fbpx
 
Categories Biltest

Test: Ford Mustang Mach 1

Posted on
Test: Ford Mustang Mach 1

Det er sjældent, en pressebil skaber så meget opmærksomhed som den Twister orange Ford Mustang Mach 1. Farven i sig selv skriger ”se mig”, og hvis det ikke er nok, skal brølet fra den potente V8’er nok klare resten. Vi tester ikonet, som får fremmede mennesker til at smile og vinke.

Lav, lang og bred. Ford Mustang Mach 1 ser ligeså stærk ud, som den er.

En potent muskelbil

De første timer bag rattet i pressebilen er jeg en smule presset. På vej hjem fra forhandleren i Ballerup finder jeg hurtigt ud af, at jeg befinder mig i en eye-catcher uden lige. Der bliver kigget, gloet og strakt hals i et omfang, som overgår det, jeg havde forventet. Og jeg skal lige vænne mig til at køre den potente muskelbil.

Det er en varm sommerdag, og jeg kæmper lidt med den stramme kobling. Den hvide bal føles ekstra glat i min halvsvedige hånd. En hvid billardbal som gearvælgeren er frækt, men jeg skal lige blive dus med den, for der skal en fast hånd til at føre gearskiftene. Men den ligger faktisk overraskende godt i hånden.

Der skal et godt greb om den hvide billardbal, men heldigvis ligger den godt i hånden.

Ved første stop for rødt lys gearer jeg ned, og her får en funktion i gearkassen det til at lyde som om, at jeg bevidst søger opmærksomhed med ekstra jok på speederen. Det er en teknologi, som elektronisk øger motorens hastighed ved nedgearinger, og som er designet til at gøre gearskift hurtigere og mere flydende ledsaget af en potent omdrejningslyd.

Jeg har aldrig kørt med sådan en funktion før, men jo mere jeg bruger den, jo sjovere bliver den, og jeg tænker den virkelig giver mening ved banekørsel.

Næste dag er jeg allerede mere fortrolig med Mustangen, og alle naboer har nu været forbi for at se det skrigorange vidunder.  

Brølet fra de fire afgangsrør er ikke til at tage fejl af. Ford Mustang har sin helt egen signaturlyd.

Mach 1 siden 1969

Det er første gang, vi har en Mach 1 i Danmark. Det er den mest racetrack-fokuserede Mustang, der nogensinde er bragt hertil fra Guds eget land, hvor den specielle udgave har eksisteret siden 1969.

I fjerde generation Mach 1 er ydeevnen optimeret med en specielt kalibreret 5,0-liters V8-motor med 450 hk. Det giver en accelerationstid fra 0-100 km/t på 4,4 sekunder og for at sikre at de mange kræfter kan tøjles ved høj hastighed, er downforcen øget betragteligt. Alt sammen for at sikre en bedre handling af bilen.

Sammenlignet med GT har Mach 1 nogle aerodynamiske optimeringer, bl.a. et todelt øvre gitter og nye sidegitre, som både har en effekt i performance men som også er skabt for at give et mere karakteristisk design. Det ser super fedt ud.

Formen på den forreste splitter er designet til at give øget downforce for forbedret vejgreb, mens den skræddersyede bagspoiler er matchet med frontens aerodynamik for at sikre optimal løftebalance fra fronten til bagenden.

Inspireret af Shelby Mustang GT350

Jeg hopper videre i bilens mange drive modes fra Normal til Sport og kan konstatere, at race indstillingerne ikke bare er for sjov. Det her er serious business og mere end en pimpet GT. Fornemmelsen for hvad bilen har at byde på mærkes dog tydeligt, men bilens fulde potentiale vil være mest forsvarligt for alle at teste på en lukket bane.

Uden at gå helt i tech-nørd mode er det ingen hemmelighed, at Ford har ladet sig inspirere af Shelby Mustang GT350. De har skruet på motoren så brændstoffet flyder i en lækker cocktail, der optimerer ydeevnen.

Bilens kølesystem har fået en ekstra luftoliekøler for at klare de høje belastninger, for denne bil udvikler virkelig varme så det batter.

Det maksimale drejningsmoment er 529 Nm ved 4.600 omdrejninger i minuttet. Oliekøleren er ligeledes hentet fra Shelby GT350 for at sikre det rette olieflow ved høje belastninger.

Gearkassen er naturligvis også optimeret, og grunden til jeg kæmper med den, da jeg på dag 6 i testen ender i en træls feriekø over Storebæltsbroen med mange stop og igangsætninger, er naturligvis fordi den er optimeret til mere aggressive gearskift ved høje omdrejninger på racerbanen.

Testbilen har 6-trins manuel gearkasse og fås desuden med 10-trins automatgearkasse. Begge med differentialespærre som standard

En tørstig type

Før og efter den lange kø på broen kan Mustangen strække ben på motorvejen. Med øje for bilens brændstofforbrug sker det i roligt cruise tempo. Her er bilen rimelig komfortabel, og selvom vi ikke er i Race drive mode er det tydeligt, at affjedringen er mest til bane.

Støddæmperne optimeres elektronisk alt efter vejforhold og underlag, og tilpasses også den valgte køreindstilling, så helt ukomfortabel er den altså ikke ved normal gade- og motorvejskørsel.

Mach 1’s fire aktive ventiler i udstødningssystemet fremhæver den store V8’ers brøl.

Ved motorvejskørsel opnår jeg 11-12 km/l i testen og ved blandet kørsel under 10 km/l og tættere på 8.

Uden for Slagelse overhales jeg af en blå Mustang GT på tyske plader, som lægger sig på siden af os for at få øjenkontakt og vinke. At køre Mustang er jo næsten som at køre MC, hvor alle hilser pænt på hinanden som en stor glad familie.

Intim kabine mest for to

Bag rattet sidder jeg i Recaro race-lædersæde (ekstraudstyr til 31.678 kr.), som på den lange tur er anstrengende. Den skålagtige form skubber mine skuldrene frem og vil mig det helt sikkert godt i hurtige sving med pumpende adrenalinen. Jeg kan mærke, at du ikke være alt for bred om skuldrene for at sidde her.

Recaro race-lædersæder er ekstraudstyr.

Ved bagsædet er der plads til to passagerer, og hånden på hjertet skal vi nok ned i børnestørrelse, for at det er til at holde ud. Bagagerumspladsen er slet ikke værst, men åbningen er snæver, så det sætter sine begrænsninger.

En bil mest til to. Bagsædet er mildt sagt klaustrofobisk.
Den smalle åbning begrænser adgangen til de ellers rimelige 408 liter i bagagerummet.

Farverne i kabinen er holdt i sort og aluminium og de sportslige lædersæder har grå syninger. På instrumentpanelet er en plade med bilens unikke nummer i Mustang Mach 1 serieproduktionen. Det er super cool.

Vi kører i M5717, fortæller pladen på instrumentbordet.

Det digitale cockpit er overraskende flot udført og står i skærende kontrast til infotainmentskærmen, som med det aldrende SYNC 3 system virker outdated.

Der er en del knapper rundt omkring og en ordentlig pind at hive i til parkeringsbremsen, og det får interiøret til at fremstå ældre, end det reelt er.

Servostyringen er optimeret og i samspil med en ny bremseforstærker med hurtigere responstid og den elektronisk styrede affjedring er Mustang Mach 1’s styretøj skarpere end nogensinde.

Født til banen

Det ydre design er sportsligt og de specialdesignede 19” fem-egede alufælge med sportsdæk er unikke til Mach 1. Sammen med de matsorte striber på kølerhjelmen og bilens sider samt fire gigantiske afgangsrør udstråler bilen den helt rigtige track vibe. Den her bil er født til banen.

Ford Mustang fås fra 807.238 kr. for GT og Mach 1 koster fra 976.746 kr. med manuelt gear og 1.000.762 kr. med automatgear. Mit første gæt inden jeg kiggede på prislisten var, at Ford ville forlange noget over 1 million kroner for Mach 1.

Det gør den ikke nødvendigvis billig, men Ford har prissat den i et leje, hvor dem som kan og vil slår til. Med i prisen følger opmærksomhed, smil, vink og sikkert også et forarget blik eller to.  

Specifikationer Ford Mustang Mach 1

  • Motor: 5,0 liters V8 benzinmotor
  • Gearkasse: 6-trins manuelt
  • Ydelse: 450 hk
  • Moment: 529 Nm ved 4.600 omdrejninger/min.
  • Acceleration 0-100 km/t: 4,4 sekunder
  • Topfart: 249 km/t
  • Forbrug: 8,1-8,5 km/l
  • Bagagevolumen: 408 liter
  • Dimensioner: 4.789 mm længde x 1.916 mm bredde x 1.382 mm højde
  • Pris: 976.746 kroner
  • Mustang GT fås fra 807.238 kr. og findes også som convertible fra 882.175 kr.

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: