fbpx
 
Categories MC test

MC test: Ducati Panigale V4

Posted on
MC test: Ducati Panigale V4

En af årets højdepunkter er uden sammenligning prøvekørsel og test af Ducati Panigale V4, som i min optik er essensen af Ducati. Det er en racermotorcykel i sin allerbedste form. Design, performance og køreoplevelse smelter sammen på en måde, hvor du bare får lyst til at køre race med masser af sving og gashåndtaget godt vredet i bund. Den er stærkt vanedannende.

Ducati Panigale V4 erstatter Ducati 1299. Panigale-familien blev skabt tilbage i 2011 og er opkaldt efter byen Borgo Panigale i udkanten af Bologna.

Optimal race position

Mit førstehåndsindtryk af Panigale V4 er, at cyklen er utroligt letkørt. De første kilometer på Panigale V4 foregår på motorvej og her mærker jeg med det samme den saft og kraft, som den 4-cylindrede motor med 214 hk leverer.

Med mine 187 cm kan det være svært at finde en race- og supersport maskine med optimal race position. Men på Panigale V4 sidder jeg fantastisk godt i race position.

Bykørsel på Panigale V4 er qua cyklens DNA ikke super oplagt. Du frustreres over muren af bilkøer, som forhindrer dig i at folde cyklens potentiale ud – og på en halvvarm sommerdag med over 25 grader, sørger motoren for, at dine lårbasserne får det rigeligt varmt ved køkørsel.

Men trods den hårde opsætning til race, kan Panigale V4 sagtens bruges ved kørsel på almindelige veje.

Dette skyldes bl.a. at Panigale V4 har et avanceret køreprogram, hvor du kan vælge mellem kørsel på gade, sport eller race. Herunder kan du finindstille bl.a. cyklens ABS-bremser. Hvis du også ønsker at kunne indstille affjedringen, skal du op i en V4 S-model. Men så stiger prisen også med 100.000 kr.

Street, sport eller race? Panigale V4 kan indstilles i det avancerede køreprogram.

Først med 4-cylindret motor i serieproduktion

Panigale V4 er den første serieproducerede motorcykel med en 4-cylindret motor. Med 1.103 cc, 214 hk og en power/vægt-ratio på 1.1 hk/kg, er Panigale V4 en sand supersport-motorcykel. Motoren bruger bl.a. teknologien ”counter-rotating crankshaft” og ”twin pulse ignition” for at levere den dynamik og agilitet, som præger maskinen.

I denne video kan du se selve opsætningen af motoren samt hvordan ”counter-rorating crankshaft” fungerer.

Mr. Swing King

Panigale V4 er en sand mester i sving. Kontrol er den følelse jeg får, når jeg smider denne bandit ind i sving. Du kan godt mærke at Panigale V4 er udviklet i samarbejde med Ducati Corse, så denne road bike i virkeligheden kommer tæt på en decideret MotoGP-motorcykel.

Følelsen af kontrol giver dig et overskud på Panigale V4, som gør kørsel på denne racer til en leg. Du får klart fornemmelsen af en maskine, som er så optimeret, at den bare ”leger med” og gør det, som du beder den om.

Panigale V4 er en af de cykler, som virkelig giver mig lyst til at tage den på en lukket bane og give den gas!

Overskuddet og kontrollen med Panigale V4 kan i min optik omsættes direkte til en mere sikker kørsel – om ikke andet en fornemmelse for sikkerhed. Motorcyklen er født med ABS, Ducati Traction Control, Ducati Slide Control, Ducati Wheelie Control og meget mere.

En stærk pakke

Ducati Panigale V4 henvender sig i høj grad til entusiaster som elsker race. Jeg tror også den appellerer til velhavende “playboys”, som køber Panigale V4 til at fuldende den opvarmede garage ved siden af Audi R8’eren.

Som bil- og motorcykelentusiast er jeg faldet pladask for Panigale V4 og den samlede pakke med design, performance og lyd er stærkt vanedannende.

De 214 hk kan blive forøget ved at montere et ”all-titanium” udstødningsrør af Akrapovič . Dette øger effekten til 226 hk. Denne option ville jeg vælge, så du får det helt komplette lydbillede. På billedet ses Panigale V4 med standard potten.

Leasing kan være din vej til en Panigale V4

Panigale V4 er et dyrt bekendtskab og listeprisen er 375.800,- kr. (incl. lev. omk. 1.990). Det er en ordentlig sjat, og jeg anbefaler da også, at du kigger nærmere på Ducati Leasing som alternativ til køb.

Ducati Danmark har et komplet leasingprogram for alle modeller og her er Panigale V4 også med. Det er principielt flexleasing, som Ducatis leasingprogram er baseret på. Tag fat i din lokale Ducati forhandler og få en god snak og en forklaring om mulighederne.

Læs mere om Ducati Leasing her.

Se teknisk data her

Tak for turen, Ducati Danmark 🙂

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: