Categories Bikelife365, MC

Gør din MC klar til foråret  

Posted on
Gør din MC klar til foråret  

Foto: © Frederik Ahlefeld-Engel

En forårs guide for MC-folk

Den første sol….er det nu?

Som når vinteren begynder at nærme sig, således kan man også mærke når foråret er ved at komme. I Danmark kan det være alt fra midt februar til midt maj. Det ved man aldrig. Men der er ikke tvivl: Den dér eftermiddag hvor solen lidt rammer ens ansigt og man tænker….er det nu? Man tager en lille tur på cyklen og opdager at 10 grader føles som -15 grader med åben hjelm og jeans på. Men stædigt kører man videre. 

Jeg er så heldig at min Harley står i garage, så der er masser at tid til at gå og skrue lidt på den hen over vinteren. Men for nu at få vinteren til at gå hurtigere, har jeg lavet en lille guide til hvordan jeg klargør Fatboy’en til mange solskinstimer på landevejene. 

Det skal lige siges, at dette ikke er en sponsoreret eller købt artikel. Alle produkterne har jeg selv betalt for eller fået gennem mit arbejde. 

First things first!

En kold øl fra køleskabet. Det er bl.a. fordelen ved at have cyklen stående i garagen: Fri adgang til køleskabet. Så op med en Tuborg Classic og start dér. 

En grundig skumvask. Med varmt vand.

Jeg har altid været lidt fascineret af de store vaskehallers skumvaske, så jeg har jagtet lidt løsninger til at skumme cyklen og vaske den i hånden. Jeg faldt over Autodude.dk som specialiserer sig i den slags løsninger. 

Desværre viste det sig, at jeg ikke har købt en skummer, men en håndsprøjte. Næste gang køber jeg en rigtig skummer. Jeg købte desuden både handsker og fiberklude til at tørre efter med. De var meget effektive!

Det første jeg gør, er at køre cyklen ud i solen. Jeg er klar over, at det anbefales at den vaskes i skygge, men det er nu hyggeligere i solen. Hvis muligt, så op på et centralstøtteben så der er plads til det hele. 

Jeg har altid syntes almindelig håndvask er hyggeligt. Jeg bruger samme sæbe til alt, udover sæder og tasker. I kraft af mit arbejde har jeg adgang til Bosch powertools, så deres nye batteridrevne spulere gør et fremragende arbejde (dog på laveste setting, så der ikke går højtryk i den). 

En af de lidt mere kedelige ting i min verden er at tørre den. Men det er faktisk rigtig vigtigt og har cyklen stået i skyggen mens du har vasket det, bliver det meget lettere. Så en hurtigt aftørring, med lidt ekstra arbejde på kromet, så er man færdig. Jeg bruger ikke mikrofiberklude eller lignende. Gammelt sengetøj / håndklæder gør det godt. 

Min Harley har som bekendt de meget genkendelige pladefælge, så der er altid lidt ekstra arbejde med at få dem fri for bremsestøv osv. . Så der ryger en aggressiv fælgrens på fra Turtle Wax eller Muc-Off. Det skal bare ikke sidde længe eller komme for tæt på krom. Det giver lidt irriterende mærker. 

Når cyklen er tør, sprøjter jeg et beskyttende lag voks / shine på og polerer efter. Det “tætner” lidt det hele og giver en flot finish.

Hvis der er rust nogen steder, giver jeg det altid lidt WD–40 eller Autosol og polerer det væk. Det virker godt, som det forøvrigt altid har gjort.  

Lædersædet og udstyret

Jeg vasker ret forsigtigt mit lædersæde og tørrer det helt af. Efterfølgende får alt læder på både tasker og sæder lidt læderfedt, så det holder sig sundt og smidigt. Husk at tør efter, så det ikke smitter af på den nye pæne lærredsbukser. 

Lidt huskere til foråret

Jeg skifter ikke olie, tændrør og filter hver gang den ryger ind til vinteren. Det er der flere der gør, men det kommer an på, hvor ofte cyklen er til service. Dvs. jeg holder mere øje med km. standen og hvis det tilfældigvis passer ind, så skifter jeg det. Det er for øvrigt noget jeg selv gør og kan anbefale det, da det både er billigere og meget sjovere at rode med. 

Det eneste jeg lige tjekker er tændrørene, da min cykel har tendens til at sode dem lidt til. Det kan der være flere årsager til: For mange små ture, korte tomgange, tilstoppet luftfilter eller (specifikt i mit tilfælde) uoriginale udstødninger. Så kan tændrørene sode til og cyklen mister kraft, bliver svær at starte og går generelt ujævt. Derfor får de altid et par nye tændrør ved opstart. 

Sidst, så løber jeg lige Harley’en igennem ift. bremsevæske og lignende og sikrer at alt er ok. Og tjekker samtidig for evt. små lækager som ofte viser sig efter vask. 

Op at stå!

Min Harley står på et transportstativ som er fastmonteret på gulvet i garagen og med dækkene helt pumpet op. Det tærer hverken dækkene og støttebenet og aflaster desuden affjedringen. Det fastmonterede transportstativ er desuden sat på en træplade så der ikke kommer for meget kulde og fugt op fra mit garagegulv (og ja, der er også et lille tæppe så den ikke fryser). 

Jeg har desuden et åndbart MC-cover. Ikke plastik eller presenning, så ellers risikerer du kondens og rust. Min erfaring siger mig, at det kan betale sig at købe et overtræk af bedre kvalitet end de billigste. De kan ofte ikke holde fugt ude og går hurtigt i stykker. 

Det var det! Harley er klar og står og logrer. Foran ligger kun landevejene. Kør forsigtigt. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet