Foto: © Lexus
Lexus tager et stort (i mere end en forstand) skridt ind i den elektriske fremtid med præsentationen af den helt nye Lexus TZ. Med sine tre sæderækker, seks individuelle siddepladser og et nyt “Driving Lounge”-koncept markerer TZ begyndelsen på et nyt kapitel for Lexus’ elektrificerede modelprogram.
Modellen bliver mærkets tredje dedikerede elbil og er udviklet helt fra bunden som en fuldt elektrisk SUV med fokus på komfort, plads og luksus.

Lounge-følelse på fire hjul
Lexus beskriver selv kabineoplevelsen som en “Driving Lounge”, hvor ro, stilhed og afslapning er i centrum. Den elektriske drivlinje bidrager til en mere glidende og afslappet køreoplevelse, mens kabinen er designet til at fungere som et eksklusivt loungeområde for både fører og passagerer.
Den store SUV måler 5,1 meter i længden og har en akselafstand på over tre meter. Kombinationen af det store format, batteriet placeret under gulvet og et gennemtænkt affjedringslayout giver imponerende pladsforhold på alle tre sæderækker.
Anden række er udstyret med individuelle kaptajnstole, mens tredje sæderække er designet til også at kunne rumme voksne passagerer komfortabelt. Fraværet af en traditionel benzintank har nemlig gjort det muligt at placere bagsæderne lavere i kabinen, hvilket giver en mere naturlig siddestilling og lettere ind- og udstigning.

Nyt interiørdesign og avanceret teknologi
Forsæderne i TZ er helt nydesignede og peger frem mod næste generation af Lexus-interiør. Designet er slankt og næsten skulpturelt, men samtidig med fokus på høj komfort og god sidestøtte.
I Luxury-udgaven får både forsæder og kaptajnstole varme og ventilation, mens topversionen også byder på sædevarme på tredje sæderække. Ønsker man endnu mere komfort, kan bilen desuden udstyres med ottoman-inspirerede benstøtter.
Kabinen får samtidig Lexus’ største panoramaglastag nogensinde, som strækker sig over alle tre sæderækker og understøtter følelsen af lys og rummelighed.
Et andet højdepunkt er de nye skjulte responsive knapper, som først bliver synlige, når bilen startes. Systemet kombinerer et minimalistisk design med taktil feedback, så betjeningen stadig føles fysisk og intuitiv.
Foran føreren finder man et 12,3 tommer informationsdisplay, mens en ny 14 tommer touchskærm styrer infotainment og cloudbaseret navigation. Topudgaven byder desuden på et Mark Levinson-lydanlæg med hele 21 højttalere og en særlig “Rear Position”-funktion, der optimerer lydoplevelsen for bagsædepassagererne.

Op til 408 hk og firehjulsstyring
Selvom fokus er på komfort, lover Lexus også klassiske køreegenskaber med høj stabilitet og præcision. TZ er udviklet på Lexus’ udviklingscenter Shimoyama i Japan og bygger på et vridningsstabilt chassis med lavt tyngdepunkt.
Affjedringen består af MacPherson-fjederben foran og multilink bagtil, mens modellerne med det største batteri også får avanceret firehjulsstyring. Systemet kan dreje baghjulene op til fire grader og forbedrer både stabilitet ved høj fart og manøvredygtighed i byen.
Topmodellen yder 408 hk og klarer 0-100 km/t på blot 5,4 sekunder.
Op til 530 kilometers rækkevidde
Lexus TZ kan fås med et batteri på 95,8 kWh, som giver en forventet WLTP-rækkevidde på op til 530 kilometer afhængigt af udstyrsvariant.
Alle udgaver leveres som standard med 22 kW AC-lader samt DC-hurtigladning på op til 150 kW. Lexus forventer, at opladning fra 10 til 80 procent kan klares på omkring 30 minutter.

Sikkerhed i fokus
Den nye TZ er udstyret med seneste generation af Lexus Safety System+, som kombinerer en lang række aktive og passive sikkerhedssystemer.
Blandt funktionerne er adaptiv fartpilot med live-navigation, som kan forudse vejforløb og trafikforhold, samt et avanceret nødassistentsystem, der automatisk kan stoppe bilen sikkert og kontakte redningsmandskab via eCall-systemet, hvis føreren ikke reagerer.
Lexus forventer at introducere de første udgaver af TZ på det danske marked i 2027.

