fbpx
 
Categories Mød bilentusiasterne

Mød ugens profil Christina Bekker Michelsen

Posted on
Mød ugens profil Christina Bekker Michelsen

29 år og Værkførerassistent hos Kia Nellemann

I jobbet som Værkførerassistent, står Christina bl.a. for kundemodtagelse, besvarelse af mails og telefoner og bookinger til værkstedet. I dagligdagen handler jobbet om at give kunderne på værkstedet en god oplevelse. Christina har arbejdet hos Kia Nellemann siden maj 2019, men har været i faget i 5 år hos bl.a. Audi og BMW. Hun er oprindeligt uddannet mekaniker.

Hvad har du i din egen garage?

Jeg kører i en VW Up! med automatgear. Den var svær at få fat i og ret dyr, fordi den skulle have automatgear. Jeg har brug for automatgear, fordi mit knæ driller.   

Hvilken bil var din første?

Det var en brugt Peugeot 308 – og noget af en gammel smadderkasse. Den gik død en dag, hvor fordi cylindervæggen revnede.

Er du til køb, leasing eller abonnement?

Min VW Up! er købt kontant. Hvis der er noget galt med den, kan jeg selv lave den. Jeg synes at leasingkonceptet er godt, men det er ikke den rette løsning for mig, da jeg kører rigtig mange kilometer.

Når du skal have ny bil, vælger du så mest med hjertet eller med hjernen?

Jeg er meget praktisk anlagt hvad angår biler. Det må godt være økonomisk. Så det er nok mest med hovedet, at jeg vælger bil. Når det er sagt, så betyder mærket da også noget. Jeg kunne godt finde på at købe en Kia, fordi den har 7 års garanti.

Hvornår og hvordan startede din passion for biler?

Det med biler startede lidt ved et tilfælde. Da jeg læste HG, arbejdede jeg med events. Her blev jeg spurgt, om jeg ville med ud og køre motorcykel og lave stunts. Så jeg blev stuntmakker. Jeg begyndte på grundforløbet som motorcykelmekaniker men endte over i en uddannelse som automekaniker, da der var større sandsynlighed for at få en læreplads. Jeg var så heldig at få en læreplads i Esbjerg. Det var sjovt men også mega svært – særligt i starten.  

Hvad er din vildeste oplevelse med biler?

Der er mange gode oplevelser. Da jeg var i lære som mekaniker, var det mega fedt at lave fejlsøgninger og løse problemer. Da jeg arbejdede med events, kørte jeg race i de vildeste biler – bl.a. Ferrari. Det var med Cool Car Race, som er et velgørenhedsarrangement særligt for børn.

Hvis du var en bil, hvilket mærke ville det så være?

En Toyota. Praktisk, økonomisk og meget pålidelig

Hvilken bil er din drømmebil?

Det er uden tvivl Audi RS7. Jeg har arbejdet for Audi, og en dag skulle jeg køre en RS7 kundebil ind på værkstedet. Der gik det op for mig, at jeg skulle giftes med den 😉

Har du nogensinde købt en bil, som var et fejlkøb?

Den gamle Peugeot 308 købte min daværende kæreste, så den gælder ikke 😉 Jeg har altid været meget heldig, når det kommer til at købe biler.

Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?

Ligesom i dag men med flere hjælpemidler. Fx parkeringsassistenter og vejbaneassistent. Jeg tror dog den store udbredelse af selvkørende biler bliver i lukkede miljøer – fx lufthavne – hvor trafikken kan planlægges. Hybrid er nok også vejen frem. Elbiler har potentiale til at blive stort i Danmark sammenlignet med andre lande, da vores distancer er korte. I Norge og Sverige har de større afstande og mere kulde, som kan påvirke batterierne.

Hvilken bilproducent forventer du dig mest af i den kommende tid?

Det må være Volvo. Der kommer så meget nyt fra Volvo og mærket rykker sig meget. Vores teknikere i Volvo Nellemann er på kursus hele tiden for at følge med i udviklingen. Jeg synes også at Volvos arbejde med sikkerhed er et kæmpe plus.

Volvo XC40 Recharge
Den nye Volvo XC40 Recharge. Foto: Volvo.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: