Škoda har trukket dækket af Vision O, en konceptbil der peger direkte mod fremtidens elektriske Octavia Combi. Og det er ikke småting, den skal løfte.
Octavia Combi har siden 1998 været en af Danmarks mest elskede familiebiler – og en af Škodas absolutte topsælgere på verdensplan. Nu er den klassiske stationcar klar til at træde ind i elbilsalderen.

Rummelighed i topklasse
Som man kan forvente af en Combi-model, lever Vision O fuldt op til Škodas ry for plads og praktikalitet. Bagagerummet sluger mere end 650 liter, og med bagsæderne lagt ned vokser det til over 1.700 liter.
Dertil kommer en række Simply Clever-løsninger som indbygget køleskab, en bærbar Bluetooth-højtaler og smart opbevaring til ladekabler.

Design: Modern Solid med muskler
Vision O videreudvikler Škodas Modern Solid-design. Den 4,85 meter lange konceptbil har rene linjer, optimeret aerodynamik og detaljer som skjulte dørhåndtag og særlige aero-hjul.
Fronten prydes af en lysende Tech-loop face mask med Cyber Lights-forlygter og et oplyst Škoda-logo, mens bagenden domineres af T-formede baglygter og en markant LED-lysbjælke.

Kabine med digitale løsninger
Indvendigt er Vision O minimalistisk, men funktionel. Et 1,2 meter bredt Horizon Display strækker sig over instrumentbordet og suppleres af en lodret midterskærm.
Bio-Adaptive Lighting tilpasser lyset i kabinen efter døgnets rytme, og materialevalget er grønt hele vejen: genanvendt polyester, plantebaserede ultrasuede-overflader og 3D-printede nakkestøtter i mono-materiale.

Mere end bare transport
Vision O er også spækket med nye digitale features. Den indbyggede assistent Laura fungerer som rejseguide og hjælper undervejs – og via Vision O-appen kan bilen forberede bagagerummet til store ting med funktionen Loading Assistant.
Bilen understøtter desuden avancerede funktioner til autonom kørsel med et særligt Tranquil Mode, der forvandler kabinen til et rullende loungeområde.
Fortsætter Octavias arv
Med Vision O sender Škoda et klart signal: stationcaren lever i bedste velgående, også i elbilernes tidsalder. Konceptbilen viser, hvordan rummelighed, funktionalitet og nye digitale løsninger kan forenes i en elektrisk Octavia Combi, som bygger videre på arven fra en af Europas mest populære familiebiler.
Foto: Škoda

