fbpx
 
Categories Biltest

Test: BMW i5 eDrive40 Touring M Sport

Posted on
Test: BMW i5 eDrive40 Touring M Sport

En uge i stationcarversionen af Årets Bil i Danmark 2024 viser, at BMW i5 Touring sætter flueben ved alt det, der gør en elbil god. Og så taler den også til hjertet. Mød den for tiden bedste elektriske stationcar på markedet.

Hvis jeg skal være lidt fræk, så var en BMW 5-serie for nogle år siden i min optik blot en lidt større, lidt mere komfortabel og lidt dyrere udgave af en BMW 3-serie.

I farten kunne det være svært at se forskel på de to, og bag rattet var interiøret stort set identisk – og desværre lige konservativt og kedeligt.

Køreglæden kunne ingen tage fra de to – den ros skulle de have. Men i det afgiftstunge Danmark måtte de fleste nøjes med relativ beskeden trækkraft i en 320d eller 520d og skrabede udstyrsversioner, der lignede en hån mod det hæderkronede premiummærke.

Men en ting har ændret dette markant. Elektrificeringen. Og jeg er vild med BMW’s tilgang til det.

Den bedste 5-serie nogensinde

I stedet for at lave nye modeller med nye spøjse navne, så holdes der fast i det, der virker. I dette tilfælde en klassisk stor stationcar. En ægte 5-serie Touring, der fås som almindelig fossildrevet variant samt elektrisk.

Design er en smagssag, men jeg synes, BMW i5 Touring ser bragende godt ud.

Og det er som om, at BMW har sagt til sig selv: Hvis vi skal have kunder til at køre en elektrisk 5-serie Touring, så skal den dælme også være god! Og det skal jeg love for, den er.

Den elektriske 5-serie Touring er i bund og grund en stationcarversion af sedanen, og her har BMW – modsat tidligere – kigget op til den imposante og überluksuriøse 7-serie i stedet for ned til den mindre 3-serie, som jo i øvrigt heller ikke findes i ny, elektrisk aftapning endnu. Her venter vi på ”neue klasse”.

Sammenlignet med den tidligere genereration er den nye 5-serie Touring mere velkørende, komfortabel og rummelig.

Og fordi 7-serien spøger i baggrunden, er den blevet en decideret lækkerbisken. Særligt kabineoplevelsen er en markant forbedring og emmer nu af moderne premium i flot, moderne design.

Sådan ser M Sport ud med bl.a. sportssæder und alles. Panoramaglastag er ekstraudstyr til 20.374 kr. og ratvarme skal tilkøbes for 3.750 kr.

Materialerne har fået et stort løft. Prøv bare at åben den store bagklap og mærk tæpperne. Det er altså kram.

Som supplement til touchskærmen kan du betjene infotainment via drejehjulet. Der er genvejsknapper til bl.a. drive modes i midterkonsollen samt volumenknap.
En opgradering til Bowers & Wilkins lydsystem koster 15.625 kr.

Udstyr og kræfter som den – og du – fortjener

Elbilernes afgiftsrabat betyder, at en elektrisk 5-serie Touring nu har det meste udstyr i basismodellen.

Jeg tester M Sport varianten, som har alt det, en premium elektrisk stationcar. Den er ekstremt godt udstyret.

Adaptive LED-forlygter med fjernlysassistent er standard.

Og så er der flere kræfter, end en 520d kunne diske op med. 340 hk og 430 Nm i mindste model – og med klassisk baghjulstræk. 0-100 km/t klares på 6,1 sekunder og topfarten er 193 km/t.

Køreoplevelsen er et studie i kærligheden til at køre bil. Der er en perfekt balance mellem den komfortable cruiser og flabede ”swing king”, som ingen anden end BMW formår at lave.

Den adaptive M Sport undervogn er noget af det bedste, jeg har prøvet i en BMW ”til folket”. Jeg har tidligere testet bilen på FDM Jyllandsringen, hvor jeg ikke kunne få nok. Den beder nærmest om at blive kørt hårdt, og den kvitterer med blæret kontrol i alle sving.

Styretøjet er velafstemt og respons fra speeder og bremser er spot on.

En opgradering fra 19″ fælge (standard) til 20″ som på testbilen koster 15.000 kr.

Assistent- og sikkerhedssystemer, som er et samspil mellem soft- og hardware, kan være en udfordring i mange nye elbiler, men ikke her. To eksempler er vognbaneassistent og adaptiv fartpilot, der viser, at tyskerne leverer det bedste på markedet lige nu. Det virker bare.

Det er i alle de her detaljer, at BMW viser sit sande jeg. Køreglæde på højt niveau. Ellers en drivers car, som andre måske ville kalde det.

I almindelig hverdagsbrug får du glæde at alt det, en praktisk stationcar kan. Bagagerummet er regulært og sluger 570 liter. Lægges bagsædet ned er der plads til 1.700 liter.

Under gulvet er et lille rum, hvor der bl.a. ligger et net, der kan sættes fast mellem toppen af bagsæderyglæn og loftet, hvis du kører med fuld læs.
Der er fin benplads og loftshøjde ved bagsædet.
Sædevarme på bagsædet er en del af en komfortpakke til 34.374 kr. hvor du også får sædeventilation foran, elektrisk sædeindstilling med hukommelse, og 4-zoners klimaautomatik.

Fornuftig rækkevidde og hurtig opladning

Testbilen har en rækkevidde op til 549 km og forbruget er 16,9 kWh / 100 km. I min test i vinterlige temperaturer ligger forbruget ved blandet kørsel på 25 kWh / 100 km. Det er som forventet om vinteren.

Batteriet på 81,2 kWh kan oplades med op til 205 kW, og hvis du sørger for at preconditionere batteriet, lader den tilpas hurtigt. 10-80 % burde være realistisk på en halv time.

AC opladning kan ske op til 22 kW. Standarden er 11 kW men en opgraderet onboard charger til 15.000 kr. giver mulighed for 22 kW, og så kan du lade ved en almindelig kantstensparkering i byen på lidt over 4 timer helt op til 100 %.

Som elbil gør BMW 5-serie Touring i min optik alt det rigtige. Jeg kan ikke rigtigt finde noget, at være knotten over, og det er lidt usædvanligt.

Det ville dog være fint hvis BMW ikke tog sig ekstra betalt for ting som bagsædevarme og varme i rattet.

Pris fra 564.900 kr.

Nogle ville måske sige, at prisen er høj. Startprisen er 564.900 kr. og med M Sport pakken koster den 589.900 kr. Det er selvfølgelig mange penge, men ikke for en veludstyret BMW 5-serie Touring som denne.

Privatleasing af BMW 5-serie Touring er muligt, og her er prisen den sammen som en sedan. Ved køb er sedan lidt billigere.

Udstyr kan man sagtens fylde på, og nu koster et elektrisk svingbart anhængertræk 15.000 kr. Det har du tidligere skulle punge noget mere ud for hos BMW.

Til sammenligning testede jeg for to år siden en BMW 330e Touring M Sport med 292 hk til 567.650 kr.

Får man meget mere bil for pengene her? Ja!

Spørgsmålet er hvor længe BMW kan holde sin plads toppen af podiet. Audi A6 e-tron begynder så småt at dukke op på markedet, og den ser interessant ud på mange punkter.

Men indtil videre er dommen herfra klar: BMW i5 Touring er den bedste elektriske stationcar på markedet lige nu.

Specifikationer BMW i5 eDrive40 Touring M Sport

  • Motor: Elmotor og baghjulstræk
  • Ydelse: 250 kW / 340 hk
  • Moment: 430 Nm
  • Topfart: 193 km/t
  • 0-100 km/t: 6,1 sekunder
  • Batteri: 81,2 kWh
  • Opladning AC/DC: 22/205 kW
  • Rækkevidde: 549 km (WLTP) ved blandet kørsel
  • Forbrug: 16,9 kWh / 100 km (testforbrug om vinteren 25 kWh / 100 km ved blandet kørsel)
  • Køreklar vægt: 2.255 kg
  • Træk: 1.500 kg
  • Bagagerum: 570 liter
  • Pris: Fra 589.900 kr. for M Sport

Foto: Thomas Saks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet