På en delt platform med Renault 5 skruer Nissan nu op for charmen og elektrificeringen med en ny Micra. Jeg har været til dansk præsentation af bilen, og her er de vigtigste højdepunkter.
Elektrisk og klar til Europa
Når Nissan i løbet af sommeren 2025 sender sjette generation til salg hos forhandlerne, bliver det med strøm i ledningerne, attitude i linjerne og teknologi i kabinen.
Den nye MICRA er en vigtig brik i Nissans elektriske offensiv i Europa og lægger sig i front i B-segmentet med op til 408 kilometers rækkevidde.
Design med karakter – og lidt mildere end Renault 5
Et første blik på den nye MICRA afslører, at slægtskabet med Renault 5 ikke fornægter sig. Linjerne er rene, og hjulkasserne muskuløse.
Men med små designjusteringer er udtrykket alligevel lidt anderledes. På en måde er den lidt mere mild at se på end Renault 5, og det skyldes primært det runde lygtedesign for og bag.
De udstående forlygter med koreograferet velkomstsekvens giver bilen karakter, mens baglygternes enkle LED-design skaber et elegant og tidløst udtryk bagtil.

Fælge og farver: Noget for enhver smag
Med 18” hjul på alle varianter og mulighed for tre forskellige fælgdesigns – herunder stålfælge med kapsler – samt et udvalg af eksteriørfarver, inklusive tofarvede kombinationer, tilbyder MICRA noget for enhver stil. Standardfarven uden merpris er hvid.
Interiør med små japanske detaljer
Interiøret er genkendeligt fra søsterbilen Renault 5, men der er små japanske hilsner i form af en silhuet af Mount Fuji i bilens midterkonsol samt på kanterne i siden, når man åbner bagklappen.
Kabinen fås i tre designretninger.
Digital førerplads og smart infotainment
Førerpladsen er centreret om to 10,1″ skærme – én bag rattet og én midt på instrumentbrættet – og begge er højopløselige og intuitivt opbygget. Infotainmentskærmen er vinklet mod føreren.

Google er dybt integreret – med Google Maps, Google Assistant og adgang til apps via Google Play. Du behøver ikke længere spejle telefonen – men hvis du vil, får du både Apple CarPlay og Android Auto som standard.
Derudover giver NissanConnect-appen dig fjernadgang til bilen: Du kan forvarme kabinen, tjekke batteriniveau, starte opladning, finde bilens placering med mere.

Køreglæde i kompakt format
Med en længde på 3,97 meter og en bredde under 1,8 meter er MICRA som skabt til bykørsel.
Men du bør også tage den med på de små snoede landeveje, for køreegenskaberne er uændrede fra søsterbilen, som er kendt for at være et køreglad væsen.
Med lav batteriplacering, multilink-baghjul og afstemte støddæmpere kører søsterbilen som en langt større bil – og Nissan Micra får samme opsætning.

Køreprogrammer og regenerativ bremsning
Tre køreprogrammer – Comfort, Sport og Eco – samt en fjerde personlig indstilling giver dig mulighed for at tilpasse bilen efter behov og humør.
Med regenerativ bremsning og Nissans e-Pedal kan du køre næsten uden at røre bremsen. Den justerbare regeneration gør det muligt at vælge, hvor aggressivt bilen skal decelerere.
To batteristørrelser og fin rækkevidde
Der er to batteristørrelser at vælge mellem: 40 kWh og 52 kWh.
- 40 kWh: Op til 310 km rækkevidde
- 52 kWh: Op til 408 km rækkevidde
Effekten er på henholdsvis 90 og 110 kW (122 og 150 hk), og momentet ligger på 225 og 245 Nm. Det sikrer adræt acceleration og smidig kørsel.

Hurtig opladning og V2L-funktion
Med 100 kW (eller 80 kW for den lille batteriversion) kan bilen lades fra 15–80 % på ca. 30 minutter.
Batterierne er udstyret med aktiv temperaturstyring og varmepumpe, så opladningen forbliver hurtig og effektiv – uanset vejrforhold.
Og så er der V2L – Vehicle-to-Load. Det betyder, at bilen kan fungere som powerbank. Tilslut støvsuger, kaffemaskine eller bærbar – perfekt til stranden, camping eller den mobile arbejdsdag.

Sikkerhed som i de store biler
MICRA er godt med, når det gælder sikkerhed. Nissan ProPILOT Assist holder dig i vognbanen og styrer afstand til forankørende. Derudover får du:
- Automatisk nødbremsning (for og bag)
- Blindvinkelassistent
- Advarsel for krydsende trafik bag bilen
- Døråbningsalarm ved trafik bagfra
- Førerovervågning
- Adaptiv fartpilot
Det er funktioner, man typisk forbinder med større og dyrere biler.

Udstyrsversioner og forventet pris
Nissan Micra fås i tre udstyrsversioner: Engage, Advance og Envolve.

Priserne er endnu ikke på plads, men en startpris på 180.000–190.000 kr. er forventet.
Nissan satser på, at bilen kan opleves hos forhandlere i løbet af sommerferien. Men allerede nu kan du opleve Nissan Micra i København den 29.-30. maj ved Ferm Living på Trangravsvej.
Foto: Nissan / Thomas Saks

