fbpx
 
Categories Biltest

Test: Dacia Jogger TCe 110

Posted on
Test: Dacia Jogger TCe 110

Efter godt 10 år på det danske marked har Dacia slået sig fast med et bredt udvalg af prisvenlige modeller. Det nyeste skud på stammen, MPV’en Dacia Jogger, er ingen undtagelse. Vi tester den rummelige familiebil, der fås til under 200.000 kr.

Familiecontainer med cool look

MPV står for Multi Purpose Vehicle, og bilerne i klassen lider ofte under, at der bliver tænkt funktionalitet frem for design. Alligevel er det lykkes Dacia at skabe en bil med et friskt – ja nærmest cool – udseende.

Specielt fronten er svær ikke at synes om med den sorte indfarvede køler. De smalle forlygter gør bilen mere strømlinet at se på. LED-kørelyset pynter og det ligner lidt, at der er hentet inspiration fra Volvos ’’Thors hammer’’ signatur.

Set fra siden leder taglinjen tankerne hen mod en stationcar og bagenden afrundes med en stor bagklap og vertikale lygter.

Set fra siden er der lidt stationcar over Jogger.
Jogger må trække 1.200 kg på krogen.

Detaljer som sort plast rundt om skærmkasserne og 16’’ fælge med sort indfarvning er med til give bilen sit særpræg.

Plads til det meste

Indvendigt viser Dacia Jogger sin helt store styrke. Funktionaliteten og pladsen i kabinen gør Dacia Jogger til en oplagt bil til den store familie. Bagerst i bilen kan man slå to ekstra sæder op (ekstraudstyr), så der er plads til 7 personer. Jeg sad helt komfortabelt uden at ramme loftet eller sæderne foran, og jeg er næsten 2 meter høj. Det er imponerende. Derudover har de to midterste sæder små klapborde, som er smarte til de længere ture.

Merprisen for 3. sæderække er 5.000 kr.
Som i alle andre 7-sæders biler, er der ikke meget plads til bagage, når alle sæder er i brug.

Lægger man de to sæder ned, har man et rummeligt bagagerum på 595 liter. Er alle sæder oppe, er der kun 160 liter at gøre godt med. Jogger kommer med smarte tagbøjler, så en tagboks hurtigt og nemt kan monteres, og give plads til ekstra bagage.

Kvaliteten i kabinen svinger. Man kan godt fornemme, at der er sparet lidt her og der for at få bilen ned i pris. Instrumentbrættet er med analoge urskiver, og der er gode gammeldags fysiske knapper til at justere temperaturen i bilen. Det er simpelt og ligetil – og befriende nemt at betjene.

Hvis man ønsker lidt mere luksus, er der mulighed for tilkøbe læderrat og Apple Carplay, som testbilen er udstyret med.

Lidt gammeldags indretning – men det fungerer.

Køreegenskaber matcher pris

Køber man en bil som Dacia Jogger er det fordi den er praktisk og rummelig – og til at betale. Den kan fragte hele familien fra a til b uden de store problemer. Acceleration, agilitet i sving og topfart betyder mindre, og i det lys slår den lille 1,0-liters turbo benzinmotor med 110 heste til.

Den 6-trins manuelle gearkasse skifter behageligt og bilen er gearet, så motorvejskørsel med 130 km/t ikke bliver et omdrejningshelvede. Benzinøkonomien er af den grund også fornuftig. På en længere tur med landevej og motorvej kan jeg i testen køre ca. 17 km/l. I byen er det omkring 13-14 km/l alt efter kørselsmønster. På motorvej er der en smule vindstøj, men ikke noget af betydning.

Sikkerheden halter  

Selvom det hele virker meget fint, er der dog en anke ved Dacia Jogger, som er svær at komme udenom. Bilen scorer nemlig kun én stjerne i Euro NCAP sikkerhedstest, og det er ikke bestået. Vælger man en Dacia Jogger uden de to ekstra sæder på 3. række, får den to stjerner. Stadig ikke prangende.

Bilen er som sådan ikke farlig at køre i, men den er ikke på niveau med konkurrerende mærker i 2022, og det trækker desværre betydeligt ned i den samlede vurdering af den prisstærke og rummelige familibil.

Specifikationer

  • Motor: 1,0-liters trecylinderet benzinmotor med turbo
  • Hestekræfter: 110 hk
  • Moment: 200 Nm
  • Gearkasse: 6-trins manuel gearkasse
  • 0-100 km/t: 11,2 sekunder
  • Topfart: 180 km/t
  • Forbrug: (NEDC): 17,8 km/l
  • Bagagerum: 595 liter
  • Max træk på krogen: 1.200 kg
  • Dimensioner: Længde: 454 cm – Bredde: 178 cm – Højde: 163 cm
  • Pris fra 194.990,-

Foto: Søren Sahl

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet