fbpx
 
Categories Biltest

First Drive: Mercedes C-Klasse All-Terrain

Posted on
First Drive: Mercedes C-Klasse All-Terrain

Med øget frihøjde og firehjulstræk forvandles den elegante Mercedes-Benz C-Klasse til en barsk bjergatlet med eventyrlyst og vovemod. Formlen, som er kendt fra E-Klassen, hedder ”All-Terrain”, og det er første gang nogensinde, vi ser den anvendt i C-Klassen. Vi har kørt den on- og offroad uden for hjembyen Stuttgart, og her er vores førstehåndsindtryk.

Vi tester C-Klasse All-Terrain i den smukke natur uden for Stuttgart.

Mercedes-Benz C-Klasse All-Terrain har 4 cm øget frihøjde, 4MATIC firehjulstræk og 9G-TRONIC automatgearkasse. I Danmark fås den udelukkende i varianten C 220 d diesel (48 v mild hybrid) med 200+20 hk. Konfigureringen af bilen handler derfor primært om tilvalg af ekstraudstyr og styling.

Et mere rå look

Designmæssigt adskiller All-Terrain sig med et anderledes look på kofangerne samt sorte sideskørter og kanter ved hjulkasserne. Det giver bilen en mere rå karakter, som klæder den.

I kabinen er der ikke ændret på noget, og det er kun godt. C-Klassen er nemlig førende i klassen med høj materialekvalitet, gode digitale skærme og nem betjening. Pladsen er godkendt på alle siddepladser og bagagerummet har en fin størrelse på 490 liter eller op til 1.510 liter med nedlagt bagsæde.

Foto: Daimler

Den store infotainmentskærm er optimeret i All-Terrain-versionen, så den bl.a. har offroad-visninger, der er specifikke til kørsel i udfordrende terræn. Her kan du fx se forhjulenes retning, som kan være en hjælp ved kørsel i løst underlag.

En øget frihøjde på 4 cm er ikke meget ved offroad-kørsel, så der er grænser for, hvad C-Klasse All-Terrain kan klare. Men helt ueffen er den altså ikke.

Imponerer i udfordrende terræn

All-Terrain-versionen har to dedikerede offroad køreindstillinger, som gør det nemmere at tage turen gennem fx sand, mudder eller grus og på stejle bakker. Du kan indstille motorbremsen ved nedstigninger, så du kan slippe foden helt fra bremsen, fokusere på styringen og lade bilen klare resten. De almindelige køreindstillinger, som kendes fra C-Klassen, har den naturligvis også. Forbruget er angivet til 20 km/l ved blandet kørsel og den må trække 1.800 kg på krogen.

En øget frihøjde på 4 cm er ikke meget ved offroad-kørsel, så der er grænser for, hvad C-Klasse All-Terrain kan klare. Men helt ueffen er den altså ikke. Vi har kørt den i et testområde uden for Stuttgart, som Mercedes-Benz bl.a. bruger, når de højbenede SUV’er skal testes. Det er et nedlagt militært øvelsesområde med kuperet terræn, og vi har en instruktør med på passagersædet, som er vant til at begå sig her.

Vi lokkes ud på stigninger helt op til 50 % på smalle, halvfedtede skovveje og må konstatere, at C-Klasse All-Terrain klarer det uden problemer – både når det går op og ned. Det er imponerende at opleve firehjulstrækket arbejde, når bilen rives rundt over stok og sten. 4MATIC firehjulstrækket sørger for en optimal fordeling af kræfterne med 45 % på for- og 55 % på bagakslen. Det giver et imponerende godt greb.  

4MATIC firehjulstrækket sørger for en optimal fordeling af kræfterne med 45 % på for- og 55 % på bagakslen.

Vi har også kørt C-Klasse All-Terrain på almindelige veje, og her kører den komfortabelt som vi kender det fra C-Klassen. Den opleves dynamisk, når der trykkes på speederen, og ligger godt på vejen i sving. Set i det lys har den en alsidighed, som gør den interessant for dem, som både er til gummistøvler og kridhvide sneakers.

C220 d 4MATIC All-Terrain lander i Danmark i løbet af foråret 2022 og koster fra 682.198 kr.

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: