fbpx
 
Categories Biltest

Test: Kia ProCeed GT – en Kia til hjertet

Posted on
Test: Kia ProCeed GT – en Kia til hjertet

Vi har i mange år været vant til, at biler fra KIA taler til hjernen. Praktiske biler med meget udstyr og lang garanti. Men nu begynder KIA at spille på flere tangenter med design og følelser. Vi så det først med den muskuløse Stinger og nu med den atletiske ProCeed GT, som Carlife365 tester.

Velskabt Shooting Brake

Her er en bil med et design, som er super vellykket. ProCeed GT har fået en rendyrket shooting brake bagende, som ser bragende godt ud. GT-stilen understreges med røde detaljer flere steder. Det ses i grillen på fronten, listen langs siden af bilen forneden og de røde bremsekalibre.

Bilen har som standard 18” alufælge, som understreger det sportslige look.

På bagenden signalerer to afgangsrør, at der er ”brum” i denne KIA. Det tværgående lygtebånd, som vi også ser på nogle af de nye Audi-modeller og highend biler som den nye Porsche 911, ser bare cool ud! LED lys er med til at bilen fremstår moderne i sit udtryk.

KIA er altså lykkes rigtig godt med at designe en bil, som signalerer sport, stil og lir. Og den gode stil fortsætter inde i kabinen.

Kort videogennemgang af ProCeed GT.

Liret GT kabine

Bag rattet er der flere ting, som får smilet frem. Først og fremmest det lækre, læderbeklædte rat med flad bund og GT-logo og de fede læder/ruskind sæder – ligeledes med rødt broderet GT-logo. Loftsbeklædningen er sort, og det er med til at give en intim oplevelse i kabinen.

Der er røde syninger og kombineret med aludetaljer, virker GT-stilen fuldendt.

Kvaliteten i kabinen virker fin og materialerne er lækre at røre ved. Men jeg savner mere sofistikerede digitale skærme og et digitalt cockpit. Derudover er der ”pianolak” (KIA kalder det high glossy) omkring gearstang og kopholdere, og det virker meget modtageligt for ridser og kan hurtigt komme til at se lidt ”træls” ud. Belysningen i kabinen er i øvrigt af den gammeldags type – her kunne lidt ambient belysning med LED give et mere moderne udtryk.

Bagsædet mest egnet til børn

Pladsen i kabinen er fin foran og knap så fin ved bagsædet. Shooting brake designet med den coupe-faldende taglinje gør, at jeg helst skal vandkæmme håret, hvis jeg skal sidde på bagsædet. Med mine 187 cm rører jeg stort set ved loftet, når jeg sidder på bagsædet. Knæpladsen er sådan set OK og bagagerummet er med 594 liter stort.

En bil med ”brum” i

En anden ret væsentlige detalje i KIA ProCeed stimulerer høresansen. Der er simpelthen ”brum” i denne 204-hestes gadedreng. Tryk på sport-knappen og bilen skifter karakter. Motorlyden bliver helt anderledes. I værste fald lyder den som en Opel Kadett med gennemtæret lydpotte. I bedste fald lyder den som en racer og brummer på den fede måde. Måske sådan lidt Subara Impreza-agtigt i raceversionerne med boxermotor.

Jeg har oplevet i to andre tests, at ”brum” lyden får smilet frem. Den ene gang var i VW Polo GTI. Den anden i en Maserati Ghibli S Q4. Fælles for dem er, at de får en væsentlig anden lyd, når sport-knappen aktiveres. Og pludselig er der med lydbilledet lagt op til flabet ræs. Det er sådan noget, som får smilet frem, og som gør, at ProCeed GT – udover at tale til fornuften med praktisk indretning, godt udstyr og en lang garanti – pludselig også taler til hjertet. Mere af det, KIA. Det virker.

Køreegenskaber og design går hånd i hånd

Proceed GT har en såkaldt GT-undervogn og kørestilen lægger da også op til en sportslig kørsel. Jeg testede en version med 6-trins manuelt gear. Gearskiftet fungerer upåklageligt med korte vandringer i skiftene. Speederespons, bremser og styretøj er velafstemt, og du kan sagtens mærke, at bilen har et godt overskud qua de 204 hypper under hjelmen. Bilen har alle nødvendige assistentsystemer, og dem bliver du hurtigt dus med.

Køreegenskaberne matcher med andre orde den stil og det design, som KIA ProCeed GT signalerer. Og det er godt. Det ville være så ærgerligt at blive fristet med et design, hvor køreegenskaberne ikke matcher forventningerne.

Masser af udstyr

KIA ProCeed GT er rigtig godt udstyret, og jeg har svært ved at finde noget, som jeg mangler. Varme i rattet er standard og der er el på alle de ting, du gerne vil have el på. Dog er elbetjent bagklap ekstraudstyr.

Menuerne på den trykbare infotainment skærm og i cockpittet er på dansk og der er naturligvis både Apple CarPlay og Android.

Bakkamera er standard og der er sensorer rundt om bilen, så du kan navigere sikkert ved parkering. Adaptiv fartpilot er standard på modeller med automatgear. Ved bagsædet er der som standard friskluftdyser og du kan tilkøbe varme i bagsædet for 3.999 kr. Grundet meget standardudstyr, er ekstraudstyrslisten beskeden. Priserne for ekstraudstyr virker generelt meget rimelige.

Hvorfor vælge Kia ProCeed GT?

KIA gør i min optik det rigtige med KIA ProCeed GT. Du får alt det, som kendertegner det fornuftige ved mærket. Attraktive priser, masser af udstyr, en lang garanti og et højt sikkerhedsniveau. Dertil får du et vindende shooting brake design og en sjov GT-pakke med alt hvad det indebærer.

Har du flere penge kan du overveje en Mercedes CLA shooting brake. Har du brug for mindre plads, leverer en VW Polo GTI noget af den gadedrengestil, som du også får i Proceed GT.

Du kan også vælge Proceed GT som et alternativ til de mere ordinære mellemklassebiler som Ford Focus, Opel Astra og VW Golf.

Specifikationer

Pris fra 279.999 for en 1.0 liter benzin med 120 hk og GT-Line udstyr (forbrug 16,9 km/l). Prisen kan stige som følge af stigende afgifter.

Testbil: 1.6 liter benzin med 204 hk og GT udstyr (forbrug 13,5 km/l). Pris 349.999 kr. Prisen kan stige som følge af stigende afgifter.

Ud over en række benzinmotorer, kan du også få ProCeed med en 1.6 liter dieselmotor med manuelt gear eller automatgear. Den har et forbrug på hhv. 20,0 og 19,2 km/l.

Forbrugstal er beregnet efter WLTP metode.

Alle priser er inkl. leveringsomkostninger, som udgør 3.980 kr.

7 års garanti / maks 150.000 km

5 års lakgaranti / maks 150.000 km

12 års gennemtæringsgaranti / km ubegrænset

Læs mere om Proceed GT på KIA’s hjemmeside

Bilen var udlånt af KIA Danmark.

Foto: Thomas Saks

6 kommentarer

6 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: