Categories Bikelife365, MC test

MC test: VOGE DS625X

Posted on
MC test: VOGE DS625X

Voge DS625X er min første test af en adventurebike. Jeg har tidligere kørt flere typer motorcykler – cruisere, naked bikes og scramblere – men aldrig en adventure. De har altid føltes lidt utilgængelige for mig. Dels på grund af mine 167 cm, dels fordi prisen ofte har ligget over 250.000 kr.

Med introduktionen af Voge DS625X er der kommet andre boller på suppen. Cyklen er tilpas lav (mere om det senere), og med en nypris på 86.000 kr. bliver det pludselig mere interessant.

Voge-brandet er et etableret kinesisk premium-mærke, der har produceret motorcykler siden 1980’erne og bygger motorer til flere modeller – blandt andet BMW’s F900-serie. Voge har set et marked i Europa og lanceret flere modeller – heriblandt DS625X.

Jeg var så heldig, at Johan fra Enghave MC ringede og tilbød en forlænget prøvetur … afsted med mig!

Voge’en passer ind i både on- og off road-miljøet.

Første indtryk

Førstehåndsindtrykket af cyklen er meget positivt. Den er høj (men ikke for høj) og kommer fra fabrikken med ekstremt meget sikkerheds- og ekstraudstyr.

Cyklen har det look, som mange adventure motorcykler har: Masser af beskyttelse, crash bars, god frihøjde og straps og klips til at montere det ekstraudstyr vi alle elsker.

Derudover er motorcyklen udstyret med en stor og letlæselig TFT skærm, med al information man har brug for, samt skiftet mellem de to køreindstillinger – Eco & Sport.

Det skal lige nævnes, at skærmen ikke kan køre CarPlay eller Android Auto. Til gengæld er der god plads til telefon eller anden slags navigation, hvis man har det behov.

Når jeg skal anmelde en motorcykel, er det ikke kun selve motorcyklen, der vurderes, men hele turen. Fra afhentning til drop-off med alle de billeder, pauser og kaffe der skal være
plads til.

Fra Enghave MC i Taastrup havde jeg på forhånd besluttet mig for at køre turen ned mod Stevns Klint. Ingen motorvej, men med vandet, fjorden og bakkerne i baggrunden.

Den rute virker som den ideelle testtur for cyklens komfort, kraft og køreegenskaber.

Mod horisonten

Adventure handler om at drage mod horisonten, og de første 30 minutter gav indtryk af en motor, der gerne vil have omdrejninger. Selv ved 50–60 km/t kan man mærke, at der er mere kraft i de øverste omdrejninger. Den trives bedst ved 5.000–6.000 omdr./min. med et behageligt træk derfra.

Jeg oplevede flere gange at køre i højeste gear, fordi jeg kører mest komfortabelt dér. I 60–70 km/t i 3. og 4. gear er den dog langt mere responsiv – forståeligt nok.

Speedometeret viste væsentligt højere hastighed end den reelle. Ved 78 km/t på nålen var den faktiske hastighed ca. 67–68 km/t. Og benzinmåleren virkede lidt ude af synk med den faktiske stand, hvilket helst skal spille på de længere ture.

Jeg startede i Eco mode for at lære cyklen at kende og skiftede derefter til Sport. Forskellen er kun en anelse mere motorrespons – ikke noget dramatisk.

6-trins gearkassen skifter fint, og det er let at finde neutral. Koblingen er én af de blødeste og mest komfortable, jeg har kørt med. Det er vigtigt på ture, hvor der skal arbejdes med mange gearskift.

Voge’en har traction control, men jeg fik den ikke testet, da min kørestil ikke lagde op til det. Jeg må derfor antage, at det fungerer, som det skal.

Skærmen giver et godt overblik over den vigtigste info på turen. Men ikke mere.

Kørekomfort for os små

Jeg var spændt på, hvordan cyklens højde ville gå med mine 167 cm. Sædehøjden på 835 mm er absolut i overkanten for mig – men det var intet problem. Voge’en er bygget, så selv lavere førere hurtigt bliver trygge. Jeg blev det i hvert fald, og tilliden voksede time for time.

Man kan sænke sædet, som på de fleste motorcykler, men det vil påvirke frihøjde og støddæmpernes stivhed, så jeg holder mig fra det.

Frihøjden er superfin, og jeg stødte ikke på problemer under min 3–4 timers tur – hverken på asfalt, græs eller jord. Kørestillingen er behagelig, og selvom sædet er relativt hårdt, meldte bagdelen ingen protester. Muligheden for at rejse sig op og “strække benene” hjælper også.

Op på tåspidserne er godkendt.

Udstyr, udstyr og udstyr!

Voge DS625X er veludstyret: 7″ TFT-farveskærm, 12V- og USB-udgang på styret, LED-belyste knapper (geniale i mørke), digitale dæktryksmålere og LED-blinklys (dog uden auto-cancel).

Som en lille bonus sidder der under vindskærmen et dashcam, der optager i 1-minuts sekvenser, mens du kører – noget forsikringsselskaberne nok vil værdsætte. Vindskærmen kan justeres i to trin, og jeg kørte med den højeste indstilling, som fungerede bedst.

Derudover kan Voge’en udstyres med et væld af ekstraudstyr fra både fabrik og tredjepartsleverandører.

Bemærk det lille dash cam, der er standardudstyr på Voge’en. Det optager hvad der sker foran dig.

God kontrol og føring

Affjedringen kan i denne type cykler være hård og ukontrolleret, men i Voge’ens tilfælde var jeg meget imponeret over, hvor kontrolleret den håndterede stød og bump.

Der var ikke noget tidspunkt, hvor den mistede grebet – selv ved hårde nedbremsninger og hurtig start.

Apropos bremser så er dette endnu et eksempel, hvor jeg følte mig helt tryg. Den bremser blødt men effektivt, og ABS’en slog til et par gange. Det var meget tydeligt i pedalen.

Men … kinesisk?

Der findes flere holdninger til, om vi skal købe kinesisk, end der er kolonne plads til i min anmeldelse.

Min holdning er, at man først skal beslutte sig, om man vil hoppe på den efter en prøvetur!

Der er ikke nogen tvivl om, at producenten har føling med det europæiske marked og ved derfor, hvad vi vil have.

Det har altså affødt en super velkørende, veludrustet og topudstyret premium adventure bike, der uden tvivl vil sælge godt i Norden.

Jeg kan ikke andet end være imponeret over, at Voge har produceret en adventure motorcykel, der kan spille bold med mærker som Honda, Yamaha og Triumph. Og det endda med flere eksempler på standardudstyr, som de andre mærker ikke kan levere deres med.

Og husk, at det altså er en motorcykel, der ligger på et prisniveau, hvor de fleste kan være med.

Det er umuligt at forudse, hvordan Voge præsterer ift. garanti og holdbarhed, men jeg kan ikke sætte én finger på kvaliteten og materialerne på cyklen. Det spiller bare.

Jeg må erkende, at jeg er helt solgt på Voge’en! For mig har den bekræftet, at adventure motorcyklerne kan noget.

Den inspirerer, driller og motiverer mig til at køre andre ture end min gode, trusty Harley gør. Det er ikke en ændret adfærd, da cruiseren giver mig meget, og Voge’en giver mig noget helt andet. Præcis som det skal være.

Man tager jo heller ikke vandrestøvler på til en gallafest.

Problemet er nu, at jeg skal levere cyklen tilbage til Enghave MC. Og det skal helst ske, uden at jeg underskriver en købsaftale (siger min kone). Men som en god ven plejer at sige: “Den ene rager ikke den anden”…

Det bedste ved Voge DS625X

  • Råt adventurefokuseret design med masser af muligheder for udstyr
  • Perfekt rejsemakker – god balance mellem langtur og off-road
  • Super komfort og sædehøjde, der passer fint til kortere ben

Det kunne være (lidt) bedre

  • Kun lille forskel mellem Eco og Sport mode
  • Ingen CarPlay-integration på den store TFT-skærm
  • Blinklys kræver lidt tilvænning og har ikke auto-cancel.

Specifikationer: Voge DS625X

Pris85.999 kr. inkl. levering
Motor2-cyl., vandkølet, 4V – 581 cc, 64 hk v/9.000 omdr., 58 Nm v/6.500 omdr.
MålL: 2.230 mm · B: 860 mm · H: 1.390 mm
Akselafstand1.456 mm
Frihøjde / Sadelhøjde220 mm / 835 mm
DækFor: 110/80-19 · Bag: 150/70-17
Vægt (køreklar)191 kg
Tankvolumen16,5 liter
AffjedringFor: KYB up-side-down, justerbar preload & damping · Bag: KYB single suspension, justerbar preload & damping
BremserFor: NISSIN dobbelt skive · Bag: NISSIN skive · ABS & TCS
HjulEgerhjul
StandardudstyrTCS, 2 power modes, ABS, slipper-kobling, adaptiv LED-kurve/tågelys, fuld LED-belysning, LCD med dæktryk, baggrundsbelyste knapper, frontkamera, motorbøjler, håndtagsbeskytter, justerbar vindskærm, centralstøtteben, NISSIN-bremser
FarverSort og sand

VOGE DS625X til test var venligst udlånt af Enghave MC. Tak til Johan og Niklas for super service!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet