fbpx
 
Categories Biltest

Test: Kia ProCeed GT 1,6 T-GDI

Posted on
Test: Kia ProCeed GT 1,6 T-GDI

Vi har tidligere testet Kia ProCeed GT på Carlife 365 og var positivt overrasket over den friske shooting brake-agtige stationcar, der med sit sporty look og tilsvarende køreegenskaber gjorde Kia-brandet mere sexet. Bilen har nu fået en håndfuld af de nyeste Kia opdateringer, og det har kun gjort den bedre.

ProCeed står skarpt med vellykkede shooting brake-linjer.

Kia ProCeed skiller sig ud

Med sine 18’’ alufælge, røde bremsekalibre, sportslige undervogn, skørter og shooting-brake bagende, er Kia ProCeed GT en bil, der skiller sig ud i det til tider lidt kedelige og grå bybillede. Bilen formår at skabe et look, der sidder lige i skabet.

Fronten har et sporty og aggressivt udtryk med den lave kofanger og røde skørter, LED-lygterne og GT-logoet placeret i højre side på det sorte kølergitter.

Skørterne med de røde detaljer fortsætter langs siden på bilen, og bagenden afrundes med lækre shooting brake-linjer. LED lygte-bånd, dobbelt udstødning (som ikke er fake – tak for det!) og så selvfølgelig den flotte, lave bagsmæk i shooting brake-stil, er kræs for øjet. Det er et design, som virkelig falder i min smag.

GT-kabine der har fået en overhaling

Indenfor i Kia ProCeed GT er der også skruet op for charmen. Her går GT-stilen fra eksteriøret igen, og det ses tydeligt på læderrattet, der med sine røde syninger og flade bund signalerer sportslig GT-stil. Sæderne i dellæder er både flotte og lækre, og her går de røde syninger igen. Selvom sæderne er lidt skålagtige, sidder man overraskende behageligt med god støtte.

Sportslig GT-stil i kabinen i ProCeed.

Med mine 195 centimeter måtte jeg dog køre sædet helt i bund for ikke at støde hovedet mod loftet. På bagsædet kommer jeg helt tæt på loftet grundet den faldende taglinje. Benpladsen kunne også være bedre. Men det store bagagerum på 594 liter, kan jeg ikke klage over. Her er masser af plads.

Et billede, der indeholder motorcykel, bil, sæde, bilsæde
Automatisk genereret beskrivelse
Masser af plads i bagagerummet, hvor Kia ProCeed GT sluger hele 594 liter.

Kia ProCeed GT har fået de nyeste Kia-opdateringer, hvilket betyder digitalt cockpit og større infotainmentskærm. Derudover er der også kommet LED kabinebelysning, så Kia ProCeed GT virker mere up to date.

Testbilen er spækket med udstyr – bl.a. el-førersæde med memory, varme i bagsæderne, panaroma el-soltag , bakkamera og trådløs opladning af mobiltelefon i et lille rum ved midterkonsollen, hvilket er super smart og fungerer helt som det skal.

Kabinen må siges at være 2021 opdateret, og der er alt, hvad man skal bruge. Og så spiller JBL lydanlægget med sine 8 højtalere helt fantastisk!

Et billede, der indeholder bil, udendørs, enhed, kontrolpanel
Automatisk genereret beskrivelse
Det digitale cockpit er flot og nemt at aflæse.

Køregenskaber til både hverdag og sjov

Til hverdagsbrug fungerer Kia ProCeed GT som en helt almindelig familiebil. Godt med plads og masser af komfort. Testbilen er udstyret med en 7-trins DCT automatgearkasse, og det er en fornøjelse at køre med. Den skifter ikke helt så smooth som en DSG automatgearkasse, men det er tæt på.

Vil man have lidt sjov i gaden, er det også muligt. Med et tryk på sportsknappen i midterkonsollen forvandler Kia ProCeed GT sig fra en almindelig familiebil til en hidsig racer. Lyden fra den 204-hestes turbobenzinmotor brummer i et noget højere toneleje og de digitale urskiver ændrer udseende. Man føler, at det er en helt anden bil, og det er sjovt at ligge og lege med de små accelerationer, der får bilen til at sprutte og brumme ved de hurtige up- og downshifts, man selv kan styre med paddleshift bag rattet.

Der ryger dog også hurtigt noget benzin. Kører du pænt, kan du opnå et brændstofforbrug på 15 km/l ved blandet by- og landevejskørsel. Ved motorvejskørsel med 130 km/t kommer den dog ikke op på mere end 11-12 km/l. Så brændstoføkonomien er ikke helt i top.

Bilen er godt fyldt med sikkerhedsudstyr som laneassist og adaptiv fartpilot, som er rart på en længere motorvejstur – og det fungerer upåklageligt.

Et billede, der indeholder himmel, bil, udendørs, vej
Automatisk genereret beskrivelse
Længde 4605mm – Højde 1442mm – Bredde 1800mm

Et godt og anderledes valg

Priserne på Kia ProCeed GT starter ved 279.000 kr., hvilket umiddelbart lyder fornuftigt. Men testbilen står til 385.000 kr. grundet alt udstyret og den 1,6 liters turbomotor. Det kan måske lyde af meget for en Kia, men den samlede pakke giver meget værdi for pengene. Den kører både fornuftigt og sjovt, skiller sig ud med en sportslig krop og så er den proppet med udstyr. Whats not to like? Og så er Kias famøse 7 års garanti også med til at trække op. Det er et stort plus.

Hvis du er på udkig efter en familiebil, der både kan bruges til hverdag og til sjov, og som man ikke ser på hvert gadehjørne, så er Kia ProCeed GT bestemt et godt valg.

ProCeed til hverdag og fest.

Det bedste ved Kia ProCeed GT

  • Unikt og sporty design
  • Motorlyd i sport drive mode
  • Det store bagagerum
  • Mulighed for masser af udstyr

Det kunne være bedre

  • Benzinforbrug
  • Pladsen på bagsædet

Konkurrenter

Specifikationer

  • Motor: 1,6 T-GDI Benzinmotor
  • Ydelse: 204 HK / 265 Nm
  • Gearkasse: 7-trins DCT Automatgearkasse
  • 0-100 km/t: 7,5 sek
  • Brændstofforbrug: 14,7 km/l ved blandet kørsel
  • CO2 udslip: 153 g/km
  • Tophastighed: 225 km/t
  • Bagagerum: 594 liter
  • Egenvægt: 1.490 kg
  • Totalvægt: 1.900 kg
  • Anhængervægt m. bremse: 1.400 kg
  • Garanti: 7 år

Foto: Søren Sahl

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: