fbpx
 
Categories Biltest

First Drive: Ford F-150 Lightning Platinum

Posted on
First Drive: Ford F-150 Lightning Platinum

Den store elektriske pickup Ford F-150 Lightning har været en tur forbi Danmark. Det sker mest for sjov og for at vise, hvor langt Ford er kommet i omstillingen til nul-emissionsbiler. F-150 Lightning kan ikke købes i Europa, men Ford afviser ikke blankt, at det potentielt kan komme på tale.

Pickup trucken er et sjældent syn i Danmark. I bilen hjemland – USA – sælger den som varmt brød.

Ford F-150 Lightning er tiltænkt det amerikanske marked, hvor store pickup trucks er i høj kurs. Den er næsten seks meter lang og har en kabine med plads til fem samt et stort lad og et rummeligt frunk på hele 400 liter.

Jeg er inviteret til prøvekørsel på dansk jord af Ford Danmark, og møder den store skabning en kold, blæsende og våd vinterdag uden for København få timer inden stormen Otto vender op og ned på det hele. Den ligner en kæmpe på parkeringspladsen blandt biler af mere normal størrelse efter danske standarder.

Stor bil med mange kræfter

Efter en introduktion kravler jeg op bag rattet og triller ud på min første tur. Det føles spøjst at komme frem helt lydløst i så stort et køretøj. Ligeud er den letkørt men i sving og krinkelkroge skal der arbejdes lidt mere på sagen. Med tung fod på speederen kan jeg mærke, at der er mange kræfter på spil.

Testbilen er topmodellen Platinum med det store batteri på 131 kWh og hele 580 hk. Den kan accelerere fra 0-100 km/t på bare 4,5 sekunder eller trække tung last helt op til 4.500 kg. Det er altså både en bil til det sjove og til det hårde arbejde. Ved almindelig kørsel har du en rækkevidde på over 500 km og lynladning kan ske med op til 150 kW. Af så stor og tung (2.730 kg) en bil, er det helt OK tal for en elbil.

En alsidig bil til fritid og arbejde

Et hav af praktiske løsninger bakker op om bilens alsidighed. Det store frunk er vandtæt og har et ekstra rum under gulvet med afløb til vådt tøj og sjaskede støvler eller friskfangede fisk.

Det store lad kan bestiges via et trappetrin i bagklappen, som sammen med et håndtag foldes ud, så adgangen bliver nemmere. Både frunk og lad har masser af kroge og strømudtag, så du kan trække strøm til værktøj eller grej på en campingtur. Nyttelasten er 900 kg, så du skal ikke være bleg for at læsse bilen godt.

Trinbræt på sider og ved bagsmækken siger lidt om bilens størrelse.
Et stort frunk på 400 liter åbenbarer sig, når den elbetjente motorhjelm åbner sig.
Der er tænkt på det meste i F-150 Lightning, så der er selvfølgelig trin og gelænder til at komme op, når bagsmækken åbnes.

Ford F-150 Lightning har power to grid og det er en spændende og rigtig tanke. Bilens batteri kan i princippet drive strømforbruget hjemme i husholdningen i spidsbelastningsperioder og lade om natten, hvor der er mindre belastning og lavere strømpriser.

Udover at være en praktiker byder F-150 Lightning på en kabine med god plads, fin komfort og gode næsten luksusagtige indslag. Der er lædersæder og B&O premiumlyd og den store touchskærm har det nye SYNC 4, som vi bl.a. kender fra Mach-E. Det fungerer rigtig godt.

Den store skærm har det nyeste SYNC 4, som fungerer upåklageligt.
Der er fin plads og komfort ved bagsædet.

Der er mange knapper overalt på instrumentbordet, og bilen kan helt sikkert langt mere, end jeg har nået at overskue på den korte testtur. Nogle af knapperne prøver jeg at trykke på uden helt at vide, hvad der sker, og finder på den måde ud af, at afstanden til bremsepedal og speeder kan indstilles elektrisk. Der er med garanti andre smarte features.

Ingen planer om at tage den til Danmark

Ford F-150 Lightning skiller sig ud på de danske veje, hvor den qua sin størrelse og udstråling nok både kan imponere og forarge. Den har et cool og chunky ydre, som jeg personligt er ret vild med.

Bilens alsidighed som almindelig landevejscruiser, campinghelt og arbejdshest kan altså noget.

Skal Ford F-150 Lightning komme til Danmark? Det mener Carlife365’s Instagram følgere i en afstemning. Næste 9 ud af 10 siger ja tak.

Der er som sagt ingen aktuelle planer om at tage Ford F-150 Lightning til Europa og Danmark. Jeg har spurgt følgerne på Carlife365 Instagram, og her mener næsten 9 ud af 10, at den skal komme.

Et parallelimporteret eksemplar på danske plader er allerede spottet. Om den får følgeskab af flere gennem de officielle kanaler, må tiden vise.

Ford F-150 Lightning Platinum koster USD 96.874 på hjemmemarkedet men fås i en basis Pro-udgave med bl.a. mindre batteri til det halve.

Herhjemme er det svært at forestille sig, hvad den skulle koste, men en pæn sjat er ikke svær at forestille sig.

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet