Den futuristiske mellemklassesedan “Dee” er interessant, fordi den viser den teknologi, BMW vil satse på i fremtiden, og fordi den præsenterer en designretning, der peger frem i tiden samtidig med at typiske BMW-karakteristika som to cirkulære forlygter, nyrer og det kendte knæk ved c-stoplen består. Alt sammen nyfortolket.


Neue klasse
Dee står for Digital Emotional Experience og er en ægte showcar. Ved første øjekast troede jeg, at den kun eksisterede i en virtuel verden, men der står rent faktisk et eksemplar på Consumer Electronics Show (CES) i Las Vegas.
Den går næppe i produktion, men digitale og teknologiske elementer vil allerede fra 2025 finde vej i BMW’s modelprogram. BMW kalder det ”neue klasse”.
Designet er på mange måder typisk BMW. Nyrerne er der stadig – om end i et nyfortolket design – og det karakteristiske knæk ved vinduet på C-stolpen er der også. For kendere kaldes dette Hofmeister-knækket. Det skal der være på en BMW sedan – det har jeg hørt fra en tidligere BMW-designer. Ellers er det ikke en ægte BMW. Der er naturligvis også to cirkulære forlygter i nyfortolkning.

Fronten hvor snuden stikker spids frem i en nedadgående retning giver associationer til 70’er og 80’er BMW’er, og det er i min optik cool.

Kæmpe head-up display
De digitale tiltag er der mange af. Her er de mest væsentlige:
- BMW Head-Up Displayet vil strække sig over forrudens fulde bredde.
- E Ink farveteknologi gør det muligt at ændre eksteriørfarven på bilen med op til 32 forskellige farver.
- BMW Mixed Reality Slider forvandler forruden til en stor portal i et digitalt oplevelsesunivers.
- Tryksensorer på instrumentbrættet gør det muligt for føreren at styre den store forrudeskærm hvor analog kørselsrelateret information projiceres i et Augmented Reality virtuelt univers.
- Forlygterne og den lukkede BMW nyregrill danner en fusion af fysisk og digital overflade, så bilen kan producere forskellige ansigtsudtryk.
- Bilen kan tale med mennesker og udtrykke stemninger som glæde, forbavselse eller anerkendelse.
- Der er et ratdesign med centrale lodrette eger der har berøringspunkter til at styre head-up display.




”Med BMW i Vision Dee viser vi, hvad der er muligt, når hardware og software smelter sammen. Dermed udnytter vi det fulde potentiale ved digitaliseringen og gør bilen til en intelligent ledsager. Fremtiden inden for bilproducenter – herunder også BMW – er sammensmeltningen af den virtuelle oplevelse og den ægte køreglæde” siger topchef Oliver Zipse hos BMW AG. ”Samtidig er BMW i Vision Dee endnu et skridt på vejen til NEUE KLASSE. Med denne vision ser vi langt ind i fremtiden og understreger digitaliseringens enorme betydning for vores kommende produktgenerationer”.
Foto: BMW
bmwbmw i vision deeshowcar
