fbpx
 
Categories Mød bilentusiasterne

Mød ugens profil Lars Bjørnbak

Posted on
Mød ugens profil Lars Bjørnbak

Direktør for MY GARAGE og relaterede selskaber

“Jeg har altid drømt om klassiske- og specialbiler, som taler til følelserne og ikke bare som et transportmiddel. Denne passion har indtil videre drevet mig gennem 20 år i bilbranchen”, indleder Lars Bjørnbak, som er ugens profil på Carlife365.

MY GARAGE samler nogle af branchens bedste virksomheder under ét tag, så den effektive synergi mellem virksomhederne kan opstå.

MY GARAGE slog for første gang dørene op i 2016 i de ikoniske bygninger på Wittrupvej 1 i Vejle. Med en vision om at være motorverdenens mekka i Danmark og ikke mindst at skabe et fællesskab for motorconnaisseurer, har MY GARAGE samlet alle de bedste kompetencer under ét tag. Ved hjælp af de rette partnerskaber, tilbydes alt indenfor den automotive verden, med et særligt fokus på klassiske-, luksus- og specialbiler.

MY GARAGE har netop igangsat en større ombygning, så der bliver endnu flere kvadratmeter og plads til flere partnere.

Hvad har du i din egen garage?

Jeg har en stor kærlighed for Porsche, som vi har nogle stykker af i husstanden, samt en åben BMW.

Hvilken bil var din første?

Det var en gul Volkswagen Jetta med G60 kofanger – det var stærk tobak i midten af 90’erne.

Er du til køb, leasing eller abonnement?

Jeg er til både køb og leasing, men ikke abonnement.

Når du skal have ny bil, vælger du så mest med hjertet eller hjernen?

Jeg vælger helt sikkert mest med hjertet. For mig er en bil meget mere end bare et transportmiddel.

Hvornår og hvordan startede din passion for biler?

Lige så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af biler. Og det er helt klart klassiske – og meget specielle biler – som jeg er særligt begejstret for.

Hvad er din vildeste oplevelse med biler?

Det er helt klart hele den rejse, vi er på i MY GARAGE. Vi er lige gået i gang med endnu en udvidelse med flere kvadratmeter og flere partnere. Udvidelsen kaldes “Etape 4” og er netop påbegyndt. I løbet af første halvår af 2021 forventer jeg at 4.000 m2 står klar til nye partnere. Det glæder jeg mig rigtig meget over.

Hvis du var en bil, hvilket mærke og model ville det så være?

En Porsche 911 Turbo. Den er effektiv, holdbar, sporty og bliver bedre og bedre med årene – ligesom undertegnede.

Hvilken bil er din drømmebil?

Porsche 911 Turbo.

Har du nogensinde købt en bil, som var et fejlkøb?

Nej, det synes jeg egentlig ikke. Jeg kan ikke komme i tanke om en bil, hvor jeg har tænkt eller følt, at det var et egentligt fejlkøb.

Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?

Jeg forstiller mig, at nye biler i højere grad vil være enten el- eller hybrid.

Investeringsobjekter og køb af klassiske vil, som vi kender det i dag, være et køb baseret på relationer og følelser. Når mere og mere af den mekaniske teknik forsvinder, og dét at køre bil bliver erstattet med selvkørende teknologi, vil der fortsat være et marked for biler, som du har føling med, og som giver dig en anden køreoplevelse.

Vi afskaffede heller ikke hestene – de overgik bare fra hverdags arbejdsdyr, til fornøjelse og passion. Mon ikke vi kommer til at se noget lignende med bilerne.

Hvilken bilproducent forventer du dig mest af i den kommende tid – og hvorfor?

Personligt har jeg stor respekt for de bilproducenter, der forædler og forfiner deres produkter. Mere evolution frem for revolution. Her synes jeg at Rolls-Royce gør det rigtig godt. De holder fast i traditionerne. Og på samme tid har de med succes flyttet sig rent brandingmæssigt, hvor de nu henvender sig til en yngre målgruppe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: