Categories Biltest

Test: Kia EV4 Fastback Prestige – elbil med kant

Posted on
Test: Kia EV4 Fastback Prestige – elbil med kant

Foto: © Carlife365 / Thomas Saks

Kia er i fuld gang med at hælde flere elbiler i programmet. Med EV4 Fastback Prestige viser mærket for alvor, at de tør flytte designgrænserne.

For lad os få det på det rene: Jeg er oprigtigt begejstret for bilen som sådan – men min hjerne kommer på overarbejde, når jeg prøver at forholde mig til designet. Fra nogle vinkler tænker jeg wau – og fra andre kortslutter mit hoved.

Too bold?

Fastback-profilen er lav og dramatisk med skarpe folder og en bagende, der ligner noget fra en konceptbil. Den forsvinder ikke i mængden. Tværtimod kræver den opmærksomhed.

Jeg beundrer ambitionen. Men for mig tipper det lige over i “too bold”. Det er som om hver eneste linje gerne vil sige noget samtidig. Det bliver intenst. Spændende, ja – men også intenst.

Sjovt nok gemmer der sig en form for Citroen-vibe over linjerne. En afsteming på Instagram bekræftede dette. 50 % af følgerne, der stemte, følte samme vibe.

Gennemført elbil

Under det opsigtsvækkende ydre gemmer der sig en solid elbilspakke. EV4 tilbydes med enten et 58,3 kWh batteri eller et større 81,4 kWh Long Range-batteri.

I Long Range-udgaven taler vi om en WLTP-rækkevidde på op mod 630 kilometer, hvilket i praksis betyder, at de fleste danskere kan køre en hel uge uden at tænke på ladekabel.

I min test er forbruget omkring 23 kWh / 100 km ved blandet kørsel. Det er vel at mærke i årets nok koldeste vinteruge. Det giver en rækkevidde omkring 350 km.

Motoren yder 150 kW svarende til 204 hk, og sender kræfterne til forhjulene. 0–100 km/t klares på omkring syv sekunder, hvilket føles kvikt uden at være dramatisk. Det er en bil, der leverer overskud snarere end adrenalinsus.

Ladningen følger med tiden. DC-hurtigladning fra 10 til 80 procent tager cirka en halv time under optimale forhold, og hjemme kan den lade med 11 kW trefaset.

I modsætning til EV6, bygges EV4 på en 400 V-platform, og det sætter praktiske grænser for, hvor meget effekt den kan trække fra en DC-lynlader.

Der er også Vehicle-to-Load, så bilen kan fungere som strømkilde til alt fra værktøj til campingudstyr.

Rar fornemmelse i kabinen

Indvendigt er EV4 Fastback en helt anden historie end det kantede ydre. Her er designet mere harmonisk og moderne på den afslappede måde.

Den store panoramiske skærmopsætning binder instrumentering og infotainment sammen i én visuel flade. I Prestige-udgaven, som jeg tester får man generelt meget udstyr.

Materialerne føles gennemtænkte, sæderne er komfortable, og støjniveauet er lavt ved motorvejshastighed. Den føles velbygget og solid. En bil der er rar at opholde sig i.

Kabineoplevelsen i EV4 minder meget om det, vi ser i andre nye modeller – bl.a. Kia EV3. Og det er kun godt – for det fungerer. Den digitale oplevelse spiller og der er genvejsknapper til de mest vigtige funktioner.

Køremæssigt er den stabil og afbalanceret med et lavt tyngdepunkt, der giver ro i svingene. Ikke en sportsvogn, men en meget kompetent og behagelig hverdagsbil, hvor jeg særligt bidre mærke i roen.

Pladsforholdene i EV4 Fastback er gode, og bagsædepassagerer nyder også godt af varme i sædet.

Kia EV4 Hatchback – samme teknik, langt bedre proportioner

Den deler platform, batterimuligheder og kabine med fastbacken, men proportionerne falder simpelthen bedre på plads. Hvor Fastbacken virker som et designstatement, føles hatchbacken mere helstøbt og balanceret.

Den er stadig moderne og markant men langt mere spiselig for de fleste. Og så er bagagerummet noget mere tilgængeligt. I Fastback, hvor bagsmækken åbnes som på en sedan, skal der rækkes langt ind i den smalle åbning for at få fat i ting, der er gledet ind i dybet.

490 liter er pænt i en mellemklassebil – men adgangsforholdene udfordres af den smalle åbning.

For mig rammer hatchbacken plet. Den har det hele. Også det visuelle udtryk.

EV4 Hatchback har harmoniske linjer og minder på en måde også lidt om en stationcar i sit design.

Modelprogram og priser i Danmark

I Danmark starter EV4 Hatchback med Standard Range-batteriet på 58,3 kWh i udstyrsvarianterne Access og Prestige fra henholdsvis 264.999 kr. og 279.999 kr.

Vælger man Long Range-batteriet på 81,4 kWh, begynder priserne fra 294.999 kr., og her kan man bevæge sig op gennem Prestige og Upgrade til GT-Line, som topper ved 354.999 kr.

Fastbacken leveres herhjemme udelukkende med Long Range-batteriet og starter i Prestige-udgave til 329.999 kr. Herefter følger Upgrade og GT-Line, som koster 374.999 kr.

Det placerer EV4 midt i den elektriske mellemklasse, hvor konkurrencen er benhård. Især hatchbacken fremstår som et stærkt bud på en veludstyret elbil med lang rækkevidde, god plad og fint med udstyr.

I min optik er priserne fair – men med så hård en konkurrence kan jeg ikke lade være med at tænke, om de burde ligge en tand lavere.

Carlife365 mener…

Kia EV4 Fastback Prestige er teknisk stærk, veludstyret og fuldt på niveau med de bedste i klassen. Den leverer fin rækkevidde, komfort og moderne teknologi i en pakke, der på papiret er svær at kritisere.

Men designet splitter. Jeg elsker bilen for det, den kan. Jeg er bare ikke helt solgt på det, den ligner.

Hatchbacken derimod føles som den komplette pakke. Det er vel det, man kalder en helgardering set fra Kias modige produkt- og designfolk. Er du ikke til den ene så tager du bare den anden.

Specifikationer: Kia EV4 Fastback Prestige (Long Range)

Drivlinje: Elmotor, forhjulstræk
Effekt: 150 kW / 204 hk
Moment: 283 Nm
0–100 km/t: 7,4 sek.
Tophastighed: 170 km/t

Batteri: 81,4 kWh (brutto)
Rækkevidde (WLTP): op til 630 km
Forbrug (WLTP): 14–16 kWh/100 km
Opladning AC: 11 kW
Opladning DC (maks.): Op til 128 kW
10–80 % DC: 30 min

Bagagerum: ca. 490 liter
Platform: 400V elbilplatform
Garanti: 7 år / 150.000 km

Pris (DK): fra ca. 329.999 kr. (Prestige)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet