fbpx
 
Categories Biltest

First Drive: Bentley Bentayga S

Posted on
First Drive: Bentley Bentayga S

Der er skruet op for de sportslige toner i den nye Bentley Bentayga S, hvor sorte kontrastdetaljer og en dyb flabet V8-lyd fra en modificeret potte forvandler den elegante SUV til lidt af en bad boy.

Bentayga er en af de modeller, som er med til at øge salget hos Bentley på verdensplan. Alene i Europa er salget – trods en benhård Corona-pandemi – gået 15 % op. Der er med andre ord rift om de luksuriøse SUV’er. Variationen i Bentayga-modelprogrammet følger tidens trend og den fås bl.a. som plug-in hybrid. I den anden ende af skalaen kommer nu Bentayga S.

Essensen af S-modellen er basalt set tre ting: En modificeret potte, som leverer en federe og dybere klang fra den potente V8’er, et mere sportsligt design og sidst men ikke mindst en række modificeringer i bilens opsætning for en mere dynamisk køreoplevelse.

De sorte kontrastdetaljer giver Bentayga S et lækkert twist af raw luxury.

Vi har kørt Bentayga S omkring den smukke Lago di Bracciano nord for Rom i Italien, og fået en forsmag på bilens evner. Med en dobbelt turboladet 4,0 liters V8-motor med 542 hk er det ikke kræfter, bilen mangler. Den klarer 0-100 km/t på blot 4,5 sekunder og tager 290 km/t på toppen. På de smalle og hullede italienske veje må vi dog tage den lidt mere med ro. Vi nyder brølet fra V8’eren, som giver dig lyst til at lege i mellemaccelerationerne bare for nydelsens skyld. Legen har dog også en pris. Benzinforbruget er 7,7 km/l (WLTP) hvis du kører pænt.

Lyden er mest markant i den sportslige køreindstilling. Her forstærkes også styrings-, affjedrings- og chassissystemerne, så du opnår endnu bedre vejgreb og har en følelse af en bil, som vil lege. Og den er en pokkers sjov legekammerat. Med ”Bentley Dynamic Ride”, der bruger en 48 volt elektrisk motor til at stramme krængningsstabilisatoren, kan du tage sving som i en lavere sportvogn.

Ved almindelig kørsel får du også gavn af disse forbedringer, og bilen opleves tilpas dynamisk og komfortabel på de små, snoede veje rundt om Lake Biacciano.

Bentayga S har som standard Blackline-styling med mørke detaljer. De sorte detaljer i bunden af bilen får den til at se lavere ud, end den reelt er, og den sorte matrixgrill ser direkte ond ud. Spoileren er større og sidespejlene sorte med højglansfinish. De sportslige sorte 22” fælge er udviklet specielt til Bentayga S, og giver det helt rette look.

Sportslig og luksuriøs kabine med en duft af Alcantara og læder.

I kabinen er der skruet op for Alcantara-detaljer suppleret med fuldfed læder. Der er ‘Bentayga S’-broderi på sæderne, som er udført i lækker riflet vattering. Alle sting er håndsyet. De digitale indslag omfatter en 10,9” touchskærm ledsaget at et digitalt cockpit. På bagsædet kan passagerer via en tabletagtig fjernbetjening styre bl.a. rullegardinet i panoramasoltaget og musikanlægget.

Bentayga S koster fra 4.599.900 kr. og der kan vælges mellem en lang række lakeringer og skindfarver. Det er jo en Bentley, så du kan få den nærmest som du ønsker. Tilvælges Mulliners-pakken får du indvendig diamantvattering i stedet for den riflede, sportspedaler i aluminium og et juvelmønster på benzin og oliedæksel. Du kan også tilvælge Naim lydanlæg og en terræn-pakke, der giver optimalt vejgreb på forskellige overflader.

Bentley Bentayga S hører til blandt de dyreste og hurtigste SUV’er i verden.

Foto: Bentley

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: