Den nye Hyundai IONIQ 9 er en af de mest ambitiøse biler fra mærket i nyere tid. Det er ikke blot en større version af IONIQ 5 og 6 – det er en rullende og rummelig lounge. IONIQ 9 er bygget til familier, der ikke vil gå på kompromis med plads, ladeteknologi og komfort.
En reel syvsæders
Det mest slående ved Hyundai IONIQ 9 er pladsen. Her taler vi ikke om en nødløsning af tredje sæderække, som man ofte ser i store SUV’er – men om en reel syvsæders bil, hvor selv voksne kan sidde komfortabelt bagi.

Med over 5 meter i længden og en akselafstand på 3,13 meter er kabinen enorm. Den store, lyse kabine gør oplevelsen endnu bedre – det lyse interiør bidrager til en endnu større følelse af luft og rummelighed.
Vælger man seks-sæders versionen, får man drejbare lounge-stole på anden række. Om det er noget, man reelt vil finde stor brugsværdi i, ahænger af, hvad bilen skal bruges til. Men det understreger, at IONIQ 9 er ligeså meget opholdsrum som bil – og kan tilbyde en nærmest “executive” oplevelse.
Bagagerum og praktisk anvendelighed
Pladsen stopper ikke i kabinen. Bagagerummet byder på op til 908 liter – og lægger man alle sæder ned, kan man udvide til 2.494 liter.


Der er også tænkt på det praktiske med frunk foran – 88 liter i baghjulstrukne versioner og 52 liter med firehjulstræk.

IONIQ 9 er bygget til familier, weekendture, kør-selv-ferier og hverdagslogistik. Alt får plads.
Hvis tredje sæderække ikke skal bruges, kan passagerer på anden sæderække få benplads, så selv høje personer kan strække benene.


Komfort i lange baner
Jeg har rost undervognen i IONIQ 9’s søsterbil – KIA EV9 – og også her imponerer den mig.
Den er en af bilens helt store styrker – komfortabel, rolig og med en fornem evne til at absorbere ujævnheder.
Den store SUV føles stabil og overskudsagtig på motorvej, og selv på ujævne veje bevarer den en imponerende ro.
Hyundai har tydeligvis haft fokus på komfort frem for sportslighed, og det fungerer fremragende i denne biltype.

Drivlinjer og 800 V hurtigopladning
IONIQ 9 kommer med tre drivlinjer – alle med det store 110,3 kWh batteri.
- RWD: 218 hk, 350 Nm, rækkevidde op til 620 km (WLTP)
- AWD: 303 hk, 605 Nm, rækkevidde 606 km
- Performance AWD: 422 hk, 700 Nm, 0-100 km/t på 5,2 sek.
Uanset hvilken version du vælger, kan bilen lynoplades med 800 volt teknologi – fra 10-80 % på 24 minutter under ideelle forhold. Det er hurtigt, særligt i denne størrelse SUV med så stort et batteri.
I min test bekræftes de fine tal for lynopladning. Kurven holdes stabilt og det er først efter 80 %, at niveauet dykker til under 100 kW.
Jeg oplever at forbruget svinger mellem 18-24 kWh / 100 km afhængig af kørestil – om det er bykørsel eller motorvej.

Stor bil med et markant design
IONIQ 9 har et design, som umiddelbart skiller vandene. Jeg hører både godt og skidt – selv synes jeg, det er vellykket.
Bilen har et strømlinet og aerodynamisk udtryk, som gør den moderne at se på. Samtidig gør de stramme linjer med LED for- og baglygter, at bilen får et klassisk og tidløst snit.

I topversionen, Calligraphy, får man 21” fælge, nappalæder, Alcantara-loft og et interiør, der oser af luksus. Det føles næsten som at træde ind i en moderne lounge snarere end i en SUV.

Betjening, udstyr og teknologi
Hyundai har gjort meget ud af brugervenligheden. De store skærme er logiske at betjene, stemmestyringen fungerer godt, og den nye AI Co-Pilot (baseret på GPT-4o mini) reagerer på naturlige kommandoer.
Udstyret er generøst allerede fra Advanced-niveauet, hvor man får:
- 12,3” digitalt cockpit
- 3-zonet klima
- Varme i for- og bagsæder
- Trådløs Apple CarPlay og Android Auto
- Adaptiv fartpilot og nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse

Fin oplevet kvalitet til prisen
Kabinen giver et kvalitetsindtryk, der er mere “premium” end vi er vant til fra Hyundai.
Der er lidt hård plast hist og her, men det samlede indtryk er positivt. Fraværet af pianolak giver plusser i min bog.

Stor bil kræver plads
Selvom IONIQ 9 er komfortabel og overskuelig at køre, er den stor.
I byen fylder den godt op, og man skal have tålmodighed, når man leder efter parkeringsplads. Heldigvis hjælper 360° kamera og parkeringsassistent en del på det.
Men man skal være klar på, at dette er en stor bil, der trives bedst på landevej og motorvej.

Plusser
- Ægte syvsæders med masser af plads
- Komfortabel undervogn
- Højt udstyrsniveau
- 800 V hurtigopladning
- Overbevisende kvalitet til prisen
- Praktiske muligheder i hverdagen
Minusser
- Stor at parkere
- Ikke den mest sportslige køreoplevelse (men det er heller ikke meningen)
IONIQ 9 er en bil, der forener familievenlig rummelighed med komfort og teknologi, som tidligere var forbeholdt langt dyrere mærker.

Den er stor, ja – men også stor på komfort, teknologi og anvendelighed. Hyundai har formået at skabe en elektrisk SUV, der føles som en lounge på hjul, og som sætter nye standarder for, hvor meget plads og komfort man kan få for pengene.
Specifikationer – Hyundai IONIQ 9
| Model | Hyundai IONIQ 9 |
| Platform | E-GMP med 800 V lynopladning |
| Drivlinjer | RWD (218 hk), AWD (303 hk), Performance AWD (422 hk) |
| Drejningsmoment | Op til 700 Nm |
| Topfart | 200 km/t |
| Batterikapacitet | 110,3 kWh |
| Rækkevidde (WLTP) | Op til 620 km (RWD) / ca. 600 km (AWD) |
| Opladning (DC) | Op til 350 kW – 10-80 % på ca. 24 min. |
| Opladning (AC) | 11 kW (3-faset) |
| Energiforbrug (WLTP) | Ca. 18–21 kWh/100 km (afhængig af version) |
| Træk | Bag- eller firehjulstræk |
| Anhængertræk | Op til 2.500 kg (med AWD) |
| Længde / Bredde / Højde | 5.030 / 1.980 / 1.750 mm |
| Akselafstand | 3.130 mm |
| Bagagerum | 908 l / 2.494 l (v. nedfældede sæder) |
| Frunk | 88 l (RWD) / 52 l (AWD) |
| Sæder | 6- eller 7-sæders konfiguration |
| Undervogn | Selvjusterende baghjulsophæng |
| Lydniveau | Dobbeltlaminerede ruder og akustisk isolering |
| Garanti | 5 år uden km-begrænsning + 8 år på batteri |
| Priser DK | Advanced RWD fra 534.995 kr. Ultimate AWD fra 589.995 kr. Calligraphy AWD fra 664.995 kr. Performance AWD ca. 685.000 kr. |
| Beskatningsgrundlag | Fra 492.754 kr. (RWD) |
Foto: Thomas Saks

