Næste model fra NIO er klar i Danmark. ET5 er lillebror til ET7 og skal være en tand mere atletisk, sportslig og dynamisk. Om det lykkes kan du blive klogere på her, hvor videoanmeldelsen med ELEKTRISK også kan ses.
NIO ET5 er den tredje model i programmet og den mest kompakte til dato. Sedan’en NIO ET7 og SUV’en EL7 er store biler med god plads, som også ligger i den dyre ende af skalaen. Så der er brug for en model, som går lidt bredere i mellemklassen.

Sportslige designlinjer
Designmæssigt ligger ET5 tæt på ET7, og i farten kan det være svært at se forskel. Fronten binder bilerne sammen, mens bagenden har et mere sportsligt twist på ET5. Særligt spoileren og baglygtebåndet ser fedt ud.

Kameraer og Lidar er integreret i bilens design, og det kommer til at fortsætte sådan, fortæller NIO’s designchef Kris Tomasson. Det er nødvendige elementer i forhold til den selvkørende teknologi, som vi ikke må bruge i Danmark endnu. I Kina anvendes det allerede.
Flot kabine
Pladsmæssigt byder NIO ET5 på god plads ved forsæderne. Ved bagsædet er loftshøjden fin mens benplads og særligt plads til fødderne under forsæderne er udfordret.

Der er som standard panoramaglastag, hvilket giver en lys og rummelig oplevelse i kabinen. Selve bagruden er smal, og det efterlader ikke meget udsyn bagud.
Bagagerummet kan tage 386 liter og det er ca. det samme som en VW Golf. Der er ikke frunk i NIO ET5.

Kvaliteten i kabinen er god. Overfladerne, som i høj grad er lavet af genanvendelige materialer, er lækre og flot udført. Instrumentbordet er helt renset for knapper og alt foregår via touchskærmen eller med stemmestyring, hvor du taler med assistenten Nomi.

Jeg er vild med ambientebelysningen i kabinen. Det ser cool og elegant ud, og sammen med Dolby Atmos føler du dig forkælet med både lys og lyd.

Forbedret software
Nomi taler ikke dansk endnu – men det er på vej. Nomi kan til tider have lidt travlt med at kommentere alt muligt, men du kan slukke for det hele, hvis du ønsker det. Touchskærmen er velfungerende med hurtig reaktion og flot grafik. Den er rimelig intuitiv at rode rundt i.

Siden jeg sidst køre NIO ET7 er softwaren forbedret, og det bemærker jeg bl.a. ved kørsel på motorvej, hvor den adaptive fartpilot er blevet meget bedre.
0-100 km/t på 4 sek.
Køreegenskaberne i ET5 er der ikke en finger at sætte på. Der er skruet op for dynamikken hvor undervogn og styretøj opfører sig kompetent og skarpt i sving.
Bilen har hele 490 hk /700 Nm), og du kan skyde den afsted fra 0-100 km/t på 4 sekunder i den mest sportslige køreindstilling (Sport+). ET5 har træk på alle fire hjul og en topfart på 200 km/t.
Det er specs som lugter af sportslighed, og NIO ET5 leverer klart varen her. I mere afdæmpede køreindstillinger formår ET5 at yde en komfort, som gør den behagelig at køre i dagligdagen. Det kan være en svær balance at ramme, men her kan du godt sætte flueben.
Luftundervogn, som er standard i ET7, fås ikke til ET5, men jeg savner den egentlig ikke.

To batteristørrelser
Batterimæssigt fås ET5 med 75 kWh og 100 kWh og har en rækkevidde fra 456-590 afhængig af det valgte batteri. Lynladning sker med op til 140 kW mens almindelig AC-ladning sker med 11 kW. I testen lynlader den omkring 110 kW og holder kurven godt. Det sker med 20 % strøm tilbage på batteriet og temperaturer omkring 15 grader.
Rækkevidden ved blandet kørsel ligger i testen omkring 400 km ved 75 kWh batteri.
NIO ET5 koster fra 408.000 kr. uden batteri. De fleste kunder vælger ifølge NIO BaaS, som er en service, hvor du betaler en månedlig pris for batteriet og har adgang til batteri swap, så du kan skifte til et opladt batteri på en NIO batteri swap station. Et skift tager omkring 5 min.
Det lille batteri koster 1.299 kr. pr. måned for standard range batteri på 75 kWh og 2.199 kr. for long range batteri på 100 kWh.
Fordelen med BaaS er bl.a. at du ikke skal være bekymret for forældet teknologi, holdbarhed og garanti, for du får altid et frisk og opladt batteri på en batteri swap station. Det er smart og noget, som er unikt for NIO.

NIO har fat i noget godt
NIO ET5 er et vellykket bud på en potent mellemklassebil med dynamiske køreegenskaber, flot kabine og masser af udstyr. Assistentsystemerne er gode mens Nomi kræver tilvænning. Der er for mange lyde, som du får lyst til at slukke for, da de generer mere end de gavner.
Lynladning kunne være bedre, mens rækkevidden i testen viser gode takter.
Bilens design og premiumelementer falder i min smag. Her har NIO fat i noget godt. Det samme kan siges om BaaS, som i min optik er et spændende tiltag. Det virker rigtigt, men kræver også en udbygget infrastruktur, før det har fuld værdi.
Du bør tjekke om pladsen ved bagsædet og i bagagerummet er tilstrækkelig til dit behov. Senere følger en ET5 stationcar-variant, som bliver spændende at se både design- og pladsmæssigt.
Se videoanmeldelse på ELEKTRISK sammen med David Guldager
Specifikationer
- Motor: Dual motor og firehjulstræk
- Ydelse: 490 hk
- Moment: 700 Nm
- Topfart: 200 km/t
- 0-100 km/t: 4,0 sek.
- Batteri: 75 eller 100 kWh
- Rækkevidde: 456-590 km afhængig af batteri
- Opladning: op til 11 kW AC og 140 kW DC
- 4.790 mm længde x 1.960 mm bredde x 1.499 mm højde
- Bagagerum: 386 liter – der er ikke frunk
- Pris: fra 408.000 uden batteri
Foto: Thomas Saks
baasbatterinionio et5nio et7