Turen går til det maleriske Lago Iseo i Italien og filmbyen Cannes i Sydfrankrig, og samlet har vi tilbagelagt 4.200 km. Se, hvordan Polestar 4 klarer sig på afgørende parametre som komfort, rækkevidde og opladning.
I min familie – far, mor og to teenagere – er vi glade for bilferie, og vi har tidligere kørt på skiferie i elbil. I år er det første gang, sommerferien foregår i en elbil, og til formålet har jeg lånt en Polestar 4. Det er varianten med Dual Motor – altså firehjulstræk – og Long Range. Batteriet er på 100 kWh.

Den officielle rækkevidde er 590 km, og bilen kan lade op til 200 kW på en lynlader. Hvordan det forholder sig i praksis, vender jeg tilbage til.
Når vi kører på bilferie, er selve turen en del af oplevelsen. Vi har derfor ikke travlt med at komme frem og tager to overnatninger på vej mod Lago Iseo – først i Leipzig og derefter nær Innsbruck i Igls, Østrig – inden vi når frem til det lejede hus i Italien.

På hjemturen fra Cannes tager vi en overnatning i Østrig tæt på Liechtenstein samt i Berlin, hvor vi også tager et par dages storbyferie.
Al opladning sker på farten – ingen rod med kabler og uigennemsigtige strømpriser på hotellerne. Jeg er for doven til selv at finde ladestationer, så jeg stoler på, at bilens navigation via Google Maps fortæller mig, hvor og hvornår jeg skal lade.
Jeg har i Google Maps’ elbilfilter udelukkende valgt stationer, der dækkes af Polestar Charge og Tesla, og på forhånd forberedt to ladeapps: Polestar Charge og Tesla Supercharger til non-Tesla-brugere. Jeg har betalt 200 kr. i abonnement for at få adgang til lavere strømpriser. Polestar Charge har i princippet også Tesla med i netværket, men jeg kan se at priserne er lidt lavere gennem Teslas egen app.
Bemærk, at ikke alle Tesla Superchargere i Italien er åbne for non-Tesla. Heldigvis valgte Google Maps kun stationer, hvor jeg rent faktisk kunne lade. Den er klog nok.
Tesla Superchargere i Italien ligger ofte på lidt kedelige lokationer. Regn ikke med toilet, mad eller is, når du lader der.

Rå data for hele turen
- Turens længde: 4.200 km
- Samlet forbrug: 917 kWh
- Gennemsnitligt forbrug: 21,8 kWh/100 km
- Gennemsnitsfart: 91 km/t
- Samlet pris for strøm: 3.426 kr. (incl. AC opladning hjemme dagen før afgang)
- Abonnement (Tesla + Polestar): 200 kr.
- Billigste pris pr. kWh DC: 3,10 kr.
- Dyreste pris pr. kWh DC: 5,90 kr.
- Gennemsnitlig pris pr. kWh: 3,70 kr.
- Antal ladestop: 16 (incl. en AC opladning hjemme dagen før afgang)
- Samlet ladetid: 10 timer og 5 minutter (incl. en AC opladning hjemme dagen før afgang) – 8 timer og 19 min. i DC opladning
- Gennemsnitlig ladetid pr. stop: 36 minutter (30 min. i DC fraregnet AC hjemmeopladning)
Andre omkostninger
- Vignetter og motorvejsafgifter (Tyskland, Østrig, Schweiz, Italien, Frankrig): ca. 1.500 kr.
- Færge Gedser–Rostock tur/retur: 2.500 kr.

Køreoplevelse og vurdering
Turen i Polestar 4 har været et positivt bekendtskab. Jeg har vurderet bilen på alle relevante parametre for en langtur og tildelt stjerner ud fra både min og familiens oplevelse. Det er den mest dybdegående test af bilen lavet af et dansk medie i forhold til kilometer bag rattet.

Kabinekomfort ★★★★★☆ (5/6)
Det store trumfkort er bagsædet – eller “teenage-loungen”, som vi døbte det undervejs. Ryglænet kan justeres, benpladsen er enorm, og det føles som et loungeområde. Manglen på bagrude skaber en særlig ro og atmosfære.

Bagsædet har kontrolpanel til klima og musik. For at få topkarakter skulle der have været massage og sædekøling bagtil.
Foran er der både varme, køl og massage. Man sidder godt i sæderne, som er skålformede med integreret nakkestøtte. Min personlige favorit er en fritstående nakkestøtte, som kan justeres uafhængigt af sædet.

Bagagerummet er rummeligt nok til en ferieoppakning, og der er god opbevaringsplads samt kopholdere både foran og bagi.

Køreegenskaber ★★★★★★ (6/6)
Med 544 hk og firehjulstræk er Polestar 4 Dual motor en potent køremaskine. Den klarer 200 km/t på toppen, så den er fint egnet til de lange stræk på Autobahn uden hastighedsbegrænsning, hvor man bare skal frem i yderste bane.
Den adaptive undervogn klarer opgaven til topkarakter. En fornem balance mellem komfort og dynamik gør Polestar 4 til en køreglad bil, som du også kan klare at køre langt og længe i.
Bilen er stor og tung men føles let og adræt. Bredden på 2.008 mm giver lidt sved på panden, når man kører på snævre strækninger ved fx vejarbejde. Sjovt nok vænner man sig ret hurtigt til, at den fylder lidt, og du har i øvrigt sensorer og kameraer til at assistere.
Parkering i en snæver parkeringskælder i Frankrig er ikke sjovt i nogen biler – og kræver mod og skills i en bred Polestar 4.
Betjening og skærme ★★★★★☆ (5/6)
Polestar 4 har næsten ingen fysiske knapper – alt styres via den store touchskærm. Systemet er hurtigt og logisk.

Klimaanlæg styres fra skærmen, og det skal man lige sætte sig ind i. Når man ved, hvordan det virker, er det legende nemt at bruge. Luftstrømme styres ligeledes fra skærmen, og her trækker man i små ”kugler” for at styre luften. Vil man lukke helt for en ventilationsdyse, skal man dobbelttrykke på den lille kugle på skærmen.
Google Maps er integreret og fungerer godt – dog oplevede jeg én gang, at telefonens version af Google Maps var bedre til at undgå trafik.
Et ønske til fremtiden: mulighed for at vælge opladestationer efter laveste pris i filteret.
Assistentsystemer og software ★★★☆☆☆ (3/6)
Pilot Assist og adaptiv fartpilot har været problematiske siden lanceringen. En softwareopdatering har forbedret det, men oplevelsen er stadig ujævn.
Pilot tilstand har det med at blive forvirret. Den vælger nogle gange linjer, som jeg ikke finder naturligt, og når jeg så vil justere retningen er rattet ekstremt stramt, og det er svært at justere. Det kan medføre at bilen ligger uroligt på vejen, og det kan opleves lidt voldsomt for bilens passagerer.

Jeg kører stort set ikke med pilot på de lange motorvejsstræk, men vælger i stedet adaptiv fartpilot. Her er der også lidt malurt i bægeret. Trods du kan justere afstanden til forankørende, bremser bilen meget tidligt selv med mindste afstand valgt. Når du så skifter vognbane, er den langsom om at komme op i fart igen.
Derudover ændrer den ikke selv hastighed efter de påbudte tavler, hvilket måske er godt nok, for den skal blive bedre til at aflæse tavler med påbudt hastighed.
Polestar er klar over disse udfordringer og forventer at fremtidige software upgrades kan hjælpe på noget af det. En klar melding til Polestar er, at det skal fixes. Det har bilen simpelthen fortjent.
Bilens øvrige assistentsystemer virker umiddelbart som de skal.
En lille detalje, som jeg gerne vil dele, er bilens digitale nøgle. Det er jo i udgangspunktet ret smart, at bilens selv låser op og låser, når du nærmer dig bilen eller går fra den. Og du kan remote tildele en nøgle til bilen til en fører, blot du har personens telefonnummer.
Den digitale nøgle ligger i din telefons wallet.
Men hvis du som fører er den eneste med digital nøgle på din telefon, og du forlader bilens med din telefon mens resten af familien sidder i bilen, så låser bilen og alarmen går i gang ved mindste bevægelse i bilen.
Call me oldschool – men jeg foretrækker nu stadig en fysisk nøgle i hånden med knapper.
Af andre smarte tiltag i Polestar 4 er den rudeløse bagende, som medfører at det traditionelle bakspejl er erstattet med skærm og kamera.
Det har sine fordele – dels kan du pakke bagage helt op til kanten og udsynet er altid perfekt. Faktisk har du et bedre udsyn i fx regnvejr eller mørke.

Personligt har jeg ikke på noget tidspunkt været generet af den manglende bagrude. Men jeg hører fra min kone, som bruger briller med glidende overgang, at det er svært at stille skarpt med sit blik på ”bakspejlet”, som jo altså så er en skærm.
Forbrug, rækkevidde og ladetid ★★★★★☆ (5/6)
At en stor bil som Polestar 4 har et forbrug på 21 kWh / 100 km ved kørsel, hvor du er meget på motorvej, og til tider kører 160-170 km/t, er i min optik mere end godkendt.
På en fuld opladning kan jeg med motorvejskørsel køre næsten 500 km. Her spiller det ind at trafikken til tider var tæt – og der var strækninger med vejarbejde, hvor man kun måtte køre 80 km/t.
Ved opladning er batteriet forberedt til at modtage max strøm. Den peaker omkring 200 kW og flader ud – præcis som i alle andre elbiler – jo tættere du nærmer dig de 80 % strøm.
På turen ladede jeg ofte op til 90 % og nogle gange op til 100 %. Det gav en gennemsnitlig opladetid på ca. 30 min. pr. DC opladning.

Samlet vurdering ★★★★★☆ (5/6)
Polestar 4 er en fremragende ledsager til bilferien med stærke køreegenskaber, god plads og høj komfort. Designet er opsigtsvækkende, og bagsædet sætter nye standarder for passagerkomfort.
Oplevelsen med pilot og adaptiv fartpilot forhindrer topkarakter.

Om Lago Iseo
Hvis du drømmer om en italiensk ferie med sø, bjerge og færre turister, så er Lago Iseo et oplagt valg. Søen ligger i Lombardiet mellem Gardasøen og Comosøen – men uden samme trængsel. Her får du autentisk italiensk charme, god mad og smuk natur.

Midt i søen ligger Monte Isola, Europas største beboede ø i en sø – helt bilfri og perfekt til en rolig udflugt med børn eller teenagere.

De omkringliggende byer som Iseo, Lovere og Sarnico byder på lokale markeder, små restauranter og afslappet stemning. Tæt på ligger det berømte vinområde Franciacorta, hvor man kan smage Italiens svar på champagne.

Der er også gode udflugtsmuligheder til fx Bergamo, Brescia og Milano. Vi havde nogle af turens bedste måltider i Bergamo – klart anbefalelsesværdigt.

Om Cannes
Cannes er meget mere end filmfestival og dyre hoteller. Det er også en fantastisk destination for familier med teenagebørn, der ønsker strand, shopping og sydfransk stemning.
Jeg har et personligt forhold til byen: Min familie har bolig i nærliggende Le Cannet, og jeg har tidligere været her jobmæssigt, da jeg arbejdede hos Nordisk Film.

Teenagere elsker viben i Cannes – shopping i Rue d’Antibes, is på Croisetten og selfies foran den røde løber. Forældre kan nyde det franske køkken, stranden og det lune klima.

Cannes er også et godt udgangspunkt for dagsture til fx Nice, Antibes eller hyggelige bjerglandsbyer.
Prisniveauet i Cannes er i den høje ende – især for restauranter og strandklubber – men også hvis man bare skal have en is.

Foto: Thomas Saks

