Den indledende runde har bragt et felt med 30 kandidatbiler ned til 9. Det er sket over to dage ved FDM Jyllandsringen, hvor juryen har testet bilerne på bane og gade. Her er finalefeltet til 2025 kåringen.
Den indledende runde finder sted på og uden for FDM Jyllandsringen ved Silkeborg. Her står et friskt lineup af biler, hvor nogle af dem er så nye, at de stadig er iført kamuflage.
Flere er på udenlandske plader, så der er lavet specialaftaler med motorstyrelsen, så vi kan få lov til at køre bilerne i Danmark.
De ni finalister er (i alfabetisk rækkefølge)
- Cupra Tavascan
- Ford Explorer
- Hyundai Inster
- Kia EV3
- Peugeot 5008/3008
- Polestar 4
- Renault Scenic
- Skoda Elroq
- Xpeng G6
Hver jurymedlem har stemt på 7 kandidater, men grundet stemmelighed er hele 9 biler med i finalen.
6 af de 9 finalister er blandt mine egne favoritter, som jeg har stemt på. Jeg havde også Audi Q6 e-tron på stemmesedlen.
Det er et stærkt felt med blandede ”nationaliteter”. Alle har det tilfælles, at de kører på el.
At skære 30 værdige og meget forskellige kandidater ned til et finalefelt er ikke let, og jeg har haft fat i nogle af bilerne flere gang, hvor det kan være de helt små nuancer, der afgør, hvem der skal med videre.
Nu kommer den endnu sværere opgave at fordele point, så vi den 26. november kan afsløre vinderen af Årets Bil i Danmark 2025.
Om Årets Bil i Danmark
Årets Bil i Danmark arrangeres af Danske Motorjournalister. I år består juryen af 21 bileksperter fra et bredt udsnit af medier.
Det er tredje gang, jeg er med i juryen, og det er et af årets højdepunter som bilblogger.
Med så mange forskellige biler side om side, er der en unik mulighed for at spotte og mærke forskelle, man ellers ikke ville fange.
Jeg prøver at gruppere bilerne i typer, når jeg tester dem, så jeg kan sammenligne på tværs af mærker og modeller. Det kan fx være elektriske SUV’er som Cupra Tavascan og Peugeot 3008.
Og så er der altid nogle nyheder, som jeg ser og kører for første gang til Årets Bil. I år bl.a. KIA EV3, Skoda Elroq, Hyundai Inster og MG Cyberster.
Stort tillykke til finalisterne.
Foto: Lars Krogsgaard