Renault lægger ikke stille ud efter sommerferien. Tværtimod. Allerede inden de første skoletasker er pakket ud igen, lancerer det franske mærke et markant prisfald på den elektriske Renault Scenic med 60 kWh batteri – en model, der hidtil har stået lidt i skyggen af udgaven med det store batteri.
Prisfaldet lyder på 40.000 kroner, og det betyder, at du nu kan blive ejer af en Scenic Techno med 420 km rækkevidde (WLTP) for blot 249.990 kr.
Ifølge Søren Hyltoft, kommunikations- og marketingchef hos RN Danmark, er skiftet i fokus et svar på, at mange bilkøbere i stigende grad har fået øjnene op for, at maksimal rækkevidde ikke nødvendigvis er afgørende i dagligdagen:
“Der er en voksende andel af kunder, der har indset, at deres behov fint dækkes af en bil med et mindre batteri. Derfor sætter vi nu spotlight på 60 kWh-udgaven af Scenic, som vi synes er et virkelig stærkt tilbud til prisen.”
Udstyrsniveauet i top
Techno-versionen er langt fra en skrabet model. Her får du blandt andet:
- Google Automotive med integreret Google Maps
- 12″ multimedieskærm
- Adaptiv fartpilot
- 19” alufælge
- 2-zonet klimaanlæg
- 5 års garanti / 150.000 km
Leasing også med i prisfaldet
Er du mere til leasing end ejerskab, er der også godt nyt:
Scenic med 60 kWh kan nu privatleases med:
- Førstegangsydelse: 4.995 kr.
- Månedlig ydelse: 3.595 kr. (10.000 km/år)
Også prisfald på Scenic med stort batteri
Den 87 kWh-udgave af Renault Scenic – med op til 625 km rækkevidde – er også blevet billigere. Her lyder prisfaldet på 15.000 kr., hvilket bringer startprisen ned under 300.000 kr. for Techno-versionen.
Renaults prisjustering placerer Scenic endnu stærkere i det elektriske mellemklassemarked – især for dem, der ikke har behov for 600+ kilometers rækkevidde og ønsker høj komfort, masser af udstyr og et skarpt prisleje.
Læs test af Renault Scenic her.
Foto: Renault

