fbpx
 
Categories Mød bilentusiasterne

Mød ugens profil Emil Empacher

Posted on
Mød ugens profil Emil Empacher

35 år og salgsrådgiver hos BMW Jan Nygaard

Emil er salgsrådgiver hos BMW Jan Nygaard i Lyngby. En virksomhed han beskriver som super spændende med gode muligheder for at sætte sit personlige præg på sin dagligdag.

Siden Emil startede i rollen i 2015 er der sket en stor ombygning af butikken i Lyngby, så rammerne for at give kunderne den ultimative købsoplevelse er i top. Der bliver spillet på alle sanser.

”Det bedste ved jobbet er at møde kunderne i øjenhøjde og i fællesskab sammensætte drømmebilen. Det er fedt at se hvor meget glæde og passion, en BMW kan få frem i et menneske. Det er nok præcis det, som gør min arbejdsdag sjov og bekræftende. Det behøver ikke at være den dyreste model fra vores program. Blot det at se den glæde, en bil kan skabe, er fantastisk. Jeg møder mange spændende og interessante mennesker i mit arbejde”, fortæller Emil.

Emil har stort set altid ”leget” med biler i den ene eller anden form. Han har arbejdet som klargøringsmand hos Hertz biludlejning og assisteret i weekender hos Volkswagen. Karrieren i bilbranchen har også ført Emil forbi et leasingselskab som junior konsulent indtil han i 2008 blev salgstrainee hos Audi, hvor det at lange biler over disken i en periode med finanskrise gav hår på brystet.

Hvad har du i din egen garage?

Efter at have kørt i to BMW 330E Hybrid trængte jeg til lidt ekstra sjov, så lige nu holder der en M135i.

Hvilken bil var din første?

Det var en Citroën Saxo VTS.

Er du til køb, leasing eller abonnement?

Det er et godt spørgsmål. Hvis jeg ikke var i bilbranchen, så ville jeg klart vælge leasing.

Der er mindre risiko i forhold til afgiftsændringer – og hvad der nu ellers kan påvirke bilbranchen. Det giver en større fleksibilitet, som jeg synes godt om.

Når du skal have ny bil, vælger du så mest med hjertet eller hjernen?

Jeg vil meget gerne sige hjernen, men det er nok hjertet og passionen, der ofte vinder.

Hvornår og hvordan startede din passion for biler?

Jeg har nok altid været en person, som kigger langt efter fede biler, der kommer buldrende forbi.

Drømmebiler som Porsche, Lamborghini og Ferrari har altid fascineret mig. Deres design er super fedt og kombineret med rå power og legendariske historier, kan de mærker bare noget.

Hvad er din vildeste oplevelse med biler?

Det er helt sikkert en tur til Monaco, hvor vi havde noget familie, som boede der i en periode.

Jeg fik en køretur rundt på en del af gadebanen, hvor de kører Formel 1. Det var i en Lamborghini Diablo SV og turen sluttede med, at jeg blev sat af foran kasinoet.   

Hvis du var en bil, hvilket mærke og model ville det så være?

Hmm det kunne sagtens være den bil, jeg kører i for tiden. En BMW M135 er kompakt, hurtig og lidt en ulv i fåreklæder – og så er den ikke for prangende. 

Hvilken bil er din drømmebil?

Det er uden tvivl en Porsche 911 Turbo.

Har du nogensinde købt en bil, som var et fejlkøb?

Ikke hvad jeg lige kan komme i tanke om 🙂

Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?

Jeg tror bestemt, at man vil se at hybrid- og elbilerne vinder frem, men det kommer meget an på hvordan afgifterne kommer til at udvikle sig. Det kan også være, at der kommer en helt tredje spiller på banen i form af brintbiler. Det er en super spændende udvikling.

Hvilken bilproducent forventer du dig mest af i den kommende tid – og hvorfor?

Selvfølgelig BMW. Jeg er nok en smule farvet, men BMW er en af det mest bæredygtige bilproducenter. Her gennemtænkes hele produktionen af bilerne, materialevalget og genanvendelse af fx batterier fra elbiler som BMW I3. BMW gør meget for at optimere fabrikkerne med henblik på CO2-neutral produktion. Det mener jeg er en vigtig dagsorden i den verden, vi lever i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: