Foto: © Audi
Audi har opdateret Q4 e-tron, så den kan står stærkere i klassen med et mere up to date udtryk. Priserne starter fra 364.990 kr., og modellen lander hos danske forhandlere midt på sommeren.
Ligner Q6
Udvendigt bevarer Q4 e-tron sine velkendte proportioner, men designet er blevet skarpere og mere strømlinet. Fronten er opdateret med singleframe-grill i bilens farve – et designtræk vi kender fra større Audi-modeller som Q6.

Derudover introduceres nye lakfarver som Tamboragrå, Plasmablå og Salviegrøn samt nye fælgdesigns. Lygtesignaturen spiller også en større rolle end før, hvor Matrix LED-forlygter med digitale lyssignaturer giver bilen et mere karakteristisk udtryk.
Bagtil kan man nu vælge anden generation af digitale OLED-baglygter, som ikke kun forbedrer sikkerheden, men også tilfører dynamiske lyseffekter – blandt andet med “levende” lyssignaturer.

Helt ny kabine og digital oplevelse
Den største opdatering findes i kabinen. Her får Q4 e-tron et markant løft med et nyt, førerorienteret panoramadisplay, der kombinerer et 11,9” instrumentpanel med et 12,8” MMI touchdisplay.

Infotainmentsystemet er baseret på Android Automotive og er både hurtigere og mere intuitivt end tidligere. For første gang i segmentet kan man også tilvælge et 12” passagerdisplay.

Materialevalget er samtidig opgraderet med nye overflader, polstrede elementer og en generelt mere eksklusiv finish. Den nye midterkonsol byder blandt andet på to trådløse opladningspladser med køling og op til 15W effekt.

Digital nøgle og AI-assistent
Den digitale oplevelse er i fokus med funktioner som digital nøgle, der gør det muligt at låse og starte bilen via smartphone.
Samtidig introduceres en AI-baseret stemmeassistent med dansk tale, som er integreret direkte i bilen. Med ChatGPT-integration kan systemet også besvare spørgsmål, der rækker ud over bilens funktioner.

Nye assistentsystemer
Q4 e-tron er spækket med førerassistentsystemer som standard. Det gælder blandt andet adaptiv kørselsassistent med automatisk vognbaneskift, 3D-omgivelseskamera, vejskiltegenkendelse og udstigningsadvarsel.
En ny intelligent parkeringsassistent kan huske de sidste 50 meter og hjælpe med automatisk parkering, mens yderligere funktioner som “trænet parkering” og fjernstyring via smartphone kan tilkøbes.
Med online data kan bilen desuden holde sin bane – selv uden tydelige vejstriber – hvilket øger komforten i både by og på landevej.

Forbedret rækkevidde og effektivitet
Den opdaterede Q4 e-tron fås fortsat med batterier på 59 kWh og 77 kWh (netto), som begge kan lades fra 10 til 80 % på cirka 28 minutter.
Effektiviseringer betyder, at rækkevidden nu er forbedret:
- Op til 565 km (SUV, baghjulstræk)
- Op til 577 km (Sportback)
Modellen fås nu i varianterne e-tron, e-tron performance og e-tron quattro performance med op til 340 hk.
Anhængervægten for quattro-versionen er øget til 1.800 kg.
Tovejsopladning
Som noget nyt er Q4 e-tron den første Audi med tovejsopladning.
Med V2L (Vehicle-to-Load) kan bilen levere strøm til eksterne enheder – fx opladning af elcykler. Derudover understøtter bilen også V2H (Vehicle-to-Home) i udvalgte markeder, hvor den kan fungere som energikilde til hjemmet.

Udstyr og priser i Danmark
I Danmark tilbydes modellen i en veludstyret version med blandt andet:
- Matrix LED-forlygter
- 19” alufælge
- Digital nøgle
- Panoramadisplay (MMI experience plus)
- Trådløs opladning af to smartphones
- 2-zoners klimaanlæg
- Sportssæder og ambientebelysning
Priserne starter fra 364.990 kr., mens den populære performance-variant starter fra 389.990 kr. Quattro-versionen begynder ved 429.990 kr.
Merprisen for Sportback versionen er 25.000 kr.

Lancering i Danmark
Den faceliftede Q4 e-tron kan opleves hos danske forhandlere fra midt på sommeren, men vises allerede i maj hos udvalgte forhandlere i blandt andet Gladsaxe, Aarhus og Fredericia.
Bestilling åbner den 12. maj via Audis danske hjemmeside.
Med opdateringen cementerer Audi Q4 e-tron sin position som en af de mest alsidige elektriske SUV’er i klassen – nu med endnu stærkere teknologi, længere rækkevidde og et design, der tydeligt trækker tråde til Q6 e-tron.

