fbpx
 
Categories Bilnyheder

Ny Mercedes-Benz C-Klasse er en lille S-Klasse

Posted on
Ny Mercedes-Benz C-Klasse er en lille S-Klasse

En ny generation af C-Klassen med noter af den eksklusive S-klasse er på trapperne. Den kommer bl.a. som plug-in hybrid med en rækkevidde op til 100 km på en enkelt opladning.  

C-Klassen er blandt de bedst sælgende modeller fra Mercedes-Benz, og i Danmark er modellen især populær i firmabilssegmentet. En attraktiv plug-in hybrid med høj ydelse, lavt forbrug og en officiel rækkevidde på op til 100 kilometer på en enkelt opladning bliver en del af programmet.

En batteripakke på 25,4 kWh sikrer den lange rækkevidde. Det er omgivet af et integreret kølesystem, så det er muligt at lade batteriet helt op på omkring 30 minutter med en 60 kW DC-lader. Det er desuden muligt at lade batteriet med en effekt på op til 11 kW med wallbox eller offentlig AC-ladestander, og dermed er det i praksis muligt at klare endnu flere og endnu længere ture på ren, lydløs elkraft.

Alle varianter i motorprogrammet er udstyret med integreret startergenerator, som sikrer endnu bedre performance og lavere forbrug ved igangsætning. Systemet gør det samtidig muligt for bilen at ‘coaste’ og dermed at slå motoren helt fra og lynhurtigt starte op igen, hvilket bidrager til yderligere reduktion i forbruget.

Selvregulerende luftaffjedring på bagerste aksel er nu standardudstyr, og så er det desuden blevet muligt at tilvælge medstyrende bagaksel, som er en helt ny funktion i C-Klassen.

Ved hastigheder op til 60 km/t drejer baghjulene modsat forhjulene for større manøvredygtighed ved sving og parkering, mens baghjulene omvendt styrer samme vej som forhjulene ved hastigheder over 60 km/t for mærkbart bedre stabilitet, sikkerhed og kørekomfort ved høje hastigheder.

LED High Performance forlygter er ligeledes standardudstyr, men for første gang er det nu også muligt at vælge DIGITAL LIGHT forlygter, som kendes fra S-Klassen, og som leverer en kraftfuld og præcis lysfordeling.

DIGITAL LIGHT forlygterne består af 1,3 millioner mikrospejle, som styrer lyset ultrapræcist og samtidig er i stand til at projektere signaler og symboler direkte på vejen med en opløsning på mere end 2,6 millioner pixels. Projekteringsfunktionen er allerede godkendt til brug på offentlig vej i Tyskland, men endnu ikke i Danmark.

Både sedan- og stationcarversionen byder på mellem 40 og 45 liter ekstra bagagerumsplads, og til trods for en batteripakke, som er vokset markant, byder plug-in hybriderne nu på et helt plant bagagerum.

Den ekstra kabineplads gør både gavn på forsædet og ved bagsædet. Således er der nu 22 mm ekstra albuerum ved forsæderne og 15 mm mere ved bagsæderne sammenlignet med den nuværende C-Klasse. På bagsædet er der blevet 11 mm højere til loftet i C-Klasse stationcar og 13 mm mere i C-Klasse sedan – og så er her nu 35 mm mere benplads.

Foto: Mercedes-Benz – Daimler AG

2 kommentarer

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet