Danmarks billigste elbil er landet. Med priser fra 149.995 kr. er den nye BYD DOLPHIN SURF en af de mest interessante elbiler i mikrobilsklassen. Men er det blot prisen, der er lav, eller får man faktisk værdi for pengene? Jeg har taget et nærmere kig på BYD’s nyeste skud på stammen.

Kompakt og perfekt til byen
Med en længde på knap fire meter og en imponerende venderadius under 5 meter er DOLPHIN SURF som skabt til det urbane liv.
Den kompakte størrelse gør den let at parkere og manøvrere i tæt trafik, mens en rummelig kabine og et bagagerum på 308 liter gør den mere praktisk, end man skulle tro ved første øjekast.
Den føles aldrig klemt – heller ikke på bagsædet, hvor voksne sagtens kan være med på turen. Med mine 187 cm kan jeg sidde på bagsædet med en fuldvoksen person foran uden mine ben rører forsædet. Det er imponerende.
Vi har med en reel firepersoners bil at gøre.
Tre varianter – én rød tråd: Udstyr i top
Uanset om du vælger den billigste Active-model eller topmodellen Comfort, er udstyrsniveauet generøst.
Allerede fra indgangsmodellen får du elementer som nøglefri adgang, 10,1” roterbar touchskærm, Apple CarPlay og Android Auto – trådløst, vel at mærke.

Dertil kommer avancerede sikkerhedssystemer som adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse og vognbaneassistent. Alt dette er standard i alle udstyrsversioner og det er ganske enkelt sjældent set i denne prisklasse.
Boost-varianten til 174.995 kr. bygger videre med bl.a. elektrisk justerbare sæder og alufælge, mens Comfort-udgaven til 189.995 kr. tilføjer luksuselementer som 360° kamera, sædevarme og trådløs mobillader. Ratvarme kan tilføjes for 2.495 kr.
Ydelse og rækkevidde
DOLPHIN SURF Active har 88 hk og en rækkevidde på op til 220 km – rigeligt til den daglige bykørsel.
Boost-modellen tilbyder samme motorkraft men et større batteri og dermed en rækkevidde på op til 322 km.
Den kraftfulde Comfort-version hæver ydelsen til 156 hk og giver op til 310 km på en opladning.
I praksis betyder det, at selv topmodellen kan klare både hverdagens ærinder og en weekendtur uden at rækkeviddeangsten sætter ind.
På den første tur med blandet kørsel er mit forbrug 11,5 kWh / 100 km.

Opladning klares fra 10 til 80 % på cirka 30 minutter ved lynlader. Her peaker Boost og Comfort med det store batteri på 85 kW mens det lille må nøjes med 65 kW.
Ved opladning i en fortovsstander eller hjemme sørger den tre-fasede onboard charger for 11 kW opladning.
En særlig detalje er Vehicle-to-Load-funktionen, hvor bilen kan bruges som strømkilde – perfekt til en elektrisk grill eller værktøj. Egentlig ret imponerende, at denne feature er i så lille en bilklasse.
BYD DOLPHIN SURF er bygget med samme komponenter som de øvrige biler i programmet, så det er velafprøvet teknik og mekanik, vi har med at gøre. Derudover køre bilen allerede i andre regioner i verden under et lidt andet navn, og er solgt i stor stil på globalt plan.

Køreindtryk
DOLPHIN SURF giver et godt førstehåndsindtryk med tillidsvækkende køreegenskaber. Der er stille i kabinen og bilen virker særligt oplagt til bykørsel. Her gør den korte venderadius det let at manøvrere rundt.
På motorvej kan man glædes over at adaptiv fartpilot er standard. Den holder vejbanen rimeligt præcis men der skal dog korrigeres lidt på rattet.
Trods bilen beskedne størrelse og akselafstand på 2,5 meter er komforten fin. Affjedringen er ikke raffineret og det er ikke en bil, jeg ville køre til Sydfrankrig i. Men til hverdagen går det fint an.
Design og kabine
Designet er strømlinet og frisk – især i den iøjnefaldende Lime Green metallak, som er bilens standardfarve.
Der er dog også mere diskrete farver at vælge imellem – sort, hvid og blå. Her er merprisen 5.600 kr.
Interiøret er ens i alle udstyrsversioner med kunstlæder i sort/grå som standard og den store skærm som midtpunkt.
Kvalitetsindtrykket er OK og føles ikke som discount skønt prisen er lav.

Ekstremt meget bil for pengene
BYD DOLPHIN SURF overrasker positivt. Det er ikke bare en prisbillig elbil – det er en komplet løsning til den moderne byboer, førstegangskøber eller den mindre familie, som vil ind i elbilernes verden uden at sprænge budgettet.
Udstyrslisten imponerer, sikkerheden er på plads, og designet er både funktionelt og friskt.
Du kan få fingrene i BYD DOLPHIN SURF Boost og Comfort allerede nu mens Active-varianten først lander i Q2 2026. Det skyldes, at det lille batteri ikke er klar i produktionen endnu.
Foto: BYD

