fbpx
 
Categories Biltest

Test: Alfa Romeo Giulia 2.0 benzin

Posted on
Test: Alfa Romeo Giulia 2.0 benzin

Jeg har tilbragt weekenden i selskab med Alfa Romeo Giulia, hvilket har været en helt igennem fantastisk oplevelse. Lad mig med det samme slå fast: Er Giulia en bil, jeg ville overveje at vælge? Svaret er JA. Så afgjort ja. Det er en bil, som du har lyst til at køre i hele tiden.

Alfa Romeo står mig hjerte nært. Min første bil var en Alfa Romeo 145 efterfulgt af et par 156’ere og en 159’er. Alfa Romeo Giulia er helt igennem en ægte Alfa med et fantastisk vellykket design, et lækkert interiør og fænomenale køreegenskaber.

Giulia vækker opsigt

Bilen jeg prøvekører er en Giulia 2.0 benzin med 200 hk og alt tænkeligt udstyr. Den står i farven Blue Montecarlo med 17” vinterdæk. Den ser gudesmuk ud!

Jeg henter bilen fredag eftermiddag og kører om aftenen en tur til Magasin i Lyngby. Da jeg kører ind på parkeringspladsen bemærker jeg, at to unge fyre er tæt på at dreje nakken af led for at se, hvad det er der kommer kørende der. Den efterfølgende dag er der igen en del blikke på bilen, da jeg cruiser gennem Lyngby Hovedgade. Giulia er en bil som designmæssigt skiller sig ud. Den dybe V-udskæring på fronten med de markante forlygter vækker opsigt. Giulia er en italiensk skønhed og den har i min optik mere ”x-factor” end fx Audi A4 eller Mercedes C-klasse rent designmæssigt. Fedt design!

Masser af sport og luksus i kabinen

Interiøret er samme historie. Det her er en ægte Alfa med masser af designdetaljer, luksus og sport. Her skiller den sig især ud fra de tyske konkurrenter fra BMW og Audi, som direkte sammenlignet er langt mere konservative i designet. Jeg er helt vild med rattet, som er flot og lækkert at røre ved. Og der er varme i det. I kabinen er jeg også vild med belysningen og designet af instrumenterne. Der er bl.a. lys i dørlommerne, hvilket er praktisk og smart.

Alt i kabinen er lækkert at røre ved og intuitivt og nemt at anvende. Placeringen af startknappen i rattet er nok lidt mere en gimmick end det er decideret praktisk. Faktisk er det lidt forvirrende at finde knappen i farten, hvis rattet ikke står lige ved fx en parkering. Padlerne ved rattet til betjening af gearet er ret store og kan godt være lidt i vejen ved betjening af blinklys og vinduesviskere. Jeg tror dog, at dette er en tilvænningssag. Funktionaliteten i midterkonsollen minder mig på en måde lidt om en BMW i forhold til placering af drejehjul, knapper m.m.

Kvaliteten i kabinen har fået et gevaldigt løft sammenlignet med forgængeren 159. Der er ingen irriterende knirkelyde, hvilket jeg husker der var i min 159’er. Og så er støjniveauet virkeligt imponerende. Sæderne er faste men man sidder rigtig godt.

Pladsen i kabinen er godkendt. Har man børn på bagsædet med autostole, er både Isofix og seler nemt tilgængelige. Det er dog en ret intim kabine, og det skal man være indstillet på.

Sammenlignet med andre biler i denne klasse er det p.t. Alfa Romeo Giulia og Mercedes C-klasse der har de lækreste kabiner.

Fuldstændig fænomenalt styretøj

Der er ingen tvivl om, at Giulia kører godt. Den kører rigtig godt. Det elektriske styretøj er noget at det lækreste jeg nogensinde har haft i hænderne. Wow det spiller helt vildt. Bilen står med baghjulstræk, en velafbalanceret og dog lidt stram undervogn og 8-trins automatgearkasse. Det er helt tydeligt, at Alfa Giulia vil bide skeer med BMW. Og den gør det altså virkeligt godt. Også bedre end den nuværende BMW 3-serie. Men sammenligningen er nok ikke helt fair, da 3-serien har en del år på bagen.

Bilen har tre “driving mode” indstillinger. Jeg kørte primært i ”driving mode” ”all weather” og det fungerede meget fint. Det var lidt sne under min prøvekørsel, men jeg følte, at der var god kontrol over bilen og baghjulstrækket i det glatte føre.

Sikkerhed i top – 5 stjerner i Euro NCAP

Et kort kig på listen med sikkerhedsudstyr fortæller, at Italienerne er gået langt for at få det optimale antal stjerner i Euro NCAP testen. Giulia har 5 stjerner og det vigtigste sikkerhedsudstyr er standard.

Og så er der lige prisen…

Prisen for den prøvekørte Giulia ligger på den gode side af 600.000 kr. Der er p.t. ikke opdaterede priser på privatleasing efter de ændrede registreringsafgifter i efteråret. Men beskatningsgrundlaget er på plads, så Giulia kan også overvejes som en firmabil.
Kigger man på udvalget af brugte Giulia, er der p.t. en række interessante tilbud, som du også kan kigge på.

Det bedste ved Giulia

  • Styretøjet – det er mega lækkert!
  • Den lækre kabine. Fik jeg sagt, at den er lækker?
  • Kombinationen af design, luksus og sport og et super helhedsindtryk

Dette kunne være bedre

  • Pladsen ved bagsædet går an men det bliver presset hvis der skal sidde fx tre børn. To børn er perfekt.
  • Padlerne ved rattet til gearskift er i min optik for dominerende (de er for meget i vejen når blink skal betjenes)
  • Den nøglefri adgang til bilen gælder kun førerdøren – der er ikke sensorer ved de øvrige døre (er de virkelig så dyre de sensorer?)

 

Ville jeg vælge en Giulia?

Så afgjort ja. Den har køreegenskaber som minder om BMW, men designet er federe. Kabinen er ligeså lækker som i Mercedes C-klasse, men Giulia har mere sport. Kan du ikke bestemme dig, om du vil have BMX 3-serie eller Mercedes C-klasse, så tag ud og kig på en Alfa Romeo Giulia. Du vil ikke blive skuffet!

Oplev mere Giulia på Alfa Romeos website.

Ekstraudstyr i den testede Giulia

  • Pakke Klima (luftdyser bag, extra USB port foran samt USB bag og varmedæmpende forrude)
  • Splitbagsæde
  • Ratbetjent gear
  • 7″ skærm mellem instrumenter
  • Pakke lys (35w bi-xenon med AFS (kurvelys) samt forlygtespulere)
  • DAB-radio
  • Pakke audio 1 (9 højtalere, subwoofer i hattehylde samt ambientbelysning)
  • Pakke convenience (nøglefri adgang til bilen, udvendigt lys ved dørhåndtag, extra opbevaringsrum til venstre for køreren samt lys ved solskærm i førerside)
  • Pakke business (connect navigation 6″, el-indklapbare sidespejle, parkeringssensor bag)
  • Vinterpakke (opvarmede forsæder, opvarmet rat og sprinklerdyser)
  • Pakke power seats (6-vejs el-justerbare forsæder med memory funktion i førersiden)
  • Pakke assistant plus (parkeringssensor for og bag, bakkamera, blind spot motering, bak- og side-spejle med nedblænding samt fjernlysassistent)

Jeg takker mange gange for en skøn weekend i selskab med Giulia. Tak for turen!

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: