fbpx
 
Categories Biltest

Test: Volvo V90 D4 Inscription

Posted on
Test: Volvo V90 D4 Inscription

Modellen har efterhånden fire år på bagen, men herregårdsvognen Volvo V90 fremstår stadig som en relevant og moderne flyder. Enhver familie med stort pladsbehov vil finde sig godt tilrette i Volvo V90. Vi har testet D4-modellen med 190 hestes dieselmotor og 8-trins automatgearkasse i udstyrsvarianten Inscription.

Volvo har givet V90 et nænsomt facelift. Den har fået nyt baglygtedesign med LED-signaturbelysning og rullende blinklys samt ny kofanger på fronten med tværgående kromliste. 

Langtidsholdbart design

I løbet af testen lavede jeg en afstemning på Instagram for at se, hvordan vores følgere har det med Volvo V90. Her væltede det ind med svar og gennemsnittet placerede Volvo V90 helt i top. Flere kommenterede med positive tilkendegivelser som ”flot og fed” og smed godt med flamme-emojis afsted.

Den kan altså noget, sådan en herregårdsvogn. Volvo har ramt en god balance mellem elegance og dynamik, som passer godt til en flyder. Og jeg må erkende, at hver gang jeg kommer bag rattet i en Volvo, så er det en nydelse for øjet. Men også følelsen af æstetik og funktion, som går op i en højere enhed.

Og så er Volvo altså bare hundredemetermester i at skrue en god stol sammen. Hold da op hvor er det bare komfortabelt og behageligt at smække måsen i sædet i en Volvo. På bagsædet sidder du lige en tand bedre end i Volvo V60 – simpelthen fordi pladsen er bedre.  

En duft af lækker læder

Premiumfornemmelsen i Volvo V90 er høj. Du møder en duft af lækker læder, når døren går op, og i mørke lyser en smagfuld ambiente-belysning kabinen op. De træagtige detaljer er med til at øge det positive indtryk af denne Volvo, som også har gardiner i sideruderne i de bagerste døre.

Kabinen i Volvo V90 er blandt de mest lækre i klassen.
Veldesignet og elegant.
Gardiner i sideruderne er et godt premium indslag.

Den sikre flyder

På vejen er Volvo V90 klart til komfortable side. Den er født til lange stræk på lande- og motorvej, hvor den fremstår støjsvag og ligger godt og solidt på vejen. Og tanken om, at du sidder i en bil, hvor sikkerheden er i top, er et kæmpe plus i en familiebil. Kun det bedste af det bedste er godt nok, når dine poder skal køres til spejder, hiphop og saxofon. Right?

Styretøjet er velafstemt og dieselmotoren harmonerer fint med den 8-trins automatiske gearkasse. Den er klart i sit es på de lange stræk. Er du til en mere agil og sportslig kørestil, vil du sikkert foretrække en automatgearkasse fra BMW eller Audi, for selv i køreindstillingen ”Dynamic”, er Volvoen ikke den mest sportslige. Men Volvo har et lille es i ærmet. Du kan nemlig for rimelige penge få bilen Polestar-optimeret, hvilket får motor og gearkasse til at fremstå mere dynamisk.

Var det noget med en Polestar-opgradering?

Sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed

Det sikre Volvo DNA skinner så tydeligt igennem i Volvo V90, at du slet ikke er i tvivl om, at Volvo mener det, når de siger, at ingen skal dø i en Volvo. Bilen er proppet med assistentsystemer, og du kan styre det hele på en enkel og overskuelig måde på den store skærm i midterkonsollen.

Når du tænder bilen, er der en visuel detalje i bilens i øvrigt super lækre digitale cockpit, hvor du præsenteres for et “check” af alle de vigtige sikkerheds- og assistentsystemer. Det er stærkt og godt tænkt.

Som en anden detalje, har Volvo som default deaktiveret ”kogepladen” til trådløs opladning (ekstraudstyr til 4.663 kr.) af din telefon. Først tænkte jeg ”åh nej – virker den ikke?”, men jeg fandt hurtigt ud af, at du skal aktivere funktionen første gang, du anvender bilen. Volvo vil nemlig være sikker på, at den trådløse funktion ikke er til fare for passagerer i bilen, som af helbredsmæssige årsager bliver hjulet af elektroniske devices – fx en pacemaker. Det er et godt eksempel på, hvordan Volvo tænker sikkerhed ind i alt. Og jeg er vild med det!

Trådlås opladning af mobiltelefon er ekstraudstyr til 4.663 kr.

De små detaljer tæller – på godt og ondt

På den praktiske side har Volvo V90 både gode og dårlige sider. Flest gode.

Bagklappen kan åbnes med din fod, og når den store port kører op, glider bagagerumsafdækningen automatisk op.

Vinduesviskerne er sådan indrettet, at sprinklervæsken kommer ud langs viskerbladet, så væsken rammer ruden og kun ruden.

Der er praktiske net på bagsiden af forsæderne og foran ved forsædepassagerens fødder.

Gode sæder og masser af plads.

Gode og store kopholdere og friskluftdyser ved bagsædet skal der være en i bil af denne kaliber. Og det har Volvo V90.

Som med alle andre Volvo’er, er jeg ikke vild med nøglen. Den er flot i sit design, men knapperne til at låse bilen og låse den op er for små. Det fungerer ikke for mig.

Og så er det på tide, at Volvo smider en elektronisk gearvælger i alle sine modeller, så også Volvo V90 får denne feature. Det synes jeg hører hjemme i en premium bil i denne klasse.

Volvo V90 er en stor og lang bil, som nogle måske vil finde lidt besværlig at parkere. Heldigvis har du parkeringscensorer og bakkamera.

4.945 mm længde x 1.879 mm bredde x 1.478 mm højde

Pris og kvalitet går hånd i hånd

Volvo V90 D4 Inscription koster fra 624.140 kr. og Volvo V90 koster fra 576.965 kr. Udstyrsversionen R-Design ligger på samme niveau som Inscription – den adskiller sig primært på stylingen. Privatleasing er muligt og beskatningsværdierne virker ikke uinteressante – D4 er dog ikke i det program. Det er derimod B4, som er stort set samme motor tilført mild hybrid teknologi.

Priserne er som forventet i forhold til den samlede pakke, du får. Men rækker pengene ikke så langt, er lillebror Volvo V60 bestemt værd at kigge nærmere på. Den er marginalt mindre end Volvo V90 og en tand mere sportslig.

Og så må vi se, hvor priserne for PHEV lander, når forhandlingerne om registreringsafgifterne falder på plads. Det bliver afgørende for, om Volvo V90 Recharge er værd at gå efter.

Det bedste ved Volvo V90 D4 Inscription

  • Tidløst design
  • Herregårdsvognen lever i bedste velgående
  • Fantastisk flyder til lande- og motorvejskørsel
  • Sikkerhedsniveau

Det kunne være bedre…

  • Samspil mellem motor og gearkasse savner lidt dynamik
  • Betjening af knapper på nøglen
  • Elektronisk gearvælger er federe (shift by wire)

Konkurrenter

Specifikationer Volvo V90 D4 Inscription

  • Motor: 4 cylindret diesel på 2.0 liter
  • Ydelse: 190 hk ved 4.250 omdr./min
  • Max. moment: 400 Nm ved 1.750 omdr./min
  • Gearkasse: 8 trins aut.gearkasse
  • Brændstofforbrug: 17,2 – 16,4 km/l ved blandet kørsel (WLTP)
  • Bagagerum: 560 liter
Når der skal testes både biler og motorcykler, er der meget “gear” at køre rundt med. Heldigvis er pladsen god i bagagerummet i Volvo V90 – 560 liter kan der være.

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: