Her gik jeg og troede, at Audi A6 fremover kun skulle være elektrisk. Mød den nye Audi A6 med benzin- og dieselmotor.
En anden bil
Navnet har de tilfælles – men ellers er der tale om to forskellige biler. Audi A6 Avant præsenteres nu som selvstændig model med benzin- og dieselmotor. Den skulle vist have heddet A7, men sådan kan tingene jo ændre sig.
Designet på den fossile Avant-udgave – senere følger limousine, som er Audis sprog for en sedan – er i min optik lidt mere shooting brake-agtigt.

Der er rene linjer, en lang akselafstand og en forlænget motorhjelm, som tilsammen giver et elegant og dynamisk udtryk. Det brede og lave udtryk giver et sportsligt udtryk, og det understreges en iøjnefaldende diffusor.

Under motorhjelmen gemmer A6 Avant på innovative teknologier, der både øger ydeevnen og mindsker brændstofforbruget. De nye benzin- og dieselmotorer er udstyret med MHEV plus mildhybrid-teknologi, som reducerer CO2-udledningen og forbedrer brændstoføkonomien.
MHEV-systemet består blandt andet af et 48-volts batteri, en remstartergenerator og en drivlinjegenerator. Disse komponenter gør det muligt at parkere og manøvrere bilen fuldt elektrisk.
Ved acceleration kan systemet desuden levere et ekstra drejningsmoment på op til 230 Nm og en effekt på op til 24 hk, hvilket især giver mening ved overhalinger.
Sportslighed og komfort
A6 Avant vil være det køreglade, sportslige og komfortable indslag i klassen med progressiv styring, firehjulsstyring og adaptiv luftaffjedring.
Ved lave hastigheder drejer baghjulene i modsat retning af forhjulene og reducerer venderadiussen. Ved højere hastigheder drejer baghjulene i samme retning som forhjulene, hvilket giver mere stabilitet.

Luksuriøst interiør
Indenfor byder den nye Audi A6 Avant på et rummeligt og moderne interiør. Det førerorienterede betjeningskoncept med panoramadisplay giver en intuitiv og digital oplevelse, og personalisering spiller en stor rolle.

Audi tilbyder blandt andet syv forskellige digitale lyssignaturer, som kan tilpasses efter førerens præferencer.
Lysoplevelsen understøttes af avancerede OLED-baglygter, der ikke kun ser godt ud, men også bidrager til øget trafiksikkerhed.
Udstyret omfatter bl.a. automatisk firezoners klimaanlæg, Bang & Olufsen-lydsystem med 3D-lyd og et panoramaglastag, der kan justeres i gennemsigtighed.

Klar til de danske veje i sommeren 2025
Audi A6 Avant forventes at være tilgængelig hos danske forhandlere i sommeren 2025. Prisen starter ved 729.990 kr. for 2.0 TFSI-modellen med 204 hk, mens dieselversionen med samme ydelse begynder ved 749.990 kr.
Beskatningsgrundlag er 675.000 kr.
Fra den 6. marts vil det være muligt at konfigurere den nye A6 Avant og se pris- og udstyrslister samt beskatningspriser på audi.dk.
Audi A6 Limousine lanceres i andet kvartal 2025.

Foto: Audi