i min taske. Hun putter den i en zip bag for mig, dufter til sine fingre og siger: Nice!

Ford Mustang lever
I flyet på vej tilbage til Danmark er der tid til refleksion. Under middagen aftenen før spørger jeg Fords Chef Program Ingeniør for el- og fossilbiler i Europa, Matthias Tonn, hvad han er mest stolt over ved den nye Ford Mustang. Han tænker lidt og siger så: “Jeg er mest stolt over, at det er lykkes os at holde Ford Mustang i live i Europa”.
Det er et super interessant svar, for bilindustrien er inde i en kæmpe omstilling til elektrificerede biler. Jeg elsker, at der stadig er plads til en bil som Ford Mustang, og takker Ford for at tage kampen og holde fast.
En verden uden Ford Mustang ville være lidt fattigere – og lige nu står den nye Ford Mustang nærmest uden konkurrenter.
Vi skal nok få den at se på vejene, for der er et publikum derude med følelser og penge og smag for en sportsvogn skabt med respekt for mærkets legacy.
Billigste Ford Mustang koster lige under en million danske kroner. Cabrioleten, som jeg kører, starter lige over millionen.
Billedgalleri – 7. generation Ford Mustang




Carlife365 var inviteret til Ford Mustang præsentation af Ford Danmark.
Foto: Thomas Saks
ford mustangv8