fbpx
 
Categories Bilnyheder

Første kig: KIA EV4

Posted on
Første kig: KIA EV4

KIA sadler om til et 100 % elektrificeret modelprogram, og her skal den nye EV4 kapre kunder i den populære mellemklasse med en sedan og hatchback.

EV4 fås som sedan og hatchback.

EV4 er baseret på den prisvindende EV3

Jeg har oplevet de to nye modeller ved en forpremiere i Danmark. Her lagde KIA ikke skjul på, at de har høje forventninger, for der er godt gang i elbilsalget i mellemklassen.

Med EV4 vil KIA tilbyde en rummelig familiebil med avanceret teknologi og høj effektivitet – dvs. lavt forbrug, god rækkevidde og hurtig opladning.

EV4 er baseret på de tekniske komponenter fra EV3, og det er et godt udgangspunkt. EV3 er en gedigen og komplet elbil, der bl.a. er kåret til Årets Bil i Danmark 2025. Genbrugstanken giver derfor ikke anledning til bekymring.

EV4 er baseret på EV3, som indtil videre i 2025 er den mest solgte i sin klasse.

Spørgsmålet er nok nærmere, om kunderne tager EV4-designet til sig.

KIA fortæller, at sedanen er en ”verdensbil” mens hatchbacken primært er tiltænkt det europæiske marked, hvor vi typisk hellere vil have en lidt mere praktisk bil med stor bagklap.

KIA EV4 hatchback er nok det tætteste, vi kommer på en afløser til Ceed.

Sedanen bygges i Sydkorea, mens hatchbacken produceres i Europa.

EV4 sedan skal opleves i virkeligheden, hvor den fremstår helstøbt og moderne i designet.

Efter at have set begge modeller må jeg sige, at sedanen tiltaler mig mest. Den ser mere speciel ud på billeder, end den reelt er. I levende live fremstår den helstøbt og moderne. Der er noget kant her i designet, som jeg godt kan lide.

Snuden på begge modeller er identisk, og her kan man godt se slægtskabet med de øvrige EV-modeller.

Sedanen er lidt længere end hatchbacken grundet udhænget bagtil.

Indbydende kabine

Kabinen er ligeledes genkendelig med EV3. Bl.a. med den store digitale skærm inddelt i tre zoner: Cockpit, klimaregulering og infotainment. Under skærmen er der genvejsknapper til de mest vigtige funktioner, som er flot integreret i paneldesignet.

Masser af genbrug fra KIA EV3 – og det er ikke nogen dårlig ting.

Som altid i en KIA er der godt styr på betjeningen og materialevalget. Her er der ikke en finger at sætte på noget.

Praktikken er i højsædet – bl.a. med gode opbevaringsrum – og så kommer EV4 med et 100W stik, så du kan få strøm til fx en bærbar computer.

Der er fin benplads ved bagsædet, og med mine 187 cm kan jeg også være der i højden. Her ses sedanen. Loftshøjden er endnu bedre i hatchbacken.

To batteristørrelser

Zoomer vi ind på hvad EV4 kan som elbil, er der to batteristørrelser at vælge imellem: Standard range på 58,3 kWh og Long range på 81,4 kWh. Det giver en rækkevidde op til 630 km med det største batteri i sedanen.

Hatchbacken har – grundet et lidt mindre aerodynamisk design – en rækkevidde op til 590 km.

Motoren er ens i alle modeller med 204 hk og Long range må trække op til 1.000 kg. 0-100 km/t klares på 7,7 sekunder.

KIA forventer at hatchbacken bliver populær i Danmark.

AC opladning sker ved 11 kW mens lynladning af batteriet (10-80 %) tager ca. en halv time.

Der er V2L teknologi, hvilket betyder, at du kan trække strøm fra bilens batteri, og bilen er forberedt til V2G, hvor strømmen fra bilen kan indgå i et netværk af strøm for kapacitetsoptimering.

Pris endnu ikke på plads

EV4 har alle de assistent- og sikkerhedssystemer, vi kender fra EV3, og det er en yderst komplet pakke.

KIA arbejder stadig på de eksakte udstyrsvarianter, men vi vil se en indstigningsmodel Access – der dog kun er for hatchbacken – hvor de øvrige bygger ovenpå. Det er Prestige, Upgrade og GT-Line.

Priserne er ligeledes ikke på plads, men hvis EV4 skal ligge mellem EV3 og EV6, hvor EV6 har en mere avanceret 800V platform, kunne et bud være 280.000-300.000 kr.

Senere på året kommer EV5, som er en SUV, der i princippet godt kunne ligge over EV6 prismæssigt.

Til næste år kommer EV2, som er KIAs bud i den lille klasse, hvor Hyundai Inster rumsterer. Det er en klasse, hvor der virkelig mangler udbud af elbiler, så det bliver spændende at følge.

EV4 lanceres i Danmark til september.

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet