Her er et bud på en oplagt ny elbil til den danske familie. Den gør alle de rigtige ting og træder ikke ved siden af på afgørende punkter. Mød Ford Capri anno 2025.
Bygget på velkendt platform
Fra at være lidt bagud med et elektrisk modelprogram, hvor Mach-E har været eneste mulighed, har Ford rubbet neglene og lanceret to modeller nærmest simultant.
Først Ford Explorer og kort efter Ford Capri.
De er begge baseret på en platform fra Volkswagen, og har derfor en del fællesnævnere med modeller som ID.4 og Enyaq.
Genbrugstanken er i sig selv spændende – især fordi platformen er velafprøvet og børnesygdommene er ryddet af vejen.
Det er med til at forklare, at Ford Capri, som jeg tester her, fremstår færdig, god og helstøbt.
Jeg har kørt bilen før i forbindelse med lanceringen i Danmark, hvor jeg testede den en enkelt dag.
Nu har jeg testet den i en uge, og kan fortælle lidt mere om forbrug, opladning og praktisk brug i hverdagen.
Og så er der lige en ting mere. Noget jeg ikke brugte så meget krudt på i min første anmeldelse – nemlig navnet.

Ikonisk navn
Ford ynder at genbruge navne i det elektriske modelprogram fra tidligere ikoner, og det er Mustang Mach-E og Ford Capri gode eksempler på.
På sociale medier virker gruppen af modstandere til at være de mest højrøstede. Capri anno 2025 har ikke meget med en Capri at gøre, bliver der sagt i halvsure og halvfornærmede kommentarer.
Og det kan der måske være noget om. Man skal kigge godt efter for at spotte referencerne i designet – som fx den hullede alu-lignende eger i rattet, det sorte bånd mellem lygterne for og bag samt LED-lyssignaturen.

Det sorte bånd mellem baglygterne er den detalje, der kalder mest på en følelse af nostalgi i mig. Dog ikke med en Capri. Mine bedsteforældre havde en gul Ford Escort, da jeg var barn, og den havde præcis det sorte lak mellem baglygterne.
På min sorte testbil er denne detalje svær at spotte, og så er det svært at komme i retro-70er-Capri-mood.
Måske kunne den nye elektriske Capri bare have heddet Mondeo, men der skal nok gå lidt flere år, inden det navn bliver hot – hvis overhovedet.
Men lad os lade fortiden ligge og komme videre med elbilen Capri anno 2025.
Lang liste med ting der spiller
Platformen er som sagt en genbrugssag fra Volkswagen, hvor knapper, digitalt cockpit og gearvælger er overført en til en på godt og ondt.

Nedarvet er også den korte venderadius, som gør det til en leg at manøvrere bilen på en snæver parkeringsplads – eller vende på den smalle vej ved det lokale pizzeria.
En særdeles velfungerende adaptiv fartpilot følger også med platformen. Den gør præcis, hvad den skal, og er tilmed ret god til at læse skilte og afpasse hastigheden til det.
Ford Capri er lidt større end Explorer, og det er primært bagagepladsen på 572 liter, der er tilgodeset.

Kabinen er rummelig i Capri – det er den også i Explorer – og man sidder med god benplads på bagsædet. Forsæderne indstilles elektrisk og yder god støtte og komfort.

Aflæggerum og plads er der masser af, og det gør bilen til en praktisk buddy i hverdagen.
Bag skærmen er bl.a. et rum, der aflåses, når du forlader bilen, så du kan lade værdigenstande ligger på strandturen.

I et andet rum mellem forsæderne er der masser af plads (17 liter) og en rumdeler, der kan bruges som isskraber.
Eller – det tror jeg i hvert fald, den er til. Det brugte jeg den til under testen, hvor der flere morgener var is på ruderne, da jeg ikke havde startet forklimatiseringen.
Softwaren i bilen spiller uden problemer, og på den store 14,6” SYNC Move touchskærm er det nemt og ligetil at finde rundt.

Touch-knapperne på rattet vænner man sig til. Herfra aktiveres også ratvarme og man styrer den adaptive fartpilot.
Semi-dynamisk – og fin komfort
Køreegenskaberne er fine med en undervogn, der er rimelig god til at fjerne rystelser fra bump og huller i vejen.
Så der er en fin komfort og en nogenlunde dynamik, når de 286 heste folder sig ud med baghjulstræk. Ikke dynamisk som en Polestar 2 – men dog hæderligt.
Støjen er tilpas lav. Jeg kører på vinterdæk i testen, så der er lidt mere dækstøj, end jeg normalt ville forvente, men vind- og motorstøj er der ikke meget af.

Ved blandet kørsel ligger mit forbrug i testen på 23,8 kWh / 100 km. Det er slet ikke tosset, da temperaturen i testugen ligger og svinger lige omkring frysepunktet.
Første gang jeg kørte Capri, var ved højere temperaturer, og her lå forbruget et godt stykke under 20 kWh / 100 km.
Ved AC opladning suger den strøm med 11 kW og ved hurtigladning noterer jeg mig, at den peaker omkring 100-110 kWh i testen. Under optimale forhold burde den kunne komme op på 135 kW.
Batteriet er på 77 kWh i testbilen.
Har du brug for endnu hurtigere DC-opladning, skal du vælge den firehjulstrukne model med 340 hk. Den kan hurtiglade op til 185 kWh.

To udstyrsversioner
Jeg kører i Premium, som er topmodellen. Den har en merpris på 15.000 kr. i forhold til basismodellen Select, og er værd at overveje.
Her er der et ret lækkert niveau af udstyr med 20” alufælge, B&O Premium audio system, kunstlæderindtræk, håndfri el-bagklap, Matrix LED-forlygter med blændfri funktion og ambientebelysning i kabinen.
Testbilen har panoramaglastag som ekstraudstyr. Varmepumpe skal desværre også tilkøbes som ekstraudstyr.

Testbilen koster 379.970 kr. og så skal du smide lidt over 8.000 kr. for varmepumpen. Den bør du tage med.
Prisen for en Capri Select med 170 hk, baghjulstræk og standard rækkevidde på op til 389 km er fra 319.990 kr. Her er batteriet på 52 kWh.
Topmodellen Capri Premium med 340 hk, firhjulstræk og udvidet rækkevidde på op til 560 km koster fra 399.990 kr. Her er batteriet på 79 kWh.
Ford Capri står som en moderne og helstøbt bil, hvor der er styr på alt det, der skal til for at levere varen i et marked, hvor der er masser af muligheder og hård konkurrence.
Priserne på elbiler er i bevægelse, men Capri virker ikke skævt prissat. Dog burde varmepumpen være inkluderet.
Specifikationer – Ford Capri Premium
- Motor: Elmotor med baghjulstræk
- Batteri: 77 kWh
- Ydelse: 286 hk
- Moment: 545 Nm
- Topfart: 180 km/t
- Acceleration 0-100 km/t: 5,4 sekunder
- Opladning AC/DC: 11/135 kW
- Anhængervægt: 1.000 kg
- Garanti: 2 år (batteri 8 år eller 160.000 km)
- Bagagerum: 572 liter
- Dimensioner: Længde 4.634 mm – bredde 1.872 mm – højde 1.626 mm – akselafstand 2.767 mm
Foto: Thomas Saks