Foto: © Carlife365 / Thomas Saks
BMW har taget et markant teknologisk spring med den nye iX3. Hurtigere opladning og længere rækkevidde er en del af historien, men det mest imponerende er, hvor helstøbt bilen føles. BMW iX3 50 xDrive er ganske enkelt en af de bedste elektriske SUV’er i sin klasse.
Konkurrencen er ellers blevet benhård. Mercedes-Benz GLC, Audi Q6 e-tron, Zeekr 7X og den nye Volvo EX60 kæmper alle om de samme købere. De har hver især deres styrker, men samlet set fremstår BMW iX3 som den mest helstøbte af dem.
Den er ekstremt velkørende, teknisk imponerende, praktisk nok til familielivet og udstyret med en 800-voltsplatform, der gør længere ture væsentligt lettere. Samtidig tør BMW gå nye veje med både design og betjening.

Dansk hånd i designet
Der er også dansk indflydelse på den nye iX3. Anders Thøgersen, som tidligere tegnede BMW i5 Sedan, står nu i spidsen for det udvendige design på BMW’s Neue Klasse-modeller.
Han og teamet har været med til at udvikle det nye formsprog, som iX3 er den første produktionsmodel til at vise. Designet er enklere end på mange nyere BMW’er, men samtidig modigt og let at genkende.

Sublime køreegenskaber
Det første, man bemærker, er, hvor godt iX3 kører. Den føles mere præcis, afbalanceret og engagerende end de fleste andre elektriske SUV’er i klassen.
Testbilen er den firehjulstrukne iX3 50 xDrive med 469 hk og 645 Nm. Den accelererer fra 0-100 km/t på 4,9 sekunder, men det er ikke den brutale acceleration, der imponerer mest. Det er måden, bilen hænger sammen på.
Styringen er præcis, karrosseriet er velkontrolleret, og bilen reagerer naturligt på førerens input. På trods af en køreklar vægt på 2.360 kg føles den ikke tung eller klodset. BMW har fundet en usædvanligt god balance mellem komfort og sportslighed.
Det er stadig en stor elektrisk SUV, men den opfører sig mere som en BMW, end mange af mærkets tidligere elbiler har gjort. Her mærker man for alvor, at Neue Klasse ikke kun handler om ny elektronik og nye batterier. Det handler også om at genfinde BMW’s klassiske køredynamik i en elektrisk tidsalder.

21″ fælge pynter men koster lidt på rækkevidden
Testbilen er udstyret med 21″ fælge, og de klæder designet. De har dog også en pris, som ikke kun kan aflæses på ekstraudstyrslisten.
De store hjul tager lidt af rækkevidden og gør undervognen en anelse fastere. Komforten er stadig god, men bilen ville sandsynligvis være endnu mere harmonisk på de standardmonterede 20″ fælge.
Dækstøjen er heller ikke dæmpet helt så effektivt som i Mercedes-Benz GLC. På grov asfalt trænger der mere støj ind i kabinen, end man kunne ønske sig i en bil til denne pris. Det er ikke et stort problem, men Mercedes har fortsat et lille forspring, når det gælder den sidste grad af ro og isolation.

En realistisk rækkevidde over 600 kilometer
BMW iX3 50 xDrive har et stort batteri med en nettokapacitet på 108,7 kWh. Testbilen er officielt opgivet til 778 kilometer efter WLTP-normen, mens modellen under optimale forhold kan komme op på 805 kilometer.
I praksis skal man ikke forvente 778 kilometer ved almindelig blandet kørsel. Under testen pegede forbruget mod en realistisk rækkevidde på omkring 600-620 kilometer. Det svarer til cirka 17,5-18,1 kWh/100 km og er stadig særdeles imponerende for en stor, firehjulstrukken SUV med 469 hk og 21″ fælge.
Med en stor og tung trailer bliver historien naturligvis en anden. Her bliver rækkevidden omtrent halveret – det erfarede jeg på en tur med en god ven i sin spritnye iX3 på vej til track days med baneracer i traileren. Det lyder voldsomt, men er ikke usædvanligt for en elbil, når luftmodstand og vægt øges markant.
Til gengæld må iX3 trække op til 2.000 kg, og en realistisk rækkevidde omkring 300 kilometer med en stor trailer er fortsat brugbar. Man skal blot planlægge flere ladestop og være opmærksom på, om ladestationerne er indrettet, så man kan komme til med anhænger.

400 kW gør ladestoppet kort
Den nye 800-voltsplatform er en af bilens største tekniske styrker. BMW oplyser en maksimal ladeeffekt på hele 400 kW, og opladning fra 10-80 % kan under optimale forhold klares på 21 minutter såfremt du finder en stander, hvor du ikke skal dele effekten med en anden elbil.
Det betyder, at iX3 både kan køre langt og lade hurtigt. Kombinationen er vigtigere end et isoleret højt peak-tal. Et stort batteri er kun rigtigt anvendeligt på langtur, hvis det også kan fyldes hurtigt igen.
Hjemme kan bilen som standard lade med 11 kW AC. Supercharged-udgaven får desuden 22 kW AC-opladning fra produktionen i marts, men denne funktion var ikke monteret på den konkrete testbil.
Skærmoplevelsen er i den grad Neue Klasse
Kabinen markerer et tydeligt brud med tidligere BMW-modeller. Den skråtstillede centrale infotainmentskærm ser i begyndelsen lidt poppet ud, mens BMW Panoramic Vision viser information i et bredt felt langs forrudens nederste kant.
Ved første møde kan det virke som teknologisk lir. Man kan savne de traditionelle instrumenter og undre sig over, hvorfor skærmen skal stå så skævt.
Men systemet vokser hurtigt på én. Placeringen af informationerne fungerer godt i praksis, og man vænner sig overraskende hurtigt til at have de vigtigste oplysninger højt i synsfeltet. Efter nogle dage bag rattet begynder mere traditionelle instrumentløsninger pludselig at se gammeldags ud.
Det er modigt af BMW at ændre så grundlæggende på en velkendt kabineopbygning. Endnu vigtigere er det, at løsningen ikke kun er anderledes for at være anderledes. Den fungerer.

Et mindre og mere firkantet rat
Det nye rat er mindre og mere firkantet end et traditionelt BMW-rat. Det ser lidt specielt ud, men er rigtig godt at holde om og styre bilen med. Formen passer godt til iX3’s præcise køreegenskaber, og knapperne på rattet fungerer logisk og kræver ikke lang tids tilvænning. Her har BMW fundet en god balance mellem moderne design og brugervenlig betjening.
Avancerede assistentsystemer spiller
Bag assistentsystemerne arbejder kameraer og radar sammen om at holde øje med vejbanen og trafikken omkring bilen. Et kamera i kabinen sikrer samtidig, at føreren følger med. Det hele styres af en ny og langt kraftigere computer.
BMW kalder systemet Symbiotic Drive. Her kan føreren korrigere styringen eller træde let på bremsen, uden at assistenten slår helt fra. Når bremsen slippes, fortsætter bilen automatisk mod den valgte hastighed. Det kræver lidt tilvænning, men fungerer hurtigt både naturligt og intuitivt.

Pladsen er god – uden at sætte nye rekorder
BMW iX3 er en mellemstor SUV, og kabinen tilbyder den plads, man forventer af klassen. Der er god plads ved både for- og bagsæder, uden at bilen føles enorm udefra.

Bagagerummet rummer 520 liter med bagsæderne i brug og op til 1.750 liter, når de lægges ned. Det er fuldt tilstrækkeligt til en familie, men iX3 sætter ikke nye standarder for rummelighed.
Hvis maksimal kabine- og bagageplads er det vigtigste kriterium, findes der konkurrenter, som udnytter pladsen mindst lige så godt. BMW’s styrke er i højere grad, at den kombinerer en fornuftig rummelighed med fremragende køreegenskaber og avanceret teknik.

Dørhåndtagene kræver tilvænning
De elektriske dørhåndtag folder sig ud, når man nærmer sig bilen, men betjeningen er ikke helt så intuitiv, som den ser ud. Man skal nemlig ikke trække i den del, der folder sig ud. I stedet åbnes døren ved at ramme en sensor på bagsiden af håndtaget.
Det krævede lidt tilvænning, og de første gange kom jeg automatisk til at hive i håndtaget. Når teknikken først sidder i fingrene, fungerer løsningen dog fint.
Supercharged gør valget lettere
BMW har gjort udstyrsprogrammet lettere at navigere i end tidligere. Det er også mere overskueligt end hos eksempelvis Mercedes-Benz, hvor prislister og udstyrspakker hurtigt kan blive komplicerede.
Zeekr 7X er dog fortsat lettere at konfigurere. Her skal man kun sætte ganske få krydser for at få hele molevitten. Hos BMW er der stadig flere valgmuligheder, og man skal holde øje med, hvad der er standard, og hvad der kræver en ekstra pakke.
Supercharged-udgaven er til gengæld særdeles veludstyret. Den omfatter blandt andet M Sportspakke, anhængertræk, panoramaglastag, Harman Kardon-anlæg, adaptive LED-forlygter, head-up-display, multifunktionssæder, trezoners klimaanlæg og Parking Assistant Professional.
Det er med andre ord ikke nødvendigt at bruge lang tid i konfiguratoren for at sammensætte en komplet bil.

Ikke billig – men alle pengene værd
BMW iX3 fås fra 519.900 kr., mens iX3 50 xDrive Supercharged koster 699.900 kr. Testbilen med opgradering til 21-tommer hjul ender på 714.900 kr.
Det er mange penge, og da priserne første gang blev offentliggjort, virkede topmodellen ærligt talt dyr. Efter en uge bag rattet ser regnestykket anderledes ud.
Her får man en elektrisk SUV med meget lang rækkevidde, ekstremt hurtig opladning, stærke præstationer, omfattende udstyr og sublime køreegenskaber. Samtidig føles teknologien ikke som et mål i sig selv. Den er integreret i en bil, der fungerer som en overbevisende helhed.
Mercedes-Benz GLC er mere støjsvag og en anelse mere komfortabel og traditionel i designet. Zeekr 7X giver meget udstyr for pengene. Audi Q6 e-tron er solid og gennemarbejdet, mens Volvo EX60 stiller med stærk sikkerhedsteknik og skandinavisk design. Men BMW iX3 50 xDrive er bilen, der bedst samler alle disciplinerne.
Den billigste BMW iX3 40 Active til 519.900 kr. har baghjulstræk, 320 hk, 82,6 kWh batteri, op til 628 km WLTP-rækkevidde og op til 300 kW DC-opladning (10-80 % på 21 minutter). Den vil givetvis også være billigere i forsikring qua de færre hestekræfter.
Der findes også en interessant mellemvariant: iX3 50 xDrive Active til 599.900 kr. Her får man samme store batteri, firehjulstræk og 469 hk som i testbilen, men mindre udstyr. Den virker umiddelbart som seriens bedste køb, hvis man kan undvære noget af Supercharged-udstyret.

Carlife365 mener…
Den nye BMW iX3 er mere end blot endnu en elektrisk SUV. Den demonstrerer, at europæiske bilproducenter fortsat kan sætte retningen, når avanceret teknik kombineres med forståelse for, hvad der gør en bil god at køre.
Designet deler vandene, og skærmløsningen kan virke funky. Dækstøjen kunne være bedre dæmpet, og 21″ hjulene koster både lidt komfort og rækkevidde. Men det er mindre kritikpunkter i en ellers usædvanligt helstøbt bil.
BMW’s Neue Klasse viser vejen for europæisk bilproduktion. Well done.
Specifikationer: BMW iX3 50 xDrive Supercharged
| Drivlinje | To elmotorer, firehjulstræk |
| Ydelse | 469 hk |
| Drejningsmoment | 645 Nm |
| 0-100 km/t | 4,9 sek. |
| Batteri, netto | 108,7 kWh |
| WLTP-rækkevidde, testbil | 778 km |
| Realistisk rækkevidde i testen | Ca. 600-620 km |
| Maksimal DC-opladning | 400 kW |
| 10-80 % | 21 minutter |
| Anhængervægt | 2.000 kg |
| Bagagerum | 520-1.750 liter |
| Pris (Supercharged) | 699.900 kr. |
| Pris, testbil | 714.900 kr. |

