Categories Biltest

Test: Kia PV5 Passenger

Posted on
Test: Kia PV5 Passenger

Foto: © Carlife365 / Thomas Saks

Markedet for elektriske storfamiliebiler med masser af plads er stadig relativt lille. Derfor har Volkswagen ID. Buzz haft næsten frit spil hjemme på de danske villaveje.

Nu kommer Kia PV5 Passenger – og den udfordrer ID. Buzz på særligt en parameter: Pris.

Hvor ID.Buzz typisk ligger omkring 100.000 kr. højere, starter PV5 Passenger fra 279.999 kr. Det gør den til en af de mest interessante nye elektriske storfamiliebiler på markedet.

Foto: Thomas Saks

Design uden nostalgisk sikkerhedsnet

Der er én ting PV5 ikke kan læne sig op ad: Hippiehistorier, californiske surfbilleder og andre frihedsrelaterede livssituationer.

ID.Buzz trækker tydelige linjer tilbage til Volkswagen Type 2 – den klassiske “folkevognsrugbrød” – og det giver bilen en charme, som mange købere falder for.

PV5 går en anden vej. Designet er moderne, funktionelt og næsten industrielt. Nogle vil kalde det futuristisk, andre vil sige anonymt. Den møder ikke samme universelle begejstring som Buzz og den virker mere som arbejdsredskab end livsstilsikon.

Med en længde på 4,69 meter er KIA PV5 Passenger stort set samme længde som ID. Buzz (4,71 meter).

Masser af plads og fornuft

Ligesom Buzz byder PV5 på masser af plads.

Bagagerummet er opgivet til 1.330 liter, og med sæderne lagt ned kan det vokse til 3.615 liter. Det placerer den solidt i kategorien af rummelige familiebiler med plads til hobby og andet godt.

Masser af plads. Lægges sæderne ned bliver gulvet ikke helt plant. Der er yderligere opbevaringsrum under gulvet.

Kort sagt: Du får Buzz-niveau plads, men til en markant lavere pris. For mange familier er det en vigtig prioritet.

En ting som kunne være bedre er ISOFIX til tre autostole på bagsædet. Sædet er 143 cm i bredden og der kunne i princippet presses tre autostole ind til de familier, som har fået de små i rap. Her er der dog udelukket ISOFIX på yderpladserne.

Skydedøre – som i en varevogn – giver ekstremt gode adgangsforhold til bagsædet.

En version med plads til 6- eller 7 personer ventes senere.

Der er et opbevaringsrum til småting ved førerpladsen.
Der er en skuffe i midterkonsollen. Her ville en indsats til en kopholder være god – idéen er hermed givet videre 😉

Teknikken opfylder et basic behov

Specifikationerne er ikke spektakulære – men de rammer et fornuftigt niveau. Testbilen har 163 hk og et batteri på 71,2 kWh. Rækkevidden er opgivet til 412 km og du kan hurtiglade med op til 150 kW. 0-100 km/t kræver tålmodighed – her er vi lige over 10 sekunder. sek.

Det er ikke en decideret køreglad bil, men det er heller ikke formålet. Det er en praktisk elbil til transport af mennesker og bagage, og til det virker opsætningen ikke helt ved siden af.

I min test ligger forbruget på 21 kWh / 100 km ved blandet kørsel. Slet ikke dumt – særligt taget det kolde vintervejr i betragtning.

Lågen til opladning sidder foran.

Udsyn og overblik fremfor alt

Bag rattet overrasker PV5 faktisk positivt. Trods størrelsen er den nem at overskue i trafikken, og den relativt firkantede form gør det let at placere bilen på vejen. Man vænner sig hurtigt til dimensionerne, og udsynet er godt.

De digitale indslag er lidt anderledes end vi ser i andre KIA personbiler med stor integreret skærm – men softwaren virker genkendelig og alt virker som det skal.

Men man mærker også tydeligt bilens oprindelse som en platform, der også skal kunne bruges til varetransport. Der er en vis varevognsfornemmelse i måden, den bevæger sig på, og affjedringen yder ikke just verdensklasekomfort. Den har også et lidt rumlende lydbillede – præcis som i en varevogn.

Det betyder ikke, at den er ubehagelig – bare at køreglæde ikke er førsteprioritet.

Til gengæld er den stabil, forudsigelig og nem at håndtere.

Teknologisk platform

PV5 er en del af Kias nye PBV-strategi (Platform Beyond Vehicle), hvor bilen er designet som en fleksibel platform til forskellige karrosserityper og anvendelser.

Der er også interessante funktioner som V2L (Vehicle-to-Load), V2H (Vehicle-to-Home), V2G (Vehicle-to-Grid) og Plug & Charge.

Det gør PV5 til mere end bare en transportmaskine – den kan også fungere som energikilde og smart del af hjemmets energisystem. I cargo-udgaven er alt dette kun med til at opfylde et mangefacetteret behov.

Pris: Den virkelige gamechanger

Det vigtigste argument er dog prisen. Fra ca. 279.999 kr. er du kørende i PV5 med lille batteri (51.5 kWh) og 121 hk. Skønt mange ikke har den store rækkeviddeangst mere, er 295 km rækkevidde med det lille batteri dog for begrænset.

Det rette valg er derfor long range udgaven til priser fra 309.999 kr. hvor du i grundudgaven Access får 12,9” touchskærm med navigation og Kia Connect, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, motorvejsassistent, automatisk nødbremse og adaptiv fartpilot.

Den store 12,9″ skærm er rimelig intuitiv at bruge. Det ville have været godt med analoge knapper til betjening af klimaanlæg.

Du får også varme i rat og sæder (også bagsæde), klimaanlæg og trådløs opladning. Dertil LED-for- og baglygter, regnsensor og bakkamera.

Her er der sparet: Kunstlæderindtrækket i Privilege virker billigt og armlænet på siden af førersædet kan ikke justeres op/ned, hvilket jeg personligt savnede for en mere optimal kørestilling.

Smider du yderligere 15.000 kr. oveni får du Privilege udstyr, som min testbil har, og her er du dækket godt ind. Her er der bl.a. kunstlæderindtræk, elektrisk bagklap og vigtigt sikkerhedsudstyr som aktiv blindvinkelassistent og assistent for bagvedkrydsende trafik.

En topudstyret Upgrade-udgave – hvor du igen smider yderligere 15.000 kr.  – giver bl.a. elektrisk skydedør i begge sider, el-justerbar lændestøtte i fører- og passagersæde, el-justerbare forsæder, P-sensor for, bag og på sider, ventilation i forsæder og 360 graders kamera.

Den dyreste og mest veludstyrede PV5 Passenger står dermed til beskedne 339.999 kr.

Bilens størrelse, udstyr og teknologi taget i betragtning fører KIA en yderst aggressiv prisstrategi – og netop derfor kan PV5 blive en reel udfordrer til ID.Buzz.

Carlife365 mener…

Kia PV5 Passenger er måske ikke den mest karismatiske bil på markedet. Den har ikke nostalgien og livsstilsappellen fra ID.Buzz.

Til gengæld har den noget, der for mange familier betyder rigtig meget:

Masser af plads, fornuftig rækkevidde med long range batteri, godkendte ladetider og opdateret teknologi – til en meget skarp pris. Dertil en bedre garanti en VW tilbyder.

Hvis du vil have en elektrisk familiebus til hverdagen – og ikke til Instagram – kan PV5 meget vel blive den mest fornuftige elbil i klassen.

Specifikationer: Kia PV5 Passenger Long Range Prestige

Model: Kia PV5 Passenger
Drivlinje: El, forhjulstræk

Ydelse: 120 kW / 163 hk

Batteri: 71,2 kWh

Rækkevidde (WLTP): Op til 412 km

Opladning: AC: 11 kW (3 faser) – DC lynladning: op til 150 kW

Acceleration 0-100 km/t: 10,6 sek.
Tophastighed: 135 km/t

Vægt (køreklar): 2145 kg
Totalvægt: 2600 kg

Anhængervægt:

  • 750 kg uden bremser
  • 1500 kg med bremser

Bagagerum:

  • 1330 liter
  • op til 3615 liter med sæder lagt ned

Pris i Danmark:

  • Fra ca. 279.999 kr. inkl. levering
  • Testbil ca. 324.999 kr.

Garanti: 7 år / 150.000 km

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet