fbpx
 
Categories Bilnyheder

Audi A3 Sportback Plug-in hybrid med 245 heste

Posted on
Audi A3 Sportback Plug-in hybrid med 245 heste

Audi introducerer nu en sportslig A3 Sportback 45 TFSI e med flere kræfter og mere udstyr. Den har en systemydelse på 245 hk (180 kW), 400 Nm og en elektrisk rækkevidde på op til 60 km (WLTP).

Audi A3 Sportback 45 TFSI e starter altid på elektrisk strøm og har en elektrisk rækkevidde på op til 60 kilometer i henhold til WLTP-standarden. Tophastigheden ved elektrisk kørsel er 140 km/t.

Den nye A3 Sportback 45 TFSI e er udstyret med en 1,4-liters forbrændingsmotor, der leverer 150 hk (110 kW) og et drejningsmoment på 250 Nm. Den elektriske fremdrift klares af en permanent aktiveret synkronmotor, der leverer 80 kW og 330 Nm drejningsmoment. Den elektriske motor er integreret i huset til den 6-trins S tronic gearkasse, som overfører kraften til forhjulene.

Med en systemydelse på 245 hk (180 kW) og 400 Nm systemmoment accelererer Audi A3 Sportback 45 TFSI e fra 0 til 100 km/t på 6,8 sekunder og fortsætter op til en tophastighed på 232 km/t.

Fire køreindstillinger

I “Auto Hybrid”-indstillingen, der er den primære indstilling, fordeler forbrændingsmotoren og elmotoren intelligent arbejdet mellem sig. Afhængig af situationen og førerens præference kan bilen rulle i friløb, rekuperere – ved påløbsrekuperation og under bremsning – eller booste sammen med elmotoren og forbrændingsmotoren.

Når føreren vælger indstillingerne “Battery Hold” eller “Battery Charge”, opretholder hybrid drivlinjestyringen batteriets ladetilstand på et konstant niveau eller øger det målrettet, men føreren kan også prioritere elektrisk kørsel med EV-knappen.

Føreren kan styre yderligere funktioner via det centrale MMI-display, gearvælgeren eller Audi drive select køredynamiksystemet. Hybridspecifikke funktioner vises i det digitale cockpit – eller i Audi virtual cockpit (ekstraudstyr) – fx systemets ydelse, drivlinjens status, rekuperationen, batteriets ladetilstand og rækkevidden. Energiflowet er afbildet på det 10,1″ store centrale MMI-display.

Sportsligt udstyr

På Audi A3 Sportback 45 TFSI e understreger en singleframe kølergrill med indlæg i sort højglans samt røde bremsekalibre bilens sportslige karakter. Som ekstraudstyr tilbyder Audi Matrix LED-forlygter med ikke-blændende fjernlys og dynamisk blinklys, og deres digitale kørelys, et pixelområde bestående af 15 LED-segmenter, danner en E-formet lyssignatur som et symbol på plugin-hybriddrivlinjen.

Fuld opladning på ca. 4 timer

A3 Sportback 45 TFSI e har et lithium-ion-batteri bestående af 96 prismatiske celler og kan lagre 13,0 kWh energi. Batteriet oplades med effekt på maksimalt 2,9 kW, og et helt fladt batteri kan lades helt op igen på lidt over 4 timer.

A3 Sportback 45 TFSI e i Danmark

Den nye Audi A3 Sportback 45 TFSI e introduceres i Danmark i løbet af første kvartal 2021. Der foreligger endnu ikke danske priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke ligger fast. 

Audi A3 Sportback 45 TFSI e S tronic:
Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 83,3
CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 29
Elektrisk forbrug ved blandet kørsel i kWh/100 km: 14,9
Elektrisk rækkevidde: 60 km

Foto: Audi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: