fbpx
 
Categories Biltest

Test: Volvo C40 Recharge Single Motor

Posted on
Test: Volvo C40 Recharge Single Motor

Udviklingen i den elektrificerede bilverden går hurtigt, og testbilen Volvo C40 Recharge har allerede en væsentlig opgradering i udsigt, som gør den endnu mere attraktiv. Vi har tidligere kørt varianten med to motorer – nu triller vi en tur i C40 Recharge med én elmotor.

En rigtig designerbil

Anmeldelsen af den grå Volvo C40 Recharge lander mellem to stole, for testbilen er teknisk set ikke den, man får, når slutsedlen på en ny C40 Recharge underskrives. Vi kører modelår 2023 men i konfiguratoren finder du allerede modelår 2024 med bedre rækkevidde og hurtigere ladetid. Det gælder også for XC40 Recharge, som C40 Recharge er baseret på.

Volvo C40 Recharge en en rigtig designerbil med moderigtige coupé-linjer og lidt mindre fokus på funktion og praktik. 2024-ændringerne er primært under huden, og designet er bevaret en-til-en pånær nydesignede alufælge.

Rent designmæssigt er C40 Recharge ikke min favorit-Volvo. Jeg er fan af den lidt mere chunky XC40 Recharge, som med den karakteristiske C-stolpe er helt sin egen og ser moderne og robust ud. Den er en af de få biler, som har et tidløst look og ældes med ynde. Den disciplin er Volvo hundredemetermester i – se bare på Volvo V60, som nærmest bare bliver smukkere og smukkere med tiden.

Klassisk Volvo-kabine

I kabinen er der dømt ”klassisk Volvo design” med et udtryk, der minder om de øvrige modeller i programmet. Der er et lille twist i C40 Recharge, som i panelerne har en grafisk reference til de svenske fjelde. Panelerne fås i flere designs.

Du får en bid af Sverige i kabinen med referencer i panelerne. Der er små svenske flag syet i kanten af forsædet.

Størrelsen på C40 Recharge er til den kompakte side, og kabinen føles intim. Men pladsen er egentlig OK både ved for- og bagsæde. Coupéformen udfordrer udsynet skråt bagud og giver en lidt mere presset oplevelse, når vokse sidder på bagsædet. Benpladsen er godkendt, men den store kardantunnel fylder og er unødvendig i en elbil. Men det er prisen, når platformen oprindeligt er skabt til XC40 med anden drivlinje end elektrisk.

Fin benplads og god komfort med bl.a. friskluftdyser og varme i bagsædet.
414 regulære liter rækker til det meste.

Bagagerummet sluger 414 regulære liter og er pænt beklædt. Bagklappen har håndfri betjening, og det virker helt som det skal med god reaktionsevne. Der er ingen bagrudevisker på bagklappen og selvom det ser pænere ud, er det nu rart med en bagrudevisker til de våde dage. Du får nogle af de flottest designede baglygter i klassen med LED-effekter op langs ruden. Det ser skarpt ud og giver et klart Volvo DNA i udtryk, form og funktion.

Jeg er stor fan af Google Automotive softwaren og de flotte brugerflader i det digitale cockpit og på den trykfølsomme skærm. Stemmestyringen er god og integrationen til Google er især fedt til navigation. Trådløs opladning af mobil er standard, men du skal bruge kabel for at forbinde til Apple CarPlay. Det virker lidt oldschool.

Den oplevede kvalitet i kabinen er høj, og Volvo C40 Recharge virker generelt solidt skruet sammen. Materialerne er lækre og sammensat med det rette premium-touch, som løfter indtrykket.  

Let og ligetil

Køreindtrykket i Volvo C40 Recharge er positivt, og bilen er generelt letkørt. Med nøglefri betjening åbner du døren, sætter dig ind, sætter gearvælgeren i ”Drive” og så er det ellers bare afsted. Super let og ligetil. Bilen tænder og slukker selv i samspil med låsen.

Jeg har tidligere kørt varianten med dual engine, som er en herlig performancebil med kraftigt moment og et overskud, der giver plusser i de fleste dynamiske discipliner. Ikke på linje med fx Kia EV6 GT men niveauet under.

Den er dejlig potent på en måde, hvor almindelig komfort til hverdagsbrug ikke er nedprioriteret. Med andre ord en god allrounder.

Varianten med én elmotor, som jeg jeg tester, har færre kræfter men bedre rækkevidde. Her får du 231 hk og et moment på 330 Nm. Det gør den ikke til nogen sprinter, og du skal bruge 7,4 sekunder på at ramme 100 km/t, men bilen nu føles rimelig kvik og handy, og tilbyder en god portion køredynamik.

Styretøjet er let og præcist, og kører du i byen, kan du vælge en “One-pedal-funktion”, som får bilen til at bremse helt op, når du slipper speederen. Det er godt for rækkevidden.

Bilens assistentsystemer er pålidelige, og den adaptive fartpilot hører til blandt de bedste i klassen. Det er i det hele taget nemt at blive dus med bilen, og det gør kørsel afslappet, ligetil og sikkert.

Batteristørrelsen på 69 kwh giver en rækkevidde op til 436 km og med en ladekapacitet på 150 kW i en lynlader, klares 10-80 % på under en halv time. I testen opnår jeg 370 km ved blandet kørsel og 250 km på motorvej. Set i lyset af at testen foregår ved lave vintertemperaturer, er resultatet slet ikke ringe.

Updateret 2024-model er endnu bedre

Men som nævnt er det nu 2024-modellen, som Volvo sælger, og den er opgraderet. Her får du længere rækkevidde på over 500 km, hurtigere ladetid i lynlader og baghjulstræk. Det gælder både for C40 og XC40 Recharge.

2024-versionen af testbilen har en 185 kW elektrisk motor på bagakslen med en forbedret effekt på 9 %. Bilen tilbydes med et større 82 kWh batteri, der øger rækkevidden op til 514 kilometer for Volvo XC40 Recharge og op til 532 kilometer for Volvo C40 Recharge (WLTP).

Ladehastigheden er øget til 200 kW i lynlader. Det er super godt!

Modellen med firehjulstræk er også opgraderet. Rækkevidden på Volvo C40 Recharge med to elmotorer og firehjulstræk er forbedret fra 451 kilometer op til 507 kilometer (WLTP).

Her får du Volvos egenudviklede 190 kW elmotor på bagakslen og en ny 110 kW asynkron elmotor på forakslen ledsaget af batteriet på 82 kWh.

2024-model. Foto: Volvo.

Prisen afskrækker ikke

Prisen er justeres med 2024-modellens indtog og en C40 Recharge med baghjulstræk og Plus-udstyrspakke, som giver dig stort set alt, du har brug for, koster rimelige 428.291 kr.

Du får premiumindslag som panoramaglastag med i prisen, og bilen leveres på 19” alufælge med helårsdæk.

Merprisen for twin-motor er ca. 40.000 kr. og yderligere 20.000 kr. for Ultimate-udstyrspakke med bl.a. premiumlyd og 360 graders kamera.

2024-opgraderingen gør kun gode ting ved Volvo C40 Recharge – i hvert fald på papiret. En kommende test af den nye model vil vise, om det holder stik.

Samlet set er Volvo C40 en velbygget bil med styr på alle basisting og lidt til. Bilen føles solid med overbevisende kvalitet i kabinen. Og så er det en bil, der er letkørt, og som du hurtigt bliver dus med. Det kan noget.

Det er svært at sige noget om priser i en tid, hvor Teslas prisnedsættelser giver bevægelse og skvulp i markedet. Men prisen for Volvo C40 Recharge som 2024-model afskrækker ikke.  

Specifikationer for testbil (i parentes 2024-model)

  • Motor: Single engine med forhjulstræk (baghjulstræk)
  • Effekt: 231 hk / 170 kW (252 hk / 185 kW)
  • Acceleration 0-100 km/t: 7,4 sekunder (uændret)
  • Moment: 330 Nm (420 Nm)
  • Topfart: 160 km/t (uændret)
  • Rækkevidde: 436 km (530 km)
  • Batteri: 69 kWh (82 kWh)
  • Ladetider AC/DC: 11 kW / 150 kW (11 kW / 200 kW)
  • Trækvægt: 1.500 kg. (1.800 kg.)

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet