Foto: © Motolens
Det sker før eller siden, siger alle. Og nu var det så min tur til at styrte på banecyklen. Det skete til årets første track day-event. Og ja, jeg er heldigvis okay. Her er historien.
Klar til sæsonstart
Vi er i slutningen af maj, og jeg er kørt til Padborg Park for at deltage i årets første track day-event over to dage. Vejret er godt, cyklen står skarpt til sæsonen, og jeg glæder mig til at komme ud og mærke suset.
Jeg er afsted med mit sædvanlige crew, og stemningen er – som altid – god. Vi kører i rød klasse, og vi skal ud som sidste gruppe efter grøn, grøn plus og blå.
Aftenen før har vi traditionen tro gået banen rundt. Der har været et event med biler samme dag, som vi ankommer, og der ligger lidt gummi i svingene hist og her. Ikke noget voldsomt, men nok til at man lige skal være opmærksom. Jeg kører på slicks, så den mindste fugt kan skabe en “glat som sæbe”-fornemmelse, hvis der ligger meget gummi på banen.
Det er nogle måneder siden sidste sæson, så det gælder om at huske rutinerne. Kontrollere at dækvarmerne gør, hvad de skal, tjekke dæktryk, huske at tænde airbaggen i dragten og sikre, at ørepropper, hjelm og handsker ligger klar.
Det går galt i tredje omgang
Det er tid til at komme ud. Alt er klar, og jeg kører gennem pitten og ud på banen. Det kribler altid lidt i maven på det tidspunkt.
Det er skønt at være tilbage. Cyklen kører, som den skal, og alt føles godt. Men så sker det.
I tredje omgang af første pas skal jeg gennem et venstresving – hvis man kender banen, er det kurven ved pitudkørslen. Pludselig glider forhjulet væk under mig. Cyklen er nede, og det samme er jeg.
Hvad der præcist fik den til at glide, er stadig en gåde. Der var umiddelbart ikke noget på banen, som kunne forklare det. Der var også varme i dækket.
Det hele foregår i noget, der føles som et nanosekund. Cyklen glider ud og stopper brat i sandet. Jeg kommer glidende lige efter og rammer den med hjelmen. Visiret får et slag og springer op.
Airbaggen gør sit arbejde
Jeg sætter mig hurtigt op på knæ og tjekker, om arme, skuldre og hænder fungerer.
Yes. Jeg kan bevæge det hele. Først her går det op for mig, at airbaggen i dragten har pustet sig op, præcis som den skal.
Motoren på cyklen kører stadig. Jeg slukker den, rejser mig og går ud til siden. Bentøjet har det også fint.
Jeg kigger på cyklen, der ligger i sandet. Der er sand overalt. Den ser beskidt ud, men umiddelbart ikke voldsomt skadet.
De andre på banen flages ind, og kort tid efter kommer arrangørens “skamkærre” for at hente mig. Det er i praksis en bil med en trailer bagpå, så du rigtig kan skamme dig, mens du køres ind til fuld skue.
De spørger, om jeg er okay. Det eneste, jeg mærker, er ømhed i skulderen og en sovende fornemmelse i højre arm og hånd.
Tilbage i paddocken
Cyklen bliver kørt op på traileren, og jeg sætter mig på den, mens vi kører ind. Det eneste, jeg tænker, er, at det her er noget rigtigt lort.
Jeg bliver sat af ved vaskeområdet, og et par gode sjæle kommer straks over for at høre, om jeg er okay, og for at hjælpe med at skylle sandet af cyklen.
Her går det også op for mig, at jeg er helt sort i ansigtet af sand, efter at visiret sprang op.
Jeg smutter forbi ambulancen på området. De undersøger mig, og der er umiddelbart ingen tegn på brud. Jeg er øm i nakkemuskkulatur og i skuldren. Jeg sender en stille tak til airbaggen for at have gjort præcis det, den var designet til.
De beder mig holde øje med skulderen og den sovende fornemmelse i arm og hånd. Det er sjovt nok den højre side – og jeg faldt på venstre. Så nok en nerve, der brokker sig. Derudover har jeg nogle rifter i læben, som de renser.
Skaderne viser sig
Da jeg kommer tilbage til cyklen, er det værste sand skyllet væk. Der er ridser på tankcover og crashpads. Venstre fodhviler er knækket, gearpedalen er bøjet, og kåbedelen bagpå er både ridset og flækket nogle steder.
Det er umiddelbart det. “Billigt sluppet,” siger flere.
Jeg hopper ud af dragten, som nu har fået lidt ekstra patina. Der er kommet et hul i stretch-materialet på ærmet, og venstre side bærer tydelige spor efter turen hen over asfalten.
Min nye Alpinestars R10-hjelm har fået knubs, og visiret er ødelagt. Støvler og handsker bærer også præg af mødet med asfalten.
Klar til at køre igen
Jeg sidder og sunder mig lidt. Den cykel skal laves, for jeg vil gerne ud at køre igen.
Heldigvis har en anden deltager nogle reservedele med, som jeg køber. De bliver hurtigt monteret. Kåbedelen på bagenden får lidt gaffatape, og jeg tjekker, at gear og bremser fungerer.
Patronen i airbagdragten er udløst, og jeg har ikke en ekstra med. Heldigvis tilbyder en anden deltager med en lignende dragt mig en patron. Hjælpsomheden i sådan en situation er enorm.
Jeg får med møje og besvær monteret et nyt visir, som jeg havde med. Det er ikke nemt, fordi mekanismen har taget skade, men det lykkes.
Nu er både cykel og udstyr klar igen. Tilbage står den mentale del.
Tilliden skal genopbygges
Jeg kommer på banen igen i tredje pas.
Jeg kører langsommere end normalt. Først skal jeg sikre mig, at cyklen fungerer, som den skal. Dernæst skal jeg genfinde tilliden til, at den står fast.
Resten af dagen – og dagen efter – arbejder jeg med den mentale del. Langsomt kommer tempoet tilbage. Tilliden vokser, og dag to slutter på en god måde. Jeg er tilfreds.
Det vigtigste er, at jeg er OK
Hjemme igen skal skaderne gøres op. De sidste skader på cyklen er primært kosmetiske. Det kan repareres.
Udstyret er meldt til forsikringen, og så er der lige mig selv.
Jeg går til lægen for at få en opfølgende undersøgelse, og herfra følger et længere forløb, som jeg vil spare jer for.
Men den korte version er: Jeg er OK.
Og nu har jeg prøvet at styrte. Mit sikkerhedsudstyr gjorde præcis hvad det skulle. Jeg fik den rette hjælp både under og efter uheldet, og det er jeg dybt taknemmelig for. Tak til jer, der hjalp.
Jeg har sagt undskyld til cyklen for de ridser, den har fået. Men hey – det kan repareres. Det vigtigste er, at jeg er OK. Og jeg har ikke mistet lysten til track days.
Sæsonen er stadig ON.
track days
