fbpx
 
Categories Biltest

Test: Mercedes-Benz EQS 450+

Posted on
Test: Mercedes-Benz EQS 450+

Hvis du søger komfort og rækkevidde i lange baner, er det svært at komme udenom den faceliftede EQS. Jeg tester den store elbil, som udover en masse nyt også introducerer en gammel kending.

Stjernen er tilbage

Efter tre år på markedet er det allerede blevet tid en teknisk og visuel opdatering af det elektriske flagskib EQS.

Højdepunkterne er til at få øje på.

Fronten er redesignet til en mere traditionelt udseende Mercedes-Benz kølergrill med ribber, kromdetaljer og oprejst stjerne. Det får den til at minde lidt mere om S-Klassen og markerer en tilbagevenden til mærkets klassiske udtryk.

En opretstående stjerne på en Mercedes-Benz EQS giver et klassisk strejf til det meget strømlinede design.

Resten af designet er stadig strømlinet og aerodynamisk. Den spise snude gør, at stjerne sidder så langt nede, at man ikke rigtigt kan se den inde fra førersædet. Lidt ærgerligt, for det har i min optik altid været lidt cool, at man kunne se stjerne ude foran, når man kørte.

Kæmpe batteri

Batterikapaciteten er øget fra 108,4 kWh til 118 kWh og det giver en – på papiret – imponerende rækkevidde på 815 km (WLTP).

Den firehjulstrukne EQS 450 4MATIC kan nu køre op til 799 km på en enkelt opladning, mens EQS 450+ modellen tilbyder en rækkevidde helt op til 815 kilometer.

Forbruget er opgivet til 16,5 kWh / 100 km. Jeg tester bilen i vinterlige temperaturer, og her er mit forbrug 25 kWh / 100 km ved blandet kørsel.

Det aerodynamiske one-bow design karakteriserer EQS. Det er en stor og lang bil på 5,21 meter og en akselafstand på 3,21 meter.

Kan overhale selv

Den opdaterede EQS er udstyret med de nyeste køreassistentsystemer. Den har nu en funktion til automatiske vognbaneskift (ekstraudstyr) – altså overhaling – der gør det muligt for bilen selv at skifte vognbane ved hastigheder mellem 80 og 140 km/t på motorveje med mindst to vognbaner i samme retning.

Du skal have hænderne på rattet under “indgrebet”.

Man skal lige vænne sig til det og stole på, at automatikken fungerer. Den vil også gerne trække dig ind i højre spor igen, hvis du ligger og flagrer ude i venstre bane på motorvejen uden grund. Smart eller irriterende? Lidt af begge dele, hvis jeg nu skal være helt ærlig.

Vild komfort

Indvendigt har fokus været på at øge komforten fra et allerede godt udgangspunkt til next level. Især for bagsædepassagererne.

Med den nye Executive pakke (ekstraudstyr til 115.000 kr.) kan bagsæderne justeres op til 38 grader, og forsædet kan foldes fremad for at give ekstra benplads.

Kabineoplevelsen i EQS er luksuriøs som bare pokker. Det gælder især bagsædeforholdene, som er en minister værdig. Eller en prinsesse 🙂

Skærme bag nakkestøtterne og i midterarmlænet giver bagsædepassagerer adgang til bilens udmærkede MBUX system.

Derudover er MBUX Hyperscreen nu standardudstyr i EQS, hvilket tidligere har været et bekosteligt stykke ekstraudstyr.

MBUX-systemet er flot udført og nemt at bruge. Hyperscreen i tre zoner (digitalt cockpit, midterdisplay samt display ved passager) er standard. Førerpladsen er i det hele taget lækkert udført i alt fra materialevalg, design og betjening.

Varmepumpe er nu standard

Et af de rigtigt gode tiltag i faceliftet er, at EQS nu standardudstyret med en varmepumpe, der ikke kun forbedrer klimakomforten, men også bidrager til en længere rækkevidde under kolde forhold.

Desuden er det regenerative bremsesystem blevet forbedret, hvilket yderligere øger bilens samlede effektivitet. Via paddles bag rattet kan man nemt justere, hvor kraftig regenerationen skal være.

Køreoplevelse

EQS 450+ er udstyret med en 360 hk elmotor, der leverer et moment på 568 Nm. Det sikrer en kraftfuld, overskudsagtig og samtidig smooth acceleration.

Bilen er ekstremt godt støjdæmpet. Det handler dels om effektiv lydisolering men også den  aerodynamisk form, der minimerer vindstøj. Selv ved høje hastigheder er kabinen helt rolig at opholde sig i.

Luftaffjedringen AIRMATIC arbejder konstant for at sikre, at du har det godt. Det gør lange køreture til en leg.

Uanset om man kører på ujævne landeveje eller motorvej, absorberer systemet stød og ujævnheder effektivt.

Det er komfort på første klasse.

20″ AMG fælge er ekstraudstyr til 26.000 kr. De er flotte og sammen med Onyxsort metallak og kromdetaljerne. Som standard kører EQS på 19″ alufælge, og skifter du til større fælge, ryger der lidt af rækkevidden.

Baghjulsstyring gør jobbet godt

Udover komforten føles EQS 450+ som en adræt bil. Den er udstyret med baghjulsstyring, hvilket forbedrer manøvredygtigheden markant.

Ved lav hastighed drejer baghjulene modsat forhjulene, hvilket reducerer venderadius og gør den nemmere at manøvrere i bykørsel.

Ved højere hastigheder drejer baghjulene i samme retning som forhjulene, hvilket giver en mere stabil køreoplevelse.

Mercedes-Benz EQS 450+ hører til i klassen af de mest luksuriøse elbiler på markedet. Med avanceret teknologi, komfort og imponerende rækkevidde, er EQS 450+ et oplagt valg i premiumklassen.

Specifikationer Mercedes-Benz EQS 450+

  • Motor: Elmotor – baghjulstræk
  • Ydelse: 360 hk
  • Topfart: 210 km/t
  • Acceleration 0-100 km/t: 6,2 sekunder
  • Moment: 568 Nm
  • Batteri: 118 kWh
  • Elektrisk rækkevidde: 815 km
  • Forbrug: 16,5 kWh / 100 km (WLTP)
  • Opladning AC/DC: 11 kW / 200 kW (AC kan opgraderes til 22 kW for 14.861 kr.
  • Pris: 1.190.900 kr.

Foto: Thomas Saks

Den store bagklap åbenbarer et stort og regulært bagagerum med plads til 610 liter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet