Ford Ranger Stormtrak er en biltype, som man sjældent ser på de danske veje. Den store røde pickup er gigantisk og helt malplaceret i byen, så vi har kørt den en tur gennem grus, sand og god dansk muld. Hvordan det gik kan du læse om i denne anmeldelse.

En arbejdshest uden lige
Hvad end man skal trække store tunge ting på krogen eller ud i et mere udfordrende terræn, kan man roligt sætte Ford Ranger Stormtrak på opgaven.
Under køleren er en 4-cylindret dieselmotor med 213 hårdtarbejdende heste, der på papiret må trække 3.500 kg og har en nyttelast på 1.140 kg. Bilen i sig selv vejer omkring 2 tons. Automatgearkassen har 10-trin til at hjælpe med at klare det tunge og beskidte arbejdet.

Du kan skifte mellem baghjulstræk, firehjulstræk (high range) og firehjulstræk (low range).
Man skal ikke være bange for at køre på grusveje, i sand eller i mudder. Jeg er ikke den mest erfarne offroader men følte alligevel, at bilen skulle prøves på andet end asfalt. En tur i skoven og ud på stranden viste hurtigt, at Ford Ranger Stormtrak klarer sig godt med grus, sand eller muld under dækkene.
Klassens dyreste
Ford Ranger Stormtrak er en del af en snæver klasse af pickup trucks i Danmark. På nuværende tidspunkt er der tre valgmuligheder: Isuzu D-Max, Toyota Hillux og Ford Ranger. Tidligere var Mercedes-Benz med i legen med X-Klassen og snart lanceres en ny generation af VW Amarok.
Tilsvarende udstyrsniveauer i D-Max og Hillux er begge en del billigere end Ford Ranger Stormtrak, men man nu alligevel en del udstyr i Stormtrak-varianten. Det afspejles også i prisen: Stormtrak koster 397.255 kr. inkl. moms mens D-Max og Hillux er henholdsvis 49.135 kr. og 32.355 kr. billigere.
Mere udstyr
I Stormtrak får man blandt andet 2-zonet klima, 8” touchskærm, læderkabine, sædevarme og nøglefri betjening. I eksteriøret er der stafferinger og diverse emblemer, samt sorte detaljer, der giver bilen et mere aggressivt look. Ladet kan ved tryk på nøglen lukkes automatisk til, hvilket er en fiks lille detalje, som øger den samlede oplevelse af bilen.


I kabinen bidrager lædersæderne med fed stil og komfort og generelt er kabinen egentligt meget passende til bilens udtryk. Man forventer ikke, at bilen har alle mulige smarte teknologiske features i kabinen. Så hellere lidt gode gammeldags analoge løsninger.

Overblik
Det er svært at komme udenom Ford Ranger, men titlen som den dyreste i klassen forpligter også. Oplevelsen i denne test er, at Ford Ranger leverer varen.
Bilens kabinekvalitet er fin og de nødvendige assistenter og funktioner er standard. Bilen er den oplagte arbejdshest, der uden problemer kan overkomme selv den tungeste last og udfordring.
Man skal dog ikke frygte at køre på asfalten i den store pickup. Selvom det nok bør understreges, at bilen gør sig bedst på ujævne veje, er det værd at bemærke, at Ford Ranger faktisk klarer motorvejskørsel med komfort og ganske fin brændstoføkonomi. Hvem skulle have troet det.
Foto og video: Zacharias Lund
fordford ranger stormtrakpickup