Categories Bikelife365, MC test

MC test: Fantic Caballero 700

Posted on
MC test: Fantic Caballero 700

Jeg er ret begejstret for de små scramblere, der efterhånden er lanceret af mange MC-producenter. Ducati har deres Scrambler, Royal Enfield har deres Scram 411, Honda har deres CL500, og Indian har deres FTR 1200 “Rally-version”, for lige at nævne nogle.

Gode små motorcykler, der målrettes den smarte fyr eller fyrinde, der gerne vil piske rundt i byen i alt for korte læderjakker og open face-hjelme i ruskind.

Der er styr på målgruppen, og med Fantics scrambler kaldet “Caballero” rammer den godt, da navnet som bekendt betyder “gentleman” på spansk. Fantic er af italiensk oprindelse og har bl.a. produceret motorcykler siden 1968.

Med de fordomme af vejen, så er jeg dog som sagt ret begejstret for dem. De er ofte godt designet i et retrolook, i matte farver og med rå offroad-dæk. De er også rappe i accelerationen, letkørte og vejer ikke det store.

Det er heldigvis også tilfældet med Fantics Caballero 700 scrambler, som jeg havde glædet mig til at låne over en lun septemberweekend. Den stod i en fed mat blå farve med guldfarvet upside-down gaffel. Super flot design.

Første indtryk

Mine forventninger til Caballeroen var rimelig høje fra starten, må jeg erkende. Siddehøjden er 830 mm, hvilket er maks for mig, men jeg passede godt på denne cykel. God og behagelig placering i lædersædet, der er designet som ét helt stykke. Man kan godt sidde to på den, men man skal nok lige informere passageren, da man ret let glider tilbage på cyklen.

Stillingen er mere fremadrettet, end jeg er vant til, og bestemt også mere til en hverdagscykel, men jeg fik ikke lamme arme eller sovende fingre i de to dage, jeg havde cyklen.

Styr og instrumentering er designet i et retrolook med det runde display, der viser information om hastighed, o/min, km, benzinmåler osv. Det fungerede faktisk godt, og opløsningen i displayet var høj, så alt stod klart og tydeligt.

I displayet kan man desuden skifte mellem de tre forskellige køreindstillinger (Street, Off Road og Custom), men igen oplevede jeg, at det blot fokuserer på, hvor langt den kører ud i gearene. Det var altså ikke den store forskel, jeg kunne mærke. I Street-tilstand er både ABS og traction control aktive, hvor Off Road-tilstanden slukker for baghjulets ABS. Custom-tilstanden giver mulighed for at finjustere motorcyklens indstillinger.

Dette fik jeg dog ikke testet – jeg kørte primært i Street-indstillingen.
Bluetooth-forbindelsen til instrumentet fungerede i øvrigt fint. Jeg koblede telefonen til for at teste den, og det virkede uden problemer.

Styret er rent og pænt designet – fortsat for at holde retrolooket. Det er let at overskue, dog skal man vide, at styrstoppet kommer hurtigt, og cyklen derfor skal bruge temmelig meget plads for at vende. Det føles lidt mærkeligt, da cyklen netop hører hjemme i bymiljøet.

Det er sjovt, hvordan Fantic’en får mig til at køre lidt anderledes, end jeg plejer. Hvor jeg normalt cruiser af sted på min Fatboys dybe V2-lyd, så fik jeg her lyst til at tage nogle små omveje, smutte gennem villaveje og køre et par gange forbi den samme café – bare fordi den passer godt ind.

Fantic Motor er et italiensk motorcykelmærke, grundlagt i 1968 i Barzago, Italien.

Designet

Designet fortjener altså lidt ros. Fantic har virkelig formået at lave en scrambler, der ser dyrere ud, end den er. Tankens form, alu-detaljerne og det klassiske sæde giver cyklen et gennemført udtryk. Jeg har tidligere tænkt, at mange af de moderne scramblere ser lidt for “hipster” ud – men her virker det! Fantic får det rå og det stilrene til at spille sammen. Jeg er stor fan af læder, matte farver og rå materialer.

Hvem er den til?

Fantic Caballero 700 er ikke bare for dem, der går op i mode eller café-liv. Den er også for os, der egentlig troede, vi var “færdige” med den slags lette cykler. Den er oplagt som nr. 2-motorcykel – til korte ture, små eventyr eller bare lidt sjov i hverdagen. Hvis du kommer fra en tung cruiser eller touringmaskine, så føles den her næsten som en slags mini-MC.

Omvendt, hvis du er ny MC’er og vil have noget med lidt karakter, så får du her en cykel, der både er tilgængelig og ærlig. Den kræver ikke en masse erfaring for at være sjov.

Køreegenskaber

Caballeroen kører i bund og grund godt. Det er en relativt hurtig, lille og kort cykel – især når man som jeg er vant til at køre på større cruisere med lidt sløvere acceleration. Den skal lidt op i omdrejninger, men så tager den godt fat. Motoren er i øvrigt den samme som Yamaha bruger i deres MT-07, så den er godt bygget.

Affjedringen er af den hårdere type. Man mærker hvert et bump på vejen. Det giver både en lidt sporty og naked bike-fornemmelse. En fornemmelse jeg ikke umiddelbart er vant til, så for mig føltes cyklen hurtig. Jeg er overbevist om, at den ikke føles hurtig, hvis man kommer fra en Panigale V2 – men for mig er den hurtig.

Bremserne var også meget responsive, og der var ikke på noget tidspunkt, jeg følte, at de ikke fulgte med kræfterne på cyklen. Jeg kørte 20-25 km på motorvej, og på trods af, at farten lå på 100-110 km/t, var det ikke ubehageligt eller usikkert på nogen måde. Og cyklen havde masser af kræfter tilbage. Jeg ville dog altid vælge de små hovedveje, da det er her, cyklen bliver virkelig sjov.

I dag producerer Fantic både motorcykler og elektriske cykler, og har genvundet sin plads som et innovativt og stilfuldt mærke med rødder i klassisk italiensk motorcykelkultur

En MC der opmuntrer

Caballero 700 er en velbygget og veludstyret scrambler med masser af potentiale og med en rap og hurtig personlighed. Det er disse egenskaber, der gør denne cykeltype så sjov for mig. Jeg var ærlig talt lidt spændt på at prøve den, da det ikke normalt er den type cykler, jeg higer efter at komme ud på. Jeg er vild med designet, men jeg endte faktisk med også at værdsætte den lidt sporty, hurtige cykel.

På de små snoede veje omkring Nordsjælland var det tydeligt, hvor meget sjov man kan have på 689 kubik. Man kan næsten glemme, hvor lidt den vejer, for den føles meget stabil i sving. Det er ikke en motorcykel, der skræmmer én – snarere en, der opmuntrer. Og det er faktisk ret befriende.

Det bedste ved Caballero’en

  • Lækkert retrodesign med masser af attitude!
  • Sporty og rap i trafikken
  • Flere forskellige modeller, der dækker smag og behag

Det kunne være (lidt) bedre

  • Ét langt sæde kan være en udfordring for medpassager
  • Tanken på de 13 liter er lige lille nok

Specifikationer

129.999 DKK inkl. moms

  • Motortype: 2-cylindret 4-takts, parallel twin, vandkølet
  • Slagvolumen: 689 ccm
  • Moment: 60 Nm @ 8.000 o/min
  • EFI: Elektronisk indsprøjtning
  • Transmission: 6
  • Udstødningssystem: af ARROW
  • Start: Elstart
  • Kobling: Våd
  • Bremser foran: Skive 330 mm Brembo radial ok*
  • Bremser bag: Skive 245 mm
  • Affjedring for: VRM-Marzocchi Ø45 mm upside-down gaffel
  • Affjedring bag: VRM-Marzocchi monoshock med preload-justering
  • Instrument: 3,5’’ TFT med Bluetooth-forbindelse
  • Lys: LED
  • Sadelhøjde: 830 mm
  • Akselafstand: 1.460 mm
  • Tørvægt: 175 kg
  • Tankvolumen: 13 liter

Continental cornering ABS (slukbar) + Traction Control (slukbar)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet