Categories Trackdays

Her er mit track day setup

Posted on
Her er mit track day setup

Indrømmet: Man kan komme i gang med track days for mindre – men jeg har altid gerne villet køre en Ducati Panigale – både til bane og gade – så jeg har prioriteret derefter og er lykkedes med en V2 til gaden og en 959 Corse til banen.

Her kan du læse hvordan mit track day setup er med alt fra motorcykel til udstyr og dæk.

Motorcykel

Jeg har købt min baneracer i Tyskland på mobile.de. Det er en Ducati Panigale 959 Corse fra 2019.

Corse-modellen er baseret på standard 959, men har en række opgraderinger i affjedring, udstyr og finish, der gør den skarpere – især til bane. Den har som standard Öhlins forgaffel, bagdæmper og styrdæmper. Forgaflen på min er ændret til en Showa fra MG Racetec af den tidligere ejer.

Den har kørt de første 1.000 km på gaden og er derefter bygget om til ren baneracer af den tidligere ejer. Den kan i princippet bringes tilbage som gadecykel. Kilometerstanden på den midt i sæsonen 2025 er 6.000.

Jeg gik efter en cykel med få kilometer på klokken og en fødselsdato så tæt på 2020 som muligt. Jo nyere cykel – des bedre teknologi, som hjælper dig ude på banen.

Cyklen er spækket med teknologi og har bl.a.:

  • Ride-by-wire (elektronisk gasspjældsystem)
  • Tre riding modes (Race, Sport, Wet)
  • Quickshifter op (DQS)
  • Traction control i 8 niveauer (DTC)
  • Engine Brake Control (EBC)
  • Bosch ABS tre-trins inkl. baghjulsløft-kontrol

Jeg har sat nye racekåber på fra Motoxpricambi, justerbare fodhvilere samt gear- og bremsepedal fra Bonamici, crash protectors fra R&G Racing, stompgrips (gummibelagte pads, som man klistrer på siderne af motorcykeltanken eller for at få bedre greb med benene), racehåndtag med fra Domino samt beskytter ved greb til forbremsen.

Foto: Petters Playground

Specifikationer:

  • Motor: 955 cc Superquadro L-twin, væskekølet
  • Effekt: 150 hk @ 10.500 o/min
  • Moment: 102 Nm @ 9.000 o/min
  • Kobling: Slipper-kobling (vådkobling)
  • Udstødning: Akrapovič titanium race-inspireret udstødning (EU-godkendt)
  • Tørvægt: 176 kg

Dæk

De første par gange jeg kørte track days, var på min gadecykel med sportsdæk (Pirelli Diablo Supercorsa). Nu hvor jeg har en baneracer, skal der selvfølgelig køres på slicks. Målet her er at sikre optimal greb, så jeg ikke skal tænkte på det og kan fokusere på linjerne.

Jeg har valgt Bridgestone Racing Battlax V02 i en soft compound. Disse dæk er udviklet til banekørsel og track days og er ikke godkendt til offentlig vej. De tilbyder høj præstation til racere og seriøse banekørere.

De skal bruges med dækvarmere. Jeg har valgt soft compound, da temperaturen i Danmark i forår og efterår kan være i den lave ende – samt de baner, vi har i nærheden (Sturup, Padborg), er relativt korte.

En hårdere compound på bagdækket bliver dog anbefalet hos bl.a. Pirelli i varmt vejr.

Der er masser af fora på nettet, hvor man kan dyrke dæk, erfaringer og compound og gå i nørde mode.

Herunder også det rette dæktryk, som er vigtig at have styr på. Det betyder meget for performance, greb og sikkerhed samt holdbarhed af dækket. Husk derfor en dæktryksmåler, når du er afsted.

Jeg kører med 2,1 bar på fordæk og 1,9 bar på bagdæk.

Foto: Petters Playground

Dækvarmere

Når du kører med slicks, skal du have dækvarmere. Jeg har valgt Capit Suprema Spina.

Capit-dækvarmere er kendt for at være pålidelige, hurtige og ensartede, hvilket giver optimalt greb fra første omgang – og forlænger dækkenes levetid ved korrekt temperaturstyring.

Funktioner:

  • Fast temperatur (typisk 85 °C for standardmodellen)
  • PTC-teknologi: Selvregulerende varmeelement
  • Jævn varmefordeling uden “kolde zoner”
  • Indvendig teflonbelægning for bedre isolering
  • Elastisk konstruktion og kraftigt velcrosystem

Løfter

For at give god adgang til montering af dækvarmere, skal motorcyklen løftes i pitten. Jeg har valgt en centralløfter fra Bursig.

Den løfter hele motorcyklen op fra stellet via motorbolt – med kun ét løft.

Fordele:

  • Løfter både for- og baghjul fri af jorden
  • Gør det let at arbejde på affjedring, hjul, kæde og bremser
  • Cyklen kan rulles og drejes 360° på stedet
  • Passer til mange modeller via modelspecifik adapter
  • Stabil og nem at bruge alene

Transportudstyr

Jeg har en forhjulsholder fra T. Hansen samt en rampe fra Proworks. Hertil surringer til at fastgøre cyklen. Jeg har transporteret den på almindelig trailer, MC-trailer og i varevogn. Favoritten er varevogn, som også er genial til overnatning.

Når du bruger forhjulsholder og skal have cyklen med hjem igen, så husk at lægge en klud på metalpladerne, da de varme dæk har det med at klistre sig fast til metallet, så det er svært at trække cyklen ud af forhjulsholderen igen.

En mc-trailer kan lejes flere steder – bl.a. DBA – til rimelige penge.

Personligt udstyr

Sikkerhed er afgørende, når du kører motorcykel – og der er specifikke krav, når du kører bane.

Jeg kører med en læderheldragt: RST V4.1 Evo Kangaroo med indbygget airbag.

Dragten er fremstillet i:

  • 60 % let og slidstærkt kængurulæder
  • 40 % Grade A koskind

Den er CE-godkendt med højeste sikkerhedsklassificering (AAA) og indeholder:

  • Level 2-beskyttere i skuldre, albuer og hofter
  • Level 1 rygbeskytter og knæbeskyttelse

Fordele:

  • Integreret In&Motion airbag-system
  • Justerbart til track, vej og adventure (styres via app)
  • Strategisk placerede perforeringer og 4-vejs stretchpaneler
  • Mesh-for, neopren ved hals og ærmer
  • Aerodynamisk pukkel og udskiftelige knee-sliders

Passformen er tætsiddende og race-inspireret.

Inderst tøj:

  • Nike Pro Dry-FIT langærmet bluse og tights

Øvrigt personligt udstyr:

  • Støvler: Alpinestars Supertech R (med udskiftelige sliders)
  • Hjelm: HJC RPHA 12 Carbon (jeg har både lyst og mørkt visir – men ender som regel med altid at køre med det mørke)
  • Handsker: Dainese Druid 4 
  • Ørepropper: Hears
Alpinestars Supertech R støvler
HJC RPHA 12 Carbon hjelm
Dainese Druid 4 handsker

Øvrigt udstyr og gear

Medbringes i pit og paddock:

  • Dæktryksmåler (Bosch)
  • Benzindunke
  • Værktøj (mere end du tror)
  • Klude
  • Olie
  • Kædespray
  • Kabeltromle
  • Strips
  • Pittelt (låner jeg af en god ven hvor jeg får “husly”)
  • Højttaler
  • Campingstole
  • Køletaske
  • Stor drikkedunk
  • Udstyr til overnatning
  • Personligt udstyr (toiletgrej, solcreme, solbriller, osv.)
Foto: Petters Playground

Det er en god idé at bruge elektrolytter i det vand, du drikker, da du skal have litervis af væske til track days i varmt vejr for at undgå dehydrering.

Der er masser af klubber og organisationer, der arrangerer track days. Jeg har indtil videre kørt med Ducati Klub Danmark og M58 Motorsport, hvor der har været styr på tingene.

Foto: Petters Playground

Har du spørgsmål eller kommentarer til mit track day setup, så skriv endelig til mig – enten her med en kommentar eller til thomas@carlife365.dk.

2 kommentarer

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet