Mikkel er ny Marketing- og PR Manager hos Jaguar Land Rover i Danmark med det overordnede ansvar for kommunikation om husets mærker til kunder og presse.
Han kommer fra en lignende stilling hos Mercedes-Benz Danmark, hvor Mikkel samlet har arbejdet i 8 år med forskellige ansvarsområder inden for marketing og kommunikation. I starten som ansvarlig for hjemmesiden, analyser, marketing og events og de sidste to år som PR Manager.
Som barn er Mikkel vokset op med en bilglad far, som altid har gået og skruet på både nye og gamle modeller. Interessen for biler er startet her, og rent professionelt har Mikkel tager den passion med i sin karriere.
”Min vej ind i bilbranchen startede med en praktikplads hos Mercedes CPH – som nu hedder Van Mossel – hvor jeg arbejdede med de marketingopgaver, som man finder hos en forhandler. Jeg skrev bacheloropgave om onlinesalg, og da jeg var færdig med min professionsbachelor inden for salg og markedsføring på Niels Brock, var jeg så heldig at blive ansat som marketingkoordinator”, fortæller Mikkel.
”Jeg sætter pris på kontinuitet i et job, hvor man føler sig hjemme og kender sine kolleger, så det har været en ny og anderledes oplevelse for mig at skifte job efter 8 år i den samme virksomhed.
Mine kolleger i British Motor Group og NCG har dog gjort det utroligt nemt og taget godt imod mig. Er utrolig glad for at være der, hvor jeg er i dag,” fortæller Mikkel om overgangen til Jaguar Land Rover.
Selv om Mikkel har relevant erfaring fra tidligere jobs, er der meget nyt at sætte sig ind i. Dels de forskellige bilmodeller men også nye kolleger, processer og måden man arbejder på i relationen til hovedkontoret i Frankfurt.
”Hovedopgaven i mit nye job er sammen med mine kollegaer at arbejde videre med de to brands og få styrket Jaguar og Land Rovers position på det danske marked. Det sker bl.a. gennem events i samarbejde med nøje udvalgte partnere.
Hele kunderejsen er vigtig for den samlede opfattelse af et brand – alt lige fra første møde med bilen – fysisk eller online – til man har købt og kommer ind til service og vedligehold. Her er det vigtigt, at kunderne føler, at alt lever op til det luksusprodukt, de har købt”, fortæller Mikkel om sine arbejdsopgaver.
Hvilken bil var din første?
Det var en Opel Ascona fra 1987. Jeg fik den til min 18-års fødselsdag af min far, og på det tidspunkt var bilen præcis lige så gammel som mig selv. Jeg var den eneste i min vennegruppe, der havde egen bil, og jeg har lagt bil til mange køreture i forbindelse med diverse fodboldstævner rundt omkring på Sjælland.
Det var på ingen måde en køn bil, men den var robust, og det mekaniske i den spillede bare.
Hvad kører du i nu – og hvorfor har du valgt den?
Jeg kører i en BMW i5, som jeg er enormt glad for. Det er en helt ny bil på markedet, og jeg synes, den er gennemført på alle punkter med et flot design og et lækkert interiør.
Den har god komfort, hvilket er vigtigt for mig, da jeg faktisk kører en del kilometer i den. Jeg bruger også bilen til at køre på ferie. Der er stille og roligt i kabinen, og man sidder godt i sæderne.

Er du til køb, leasing, firmabil eller abonnement?
Min nuværende bil har jeg købt. Jeg har tidligere leaset, fordi der var et godt tilbud med en lav månedlig ydelse. Hos Mercedes-Benz Danmark havde jeg firmabil, og det er altid lidt tricky, når værdien af bilen skal genberegnes efter nogle måneder, og man pludselig får en helt ny beskatningsværdi.
Jeg kan gode lide at vide, hvad det koster mig at holde bil, så jeg kender den månedlige ydelse.
Med de danske afgifter er det svært at få bil på abonnement til at blive en god forretning, men mini-leasing kommer tæt på, og her kan der være nogle gode tilbud.
Når du skal have ny bil, vælger du så mest med hjertet eller hjernen?
Der er mange variabler, der spiller ind, når jeg vælger bil, men jeg hælder nok lidt mere til entusiastdelen, hvor hjertet banker en ekstra gang, når jeg kigger på bilen og kører i den.
Hvilken bil drømmer du om?
Der er flere – det afhænger nok lidt af, om det er til hverdag eller ”fest”.
Til hyggeture gad jeg godt køre en Mercedes-Benz 300 SL (W198). Tidligere har jeg også haft et godt øje til en Cadillac Eldorado Biarritz. Den oser af en dejlig solskinsdag i Californien.
Til hverdag er det noget mere praktisk med masser af plads, jeg drømmer om. Den store Defender 110 er virkelig fed, og den er godt nok vokset meget på mig, nu hvor jeg har fået et dybere kendskab til bilen. Den nye Defender OCTA kan altså også noget.

Hvad ser du som den største udfordring i danskernes mobilitet lige nu?
Der er mange biler på vejene, og i mange husstande er der endda to biler. Når man ser sig omkring i trafikken, er det tydeligt, at mange kører alene, hvilket skaber trængsel og er et væsentligt problem, især i de større byer.
For mange er det frustrerende at sidde i kø, da det føles som spild af tid. Tabet af produktiv tid er noget, vi alle mærker, og når arbejdsdagen er slut, vil man helst bare hurtigt hjem til familien. Tid er trods alt vores mest dyrebare ressource.
Jeg ser et stort potentiale i at skabe et bedre samspil mellem de forskellige transportformer, såsom biler, tog, busser og andre muligheder.
Hvis vi kan udvikle intelligente løsninger, der forbinder disse transportformer mere smidigt, kan vi give folk et reelt alternativ til bilen i visse situationer – ikke fordi de er tvunget til det, men fordi det bliver en attraktiv og praktisk mulighed.
På den måde kan vi mindske trængslen uden at gå på kompromis med friheden til at vælge, hvordan man vil bevæge sig fra A til B.
Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?
Den samlede mobilitet tror jeg er uændret i grove træk. Vi skal måske helt frem til 2035 eller 2040, før noget er markant anderledes, er min bedste overbevisning.
Teknologien vil fortsætte med at udvikle sig, og mange taler om de selvkørende biler. Jeg tror, det har lange udsigter ved bykørsel – men på motorvej er vi tæt på. Ja faktisk er det jo allerede muligt hos flere mærker.
Jeg har store forventninger til udviklingen af selvkørende biler, men der er stadig et stykke vej, før vi ser dem fuldt implementeret. At kunne køre fra sin lejlighed og hele vejen ud til sommerhuset uden at røre rattet er en spændende fremtid, men vi er der ikke endnu.
Det kræver enorme mængder data at gøre en bil intelligent nok til at kunne køre uden menneskelig indblanding under alle forhold, og derudover er der også juridiske og lovgivningsmæssige udfordringer, som kan bremse processen.
Men jeg er overbevist om, at vi en dag vil nå dertil, hvor man trygt kan overlade styringen til bilen og nyde turen fra start til slut.
jaguarland rovermarketingpresseugens profil