fbpx
 
Categories Mød bilentusiasterne

Mød ugens profil Morten Eichen Hartmann

Posted on
Mød ugens profil Morten Eichen Hartmann

31 år, Medejer og direktør i Drivemade

Det lå ikke i kortene, at Morten skulle arbejde med biler. Han har tidligere arbejdet i reklamebranchen og kom i den forbindelse til at arbejde med en aktør i bilbranchen som kunde.

Det førte til en ansættelse i Car Performance, hvor Morten har arbejdet i en årrække. Men lysten til at stå på egne ben pressede sig på, og derfor har Morten sammen med to investorer stiftet firmaet Drivemade, som tilbyder leasing af eksklusive biler.

Morten er ene mand på posten i Drivemade og har alle kasketter på. Han driver dagligt alt lige fra klargøring af biler, markedsføring og kundedialog. Det er vigtigt for ham at give en god kundeoplevelse med et hyggeligt og præsentabelt showroom.  

Hvad har du i din egen garage?

Jeg er ret vild med BMW og kører p.t. i en 530 Touring. Det er en af mine favoritbiler. Men jeg skifter generelt ofte. Det er min holdning, at man skal prøve de biler, som man tilbyder sine kunder.   

Hvilken bil var din første?

Ha ha – den var faktisk med i det daværende bilblad Vmax. Det var en babyblå Honda Civic CRX Coupé årgang 1989. Den havde et eftermonteret lydanlæg, som nærmest var dyrere end bilen. Det var en fed bil, og jeg var vildt glad for den.

Mortens babyblå Honda Civic CRX Coupé.

Er du til køb, leasing eller abonnement?

Vi tilbyder det meste i Drivemade. Men vores speciale er flexleasing, som giver god mening på de biler, som vores kunder efterspørger. Man kan altid komme til mig og få en snak om behov og få rådgivning. Hvis den bedste løsning er en løsning, som er uden for Drivemade regi, så guider jeg gerne videre til det rigtige match.

Når du skal have ny bil, vælger du så mest med hjertet eller hjernen?

Helt klart hjertet når jeg selv skal vælge. Og det er den type biler og den type kunder, som vi arbejder med i Drivemade. Som jeg siger til mine kunder ”hvis du ikke vender dig om, og kigger efter din bil, når du har parkeret den i indkørslen, så har du valgt den forkerte bil”.  

Hvornår og hvordan startede din passion for biler?

Jeg tror min far spiller en stor rolle i den passion, jeg har for biler. Han er stor Ferrari-entusiast og har altid involveret mig meget i det.

Jeg kan huske en oplevelse fra min barndom sammen med min far, hvor vi sammen skulle hente noget mad på McDonalds i Solrød. Mens vi sidder og venter i McDrive-køen kommer der to røde Ferrarier trillende ind på den Q8, som ligger ved siden af. Jeg husker tydelig, hvordan vi sad og beundrede de to smukke, røde italienere. Rullede vinduerne ned og lyttede – og bare nød synet og lyden. Og jeg kan huske, at jeg sagde til min far, at jeg en dag ville komme og hente ham i en Ferrari, og så skulle vi køre til den samme Q8 og tanke. Det blev en realitet for to år siden, hvor jeg kom og hentede min far i en Ferrari 458.

Hvad er din vildeste oplevelse med biler?

Det omhandler sjovt nok også en Ferrari og helt præcis en Ferrari F40, som er min ultimative drømmebil.

En dag for nogle år siden skulle jeg køre en Ferrari til service. Da jeg kører hjem igen, kører jeg på en smuk skovvej, hvor der pludselig kommer en Ferrari F40 kørende imod mig. Wau – der kører min drømmebil lige forbi mig. Jeg vender derfor om og kører efter den smukke F40’er. Det blev til en fantastisk tur med masser af leg og fed motorlyd på den smalle skovvej. Jeg fulgte efter den i lang tid og endte med at få en god snak med ejeren.

Hvis du var en bil, hvilket mærke og model ville det så være?

Jeg er meget til BMW. Den passer bare til mig – til mine hænder og mine fødder. Hvis jeg skulle komme med et konkret bud, så er det en BMW M4 eller en M6 Gran Coupé. BMW er i min optik en bil med masser af hjerte og passion. Jeg ville ønske, jeg var en F40, men der er jeg ikke endnu 😉

Foto: BMW

Hvilken bil er din drømmebil?

100 % en Ferrari F40. Den smukkeste og mest overlegne bil, jeg kan komme i tanke om.

Har du nogensinde købt en bil, som var et fejlkøb?

Jeg har ikke købt den endnu 😊. Men jeg kommer en dag til at købe en Fiat Multipla, som er den mærkeligste og grimmeste bil, jeg har set. Jeg ved ikke, om det er en dårlig bil, for jeg har aldrig kørt i en. Men jeg har en aftale med en kammerat om, at jeg køber en Multipla og anmelder den. Min forventning til den er, at den er dårlig.

Men ellers har jeg aldrig lavet et fejlkøb.

Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?

Jeg tror, vi kommer til at se en stor udvikling i hybridbiler – jeg kan allerede nu mærke en stigende efterspørgsel hos Drivemade. Elbiler vil der helt naturligt også komme mere af. Mon ikke dieselbiler stille og roligt vil blive udfaset. Benzinbiler tror jeg vi vil se som nichebiler – altså biler folk har til hyggeture om søndagen.

Hvilken bilproducent forventer du dig mest af i den kommende tid – og hvorfor?

Principielt har jeg høje forventninger til alle de mærker, jeg opererer med. Jeg er imponeret over udviklingen hos Maserati, som har taget et stort ryk på teknologien og særligt indretningen i kabinen. Jeg har også store forventninger til Mercedes-Benz, Audi og Porsche. Og mit hjertebarn BMW selvfølgelig, som virkelig giver den gas for tiden med både design, teknologi og nytænkning uden at de glemmer mærkets DNA.

www.drivemade.dk

Foto: Drivemade

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: