Drømmemotorcyklen er købt. Den er leveret, pudset og kørt til. Nu starter næste trin i motorcykeldrømmen: udstyr. Hvad skal man købe – og hvad kan man undvære?
Det kan være en jungle at finde rundt i alt det, man kan købe, og det kan hurtigt tage fart, når man sidder og klikker sig gennem de mange MC-webshops.
Ét af de første ord, man støder på, inden man klikker på køb, er “behov”. Hvad har jeg reelt behov for – og hvad er bare “nice to have”?
Jeg har den holdning, at jeg hellere vil købe det, jeg tror, jeg har behov for. Finder jeg så efterfølgende ud af, at jeg alligevel ikke har brug for noget bestemt, kan det altid sælges videre. Så har man i det mindste prøvet det.
Ét af mine behov er følelsen af at have alt med mig, når jeg kører på motorcykel. Det er ikke altid nødvendigt – men det er rart. Det giver en følelse af at kunne stikke af fra det hele og bare nyde friheden. Det er jo dét, det hele handler om.
På min Fat Boy er det primært sidetasker og udstyr til navigation via telefon, jeg har haft fokus på. Derfor har jeg lavet en lille guide og test af det udstyr, jeg bruger på turene.
Sidetasker – SW Motech
Jeg har i lang tid ledt efter sidetasker til min Fat Boy. Harley Davidsons egne, tilpassede versioner er (mildt sagt) meget dyre. Efter nogle anbefalinger faldt jeg over SW Motechs “Legend Series”.
De passede godt ind i looket på min motorcykel – hvilket jo er vigtigt – og var samtidig solide og lavet i gode materialer. Serien er designet til cruiser-segmentet frem for adventuremotorcykler, som SW Motech ellers er mest kendt for.
Taskerne er købt direkte på SW Motechs hjemmeside, som gør det nemt at finde de rette monteringsbeslag ud fra model og årgang. Harley Davidson bruger deres eget HoldFast-system, som gør det nemt at bestille det rigtige.
Montering tog 15 minutter, og taskerne sættes nemt og elegant på via beslagene.
Taskerne er modulære og Molle-kompatible, så man kan tilføje ekstra tasker, holdere, drikkedunke og lignende. Der følger også stropper og holdere med, så indholdet kan fastgøres sikkert.
Taskerne sidder stabilt under kørsel og kan både låses udefra og indefra.
Godkendt.


Mobilholder fra SP Connect
Det er lidt kontroversielt at have en telefon monteret på styret af en cruiser – nogle mener, at motorcyklen netop skal være et frirum væk fra skærme. Det er jeg delvist uenig i. Jeg vil gerne kunne navigere og være tilgængelig.
Jeg overvejede Beeline og Quad Lock, men valget faldt på SP Connect, som tilbyder en løsning i krom, der passer perfekt til Fat Boy’ens tykke styr. Det sidder solidt, og det medfølgende iPhone-cover holder telefonen sikkert på plads.
Holderen kan justeres i alle retninger og vise telefonen både horisontalt og vertikalt.
Godkendt.

Styrtaske fra Mosko Moto
Jeg manglede en lille styrtaske/roll bag til opladning af telefonen under kørsel og fandt frem til Mosko Motos løsning. Den matcher SW Motechs sidetasker både i farve og kvalitet og sidder bedre end mange af de klassiske lædertasker – især fordi forgaflen på Fat Boy’en er bred.
Tasken kommer med flere monteringsløsninger og har åbninger til ledninger. Jeg bruger den til powerbank, solbriller, lidt kontanter og lignende – og der er stadig plads til mere.
Bestemt godkendt.

Adventuretaske fra Odinsberg
Dette er ét af de køb, jeg endnu ikke har fået brugt. Tasken passer mere til adventuremotorcykler, både i udseende og funktion.
Men kvaliteten er høj, og den har mange muligheder for montering. Skal cyklen pakkes maksimalt til længere ture, ryger den med.

Sissybar-taske fra Saddlemen
Min Fat Boy har en aftagelig sissybar, som jeg generelt ikke er fan af – men jeg anerkender, at den er praktisk. Min søn kan sidde mere komfortabelt, og bagageracket giver plads til ekstra oppakning.
Derfor købte jeg en Saddlemen rollbag, formet som en cylinder, der passer perfekt på racket. Den fastgøres med stropper, klips og velcro – og fungerer supergodt.
Der er masser af plads i tasken, som kan låses af. På korte ture fungerer den ofte som eneste taske. På længere ture passer for eksempel en sovepose perfekt i den.

Ekstra udstyr
Jeg har gemt en Apple AirTag godt og grundigt i stellet – en lille sikkerhedsforanstaltning mod tyveri.
Derudover overvejer jeg at få integreret fast GPS eller CarPlay, men jeg er ikke overbevist om de nuværende løsninger. De virker stadig lidt klodsede og hjemmebyggede til min smag.
Min vurdering
Der findes et hav af udstyr derude, og det handler i bund og grund bare om at købe, montere og prøve det af.
Montering af beslag og tasker er for mig hyggelig underholdning. Det er en del af glæden at få det hele til at sidde, præcis som man vil have det.
Og hvis noget ikke fungerer? Så sælg det videre. Der er altid andre, der står klar til at købe brugt udstyr.


Foto: Frederik Ahlefeld-Engel
bikelife365Harley-Davidson Fat Boyudstyr
